3 minutter er faktisk rigtig lang tid!

I 17-nyhederne på TV2 News idag, blev jeg interviewet live om dagpengereformer og iværksætteri. Og det har været en lidt vild oplevelse, som jeg synes jeg ville dele. Primært fordi jeg ikke kan huske sidste gang jeg var så pisse bange – men jeg gjorde det alligevel, og her er så historien (så kort som det åbenbart kunne lade sig gøre)…

Tidligt imorges, da min datter vågnede kl. 04.30, tjekkede jeg min mail, og der var kommet en underlig kort mail, som jeg umiddelbart tænkte var noget fusk. I mailen stod der:

Emne: TV2 Interviewanmodning
“Hejsa
Ring gerne her til aften…”

Op af formiddagen skrev jeg lidt med Alexandra og Frederikke i hver deres ende af Italien på hhv. ferie og arbejdsrejse, og vi blev enige om at jeg skulle give manden et kald. Manden viste sig at være en helt reel journalist fra TV2 News, der ville have Ladies First til at udtale sig som svar på denne artikel på Berlingske, hvor  økonomiprofessor (og åbenbart min mors store idol) Nina Smith anklager regeringen for at være for uambitiøs omkring beskæftigelsesreformer. Hun nævner bl.a. at vi har et dagpengesystem, der ikke er tidssvarende og at vi mangler et flexicurity system for selvstændige og iværksættere.

Da jeg talte med ham i telefonen, tænkte jeg at han måtte være gået galt i byen – det er jo lidt langt uden for vores ekspertise.

På den anden side, har vi faktisk flere gange i partnerteamet talt om, at vi drømmer om en dag at kunne udtale os offentligt på vegne af vores medlemmer og på den måde repræsentere foretagsomme kvinder. Så selvom emnet det ikke havde nogen relation til køn, så fik jeg alligevel drejet en vinkel på, som jeg faktisk pludselig havde rigtig meget lyst til at dele med verden. Alexandra og Frederikke gav mig grønt lys, Marie er på Bornholm og udenfor rækkevidde (og ved det sikkert ikke endnu, men jeg håber hun tilgiver).

Så jeg ringede videre til den vagthavende redaktør, og hun synes det lød spændende. På det tidspunkt var kl. 13.24. Hun spurgte om jeg havde mulighed for at komme ind i studie på Teglholmen, men da jeg bor i Aarhus, blev vi enige om at et live interview fra studiet i Aarhus hos TV2 Østjylland var en god løsning. Kl. 17.00, og så skulle jeg på omkring 17.05. Kort efter blev jeg så ringet op af en reporter, som spurgte lidt nærmere ind, og jeg fik også chancen for at stille alle mine kloge og mindre kloge spørgsmål:

  • Hvad for noget tøj skal jeg tage på? (det må man åbenbart selv bestemme)
  • Får jeg spørgsmålene på forhånd? (svaret er nej!)
  • Møder jeg værten inden interviewet? (også et nej)

Da hun havde lagt på, gik jeg lidt i panik, men skyndte mig i bad inden datteren vågnede fra eftermiddagslur. Så ringede jeg til min far, som sagde at jeg jo altså lød rigtig velformuleret i det radio-interview jeg lavede for et års tid siden. Og så ringede jeg til min journalist-veninde, som også sagde at det nok skulle gå, og at det var hurtigt overstået.

Kl. 16.20 tog jeg min pung, min telefon og en blok med helt vildt mange ubrugelige noter ind i bilen og kørte. Med lidt sommerfugle i maven. I receptionen tog en sød pige imod mig og gav mig en kop kaffe (fordi jeg var i virkelig, virkelig god tid). Hun var også tekniker og sminkør (multitalent), så hun sørgede for det hele, og lukkede døren efter sig.

Og så sad jeg der – helt alene i et studie med Aarhus som baggrundsskærm, en snegl i øret og rigtig meget lys i ansigtet.

IMG_5097

De næste 14 minutter inden det blev min tur føltes lange. Jeg kiggede og kiggede på mine ubrugelige noter, kørte en masse gode interviews med mig selv oppe i hovedet, og da jeg så pludselig hørte nogen i mit øre sige “så er det om 2 minutter”, fløj hjertet op i halsen på mig.  Jeg sad og så på indslaget lige inden mit eget interview, hvor generalsekretæren for Dansk Flygtningehjælp blev interviewet om noget helt andet, og så slog det mig bare:

FUCK! Jeg ved jo ingenting om det her. Jeg ved ingenting om noget som helst. Der er sgu’ da ikke nogen, der gider høre på, hvad jeg har at sige om dagpengereformer!?

Jeg kan faktisk ikke huske, hvornår jeg sidst har været så nervøs, og jeg begyndte at overveje om døren til studiet mon var låst? Kunne man nå at stikke af?

Men det blev min tur, og der kom ord ud af min mund, selvom jeg jævnligt sagde noget helt andet end det jeg tænkte, og jeg er også ret sikker på at jeg slet ikke svarede på hendes sidste spørgsmål. De 3 minutter føltes som en EVIGHED, og hun stillede nogle helt andre spørgsmål end jeg havde forberedt mig på, og jeg var ved at dø af skræk under hele interviewet. Bagefter rystede jeg over hele kroppen, men den søde receptionist-tekniker-sminkør sagde at det kunne man slet ikke se på mig. Det var sødt af hende.

Ude i bilen ringede jeg straks til min journalist-veninde, der indrømmede at 3 minutter virkelig er lang tid, men det ville hun ikke sige inden jeg skulle på. Min far havde set det og sagde (som fædre jo skal) at jeg gjorde det godt, og jeg fik snapchats og billeder fra venner, der havde set mig. Da jeg kom hjem havde min kæreste optaget det, og han synes vi skulle se det med det samme. Det synes jeg ikke, men det gjorde vi så alligevel, og så blev jeg sgu lidt stolt alligevel, da adrenalinen lige havde lagt sig. Det må sgu’ gerne kilde i maven, og man må gerne være ved at dø af skræk – for det går man faktisk sjældent så galt! Og bagefter kan man mærke at man lever.

Det var nok ikke jordens bedste interview, men jeg gjorde det, selvom jeg var pisse bange for det. Og nu er jeg pisse stolt.

Og tænk engang, jeg at har udtalt mig om politik. Hvad bliver mon det næste?

I øvrigt tak til Ladies First – jeg er simpelthen på røven over hvad så mange skønne kvinder kan skabe sammen! Jeg håber de ringer fra Go’morgen Danmark næste gang 🙂

// Maria Leerbeck

2 Comments

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *