Barselsnetværk: Alt kan ske!

Mandag 20. februar 2017 starter vores tredje barselsnetværk i Aarhus siden sommeren 2016, hvor vi tog hul på en helt ny “målgruppe” i netværket – nemlig kvinder på barsel! Der har været overvældende stor interesse for barselsnetværket – både fra mødrene, men også fra medierne, hvor både Aarhus Nord, Erhverv+ Øst og TV2 Østjylland har beskæftiget sig med emnet og netværket.

Kristine Bjerre har været facilitator på barselsnetværket siden første forløb, og “barsel” er kommet til at fylde mere og mere i hendes professionelle liv, hvor hun bl.a. står bag crowdfunding-projektet Bedre Barsel. Her kan du læse lidt mere om Kristines forventninger og tanker om det tredje barselsnetværk…

Billedet er fra projektet Bedre Barsel og tegnet af SNIGNE DESIGN

Hvad er din baggrund for at facilitere forårets barselsforløb?

Jeg har min gode erfaring med at facilitere de to første barselsnetværk, som jeg tager med mig videre – og som jeg har lært rigtig meget af. Jeg har f.eks. lært, at man ikke kan regne med at den der øvelse der normalt tager 10 minutter, kan laves på 10 minutter og at der helst ikke skal være alt for mange skriveøvelser, fordi der skal højst sandsynligt også pusles, puttes ellers trøstes på samme tid, så man har sjældent begge hænder fri. Men det er slet ikke et minus, for alle er i samme båd og kan derfor også tage de småpressede situationer med et smil.

Jeg har f.eks. lært, at man ikke kan regne med at den der øvelse, der normalt tager 10 min., også kan laves på 10 min.!

Jeg har for nyligt startet egen virksomhed med henblik på at arbejde freelance med alt fra kommunikation til brugerinddragelse (jeg har en kandidat i oplevelsesøkonomi). Siden jeg selv blev mor i 2015, har jeg generelt været optaget af transformationen fra ”kun” mig, til mor/forældre/familie og hvad der følger med. Jeg startede i december crowdsourcing- og crowdfunding-projektet Bedre Barsel, fordi jeg vil kradse i overfladen på ”det søde barselsliv”, da jeg (og mange andre) har begrundet mistanke om, at flere og flere mødre mistrives med barselstilværelsen. Jeg vil finde ud af om det virkelig er tilfældet, og i så fald gøre noget ved det.

Hvilke forventninger har du til det kommende forløb?

Jeg forventer at alt kan ske. Når der er små babyer involveret, kan man som mor ikke altid være 100 % fokuseret på at lytte og være lige så engageret hver gang, som man måske ellers gerne ville – og det er altså okay!

Jeg håber, at mødrene går ind i netværket med en åbenhed og ærlighed. Det syntes jeg giver det bedste grundlag for at skabe et trygt netværk, hvor man tør give og tage imod hjælp.

Hvad glæder du dig mest til?

Jeg synes efterhånden vi har fået sammensat et rigtig godt netværksforløb, som jeg glæder mig meget til at give videre. For mig er det også ret så fantastisk at være en del af netværksforløbene, fordi man får lov at følge en udvikling, både af gruppen og af individerne.

Jeg glæder mig mest til at møde mødrene og høre deres historier.

 

Skal du have en af de sidste pladser, kan du læse mere og tilmelde dig her!

Psst! Hvis du tilmelder dig senest mandag 6. februar, får du oven i købet et GRATIS eksemplar af bogen “Ambitiøse Mødre”!

ambitiøsemødre

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *