Balancegang mellem fast stilling og startup

Blog

27. marts 2017
| Selvstændig

Balancegang mellem fast stilling og startup

Vi er vilde med iværksætterhistorier! Vilde med at blive inspireret af modige kvinder, som tør at gå efter sin drøm og tør slippe sikkerhedsselen og jagte passionen, lidenskaben, drivkraften.
Vi er så vilde med tanken, at vi afholder en hel aften, hvor vi lytter på tre seje og modige kvinder fortælle om deres erfaringer med at være iværksætter. En af dem er Caroline Andersen, som pt. arbejder 50 % på sin startup og 50 % i en lønnet stilling. Vi glæder os til at høre mere i morgen aften på KPH Projects i København. Men inden da får du her en lille forsmag på hvad Caroline vil fortælle.

 

Caroline Andersen

Hvorfor er iværksætteri særligt tiltrækkende for dig?

Det, der tiltrækker mig, er at være kreativ og skabe et nyt produkt fra bunden. Når jeg arbejder på Participay, kan jeg bruge mange forskellige kompetencer og sider af mig selv plus lære en masse nye ting. Jeg kan godt lide den udviklingsproces, hvor en idé bliver til et produkt. For mig er det utroligt tilfredsstillende og motiverende at arbejde på min egen idé. Der ikke er langt fra tanke til handling, og det kan jeg godt lide. Jeg sætter også pris på den fleksibilitet og frihed, det giver.

Hvordan undgår du ikke at bruge alle ugens timer på dit iværksætter job?

Det er en balance, som jeg er ved at vænne mig til. Jeg er nødt til at planlægge min tid meget mere, end jeg tidligere har gjort. På mit konsulentarbejde, hvor jeg er 20 timer om ugen, har jeg også spændende projekter, så det er rigtigt vigtigt, at jeg hele tiden er bevidst om, hvilke dage jeg arbejder på det ene og det andet. Det er nok den største udfordring i den arbejdsfordeling jeg kører - at få det til at hænge sammen begge steder. En uge har aldrig føltes kortere, men det er det hele værd, for den er fyldt med en masse spændende indhold.

Hvordan balancerer man mellem sit iværksætter - og privatliv?

Jeg sidder på et co-working space, hvor jeg arbejder på Participay. Det betyder rigtigt meget at tage et sted hen om morgenen og hjem om aftenen. Det gør opdelingen meget synlig. Jeg tror, det er vigtigt at have en god balance mellem arbejde og privatliv, hvis det skal blive ved med at være sjovt. Når det er sagt, så er der helt klart også områder, hvor de to ting smelter sammen, fx i mit netværk og mine interesser.