Det er nu engang det, mit hjerte banker for!

Blog

17. oktober 2016
| Portræt | Selvstændig

Det er nu engang det, mit hjerte banker for!

Charlotte er 29 og efter barslen med sin datter, har hun startet en socialøkonomisk virksomhed, med fokus på at hjælpe ofre for seksuelle overgreb i deres barndom. Hun har tilmeldt sig vores Start-up Netværksforløb i Aarhus i efteråret, og vi har talt lidt med hende om tabu, rollemodeller, og om at kæmpe for sin drømmestilling - læs med her.

 

Charlotte Louise Kold

Ladies First vil skabe og fremvise flere alsidige, kloge og inspirerende kvindelige portrætter inden for emnet arbejdsliv. Derfor er dette portræt af en kvinde, som fællesskabet i Ladies First selv har nomineret og fremhævet - læs med her. 

Fulde navn: Charlotte Louise Kold
Nuværende beskæftigelse: Studerede PBA i Entrepreneurship hos VIA UC og selvstændig hos Tabt Barndom
Alder: 29 år
Uddannelsesbaggrund: Pædagog + 2 år med Tekstildesign

Tabt Barndom er en socialøkonomisk virksomhed, som informerer, rådgiver og hjælper personer, som har været udsat for seksuelle overgreb i deres barndom. Gennem social innovation med udgangspunkt i en markedsanalyse og samskabelse med en fokusgruppe af målgruppen, samt vores faglige sparringspartnere, har vi udviklet en række af services.

Hvordan er du endt der, hvor du står i dag i dit arbejdsliv?
Jeg er en ildsjæl som brænder for at gøre en forskel for udsatte. Tidligere så jeg det som et pædagogisk kald, men i dag ser jeg mig i højere grad som entreprenør. Til den rejse har jeg fået mange gode redskaber med fra min tid i Studentervæksthuset i Herning v. Annette Qvistgaard. Hun har været min store inspiration og mentor. Jeg er hende evig taknemmelig for hvor jeg er i dag. Med alle de muligheder vi har i dag, er det vigtigt, at vi giver os selv tid og plads til de nære relationer. Vi udvikler os ikke så godt som solister og alle fortjener en rollemodel som jeg fandt i Annette Q.

Det er vigtigt at vi tror på os selv, men det begynder at give så meget mere mening, når der også er andre som tror på os!

Hvad er du i gang med at blive bedre til?
Jeg øver mig i at finde en balance mellem familielivet med mand og datter på 1,5 år. Jeg arbejder en del hjemmefra, så det kan være svært, det med at være tilstede fysisk, men at være optaget af sit arbejde bag skærmen. Jeg har skullet finde min egen vej i forhold til, hvor tilgængelig jeg er og i hvor høj grad jeg kan stille mig til rådighed, hvis jeg også vil få lavet noget arbejde. Det har været en svær fase at overgå fra barsel til igen at begynde på studiet og starte i praktik i egen virksomhed. Jeg er en hård arbejdsgiver overfor mig selv og bruger meget tid og energi på at pleje mit netværk. Men jeg har en oplevelse af, at det går i den rigtige retning. Det er blevet mere overskueligt at prioritere eksempelvis en konferencedag i Kbh, frem for at føle jeg svigter min lille familie. De klarer sig jo fint uden mig for en tid.

Hvad er den største udfordring du har mødt i din karriere indtil nu?
Jeg arbejder med social innovation indenfor et tabubelagt område – seksuelle overgreb. Det gør, at jeg jævnligt møder en del modstand. Det handler om, at jeg gerne vil udvikle en socialøkonomisk virksomhed frem for arbejde som frivillig.

Man kan bare desværre ikke få brød på bordet af frivilligt arbejde. Det er jo en ærgerlig situation, da det nogle gange bliver en begrænsning for mit arbejde og udviklingen af den rette forretningsmodel for Tabt Barndom.

Jeg forsøger altid at indgå i dialog med skeptikerne, for at blive klogere på deres synspunkter og om der er noget jeg kan forbedre. Tilsyneladende er timingen om den økonomiske del af virksomheden i min præsentation, nøglen til at udglatte evt. tvivl.

charlottek2

Hvad er du allermest stolt af at have opnået i dit arbejdsliv?
Det gør mig stolt, at jeg har været tro overfor mig selv og kastet mig ud i, at arbejde med det emne og den målgruppe, som jeg har allerstørst interesse for. Selvom seksuelle overgreb mod børn og unge er et tabu. Det er jo netop det, som gør det ekstra spændende.

Det som jeg er allermest stolt af, er selve arbejdet med målgruppen af overgrebsramte. I samskabelse med vores fokusgruppe af overgrebsramte skaber vi i Tabt Barndom innovative løsninger som resulterer i handling. Vi arbejder altså målrettet med dels at bryde tabuet og kommer med nye løsninger til hvordan vi kan rådgive og hjælpe udsatte børn og unge. Det at det er lykkes mig, at få vendt de overgrebsramtes egenerfaring til kapital, som bliver byggesten for vores services – det er bare fantastisk for alle parter. Alle vokser af at kunne bidrage og det ser jeg i høj grad i mit arbejde.

Hvad motiverer dig mest i din dagligdag?
At jeg kan gøre en forskel for en udsat gruppe borgere.

Har du altid vidst, at det var denne vej du skulle gå?
Jeg har bestemt ikke altid vist, at jeg skulle være selvstændig. Mit studie som pædagog var drømmestudiet. Men jeg blev færdiguddannet som 23-årig, hvor krisen havde kradset nogle år.

På det tidspunkt var der ingen som vil ansætte sådan en grøn spire som mig indenfor specialområdet. Men det er nu engang det, mit hjerte banker for. Så jeg kæmper videre for, at skabe min egen stilling indenfor mine spidskompetencer.

Hvorfor har du meldt dig til netværksforløbet, og hvad har du fået ud af det?
Jeg elsker at netværke og det giver mig god energi at møde nye mennesker. Det er en form for mentalt pusterum og en gulerod jeg har givet mig selv. En form for gave ovenpå alt det hårde arbejde jeg udførte hen over sommeren, hvor jeg kun holdt 1 uges ferie.

Tilværelsen som selvstændig kan i perioder være lidt ensom, med de mange timer brugt foran pc'en. Derfor er det godt at snakke med andre som også er i opstartsfasen. Det er rart at blive mødt i nogle af de udfordringer, vi står overfor og høre andres tips og trickes til at finde løsninger.

postbilag