Bestyrelsesdrømme – part 3:
Om magt, penge og prestige

For nogle uger siden havde jeg æren af at mødes med Mie Krog – initiativtager bag Bestyrelseskvinder (nystartet forening i Aarhus), samt bestyrelsesformand i Y-Connection Group og bestyrelsesmedlem i bl.a. LO Plus, DGI byen, Dansk Boligbyg og Flügger. Mødet handlede i virkeligheden om noget andet, men det vil jeg ikke løfte sløret for her.

Jeg benyttede dog også chancen til at spørge Mie lidt nærmere ind til noget, som jeg har tænkte meget over de sidste par uger. Nemlig hendes motivation for at arbejde som professionelt bestyrelsesmedlem. I virkeligheden ville jeg gerne vide, om det er så fedt, spændende og udfordrende, som jeg forestiller mig.

Min egen motivation handler primært om at lære nyt, blive udfordret fagligt og dygtiggøre mig – men selvfølgelig handler det også i høj grad om at jeg er nysgerrig på et område, hvor jeg har masser af tanker og fordomme, men faktisk ikke ved ret meget. For jeg har aldrig siddet med i et bestyrelseslokale.

Du skal hverken gøre det for pengene, magten eller prestigen. Den typiske bestyrelsespost rummer ingen af delene.

Det var Mie’s første svar på mit spørgsmål. Og i virkeligheden rart at få det gjort eksplicit. Jeg drømmer hverken om magt eller prestige, og det er heller ikke en bestyrelsespost i Maersk eller LEGO, jeg satser på. Men i en mindre virksomhed.

Mies næste svar, var lige præcis det jeg håbede hun ville sige. Der er nemlig to primære grunde til at hun laver bestyrelsesarbejde, og til at hun elsker sit arbejde:

  1. For at gøre en forskel og hjælpe andre mennesker
  2. For at udvikle og udfordre sig selv

Mie beskriver bestyrelsesposten som en sparringspartner til virksomhedens ejere, og det, der motiverer hende er at se virksomheder vokse, at være med til at udvikle organisationer og i nogle tilfælde måske være med til at redde en virksomhed fra at kuldsejle. Og så fremhævede hun en række kompetencer, som hun mener at man skal være i besiddelse af, hvis man ønsker at sidde i en bestyrelse:

  • Man skal kunne li’ mennesker
  • Man skal kunne arbejde strategisk
  • Man skal kunne være (og blive) i helikopter-stadiet
  • Man skal have en specialiseret viden, men også kunne se på tværs af virksomheden

Slutteligt, sagde hun også noget, som jeg blev ualmindeligt glad for at høre:

Vejen til en bestyrelsespost er ikke lige.

Med de ord, vil jeg slutte dette indlæg. I næste uge vil jeg kigge lidt nærmere på bestyrelsesuddannelserne, og se om jeg kan skabe mig en form for overblik over dén jungle.

God weekend 🙂

2 Comments

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *