Imorgen er du allerede én dag bagud!

Lisa Bønsdorff Dalsgaard blev kåret som Årets Kvindelige Iværksætter v. iVækst 2016. Hun er stifter af det nordjyske co-working space StartupWorks på Aalborghus Slot, samt stifter af GoodiePack.com, hvor hun gentænker goodiebagen, som en stærk digital kommunikations- og markedsføringskanal. Før sommerferien indledte Ladies First et samarbejde med Lisa og GoodiePack som en del af vores nylancerede medlems-lag Ladies First PREMIUM – og i den anledning ville vi lige præsentere Lisa og hendes digitale goodiebag her på bloggen med et lille interview.

Jeg har altid tænkt, at jeg skulle være i reklamebranchen eller være journalist. Men jeg har samtidig også altid været nytænkende og den der gik forrest.

Navn: Lisa Bønsdorff Dalsgaard
Beskæftigelse: Founder & CEO hos GoodiePack.com
Alder: 29 år
Uddannelsesbaggrund: Bachelor in Marketing and Management Communication, Aarhus School of Business.
Master of Social Science in Management of Creative Business Processes, Copenhagen Business School.

Kort om GoodiePack:
En GoodiePack er både en digital goodiebag, og en stærk kommunikationskanal. Jeg har udviklet et software tool, hvor eventarrangører og klubber kan oprette en GoodiePack til deres gæster og medlemmer. De får en SMS med et link, som hverken kræver login eller download.

Linket giver adgang til deres digitale GoodiePack, hvor de har alt det de har brug for samlet ét sted. Denne digitale goodiebag indeholder således både praktisk information, samt fordele og rabatter fra sponsorerne fx før, under og efter et event.

Hvordan opstod idéen til GoodiePack?
Ideen opstod da jeg i 2014 startede virksomheden Flavors, hvor jeg ville skabe en platform for firstmovers, et mødested for bloggere og upcoming designerer. Mens jeg ventede på platformen blev udviklet lavede jeg det første digitale event i modeugen i København, for at sætte fokus på min nye virksomhed. Eventet hed Flavors Inspire og blev afholdt i Nikolajs Kunsthal. Her tog jeg alt det jeg kendte fra en typisk modeevent og gjorde det digitalt. Vi lavede digitale gæstelister, og digitale goodiebags.

Jeg kunne ikke slippe tanken om de digitale goodiebags igen, og fik enorm god respons fra både bloggere og kendisser, som var glade for ikke at skulle slæbe på fysiske ting, sponsorerne nåede at være med i sidste øjeblik, og vi skulle ikke rydde op efter flyers, papir eller andet – alt sammen fordi det var en digital goodiebag.

Hvordan realiserede du idéen?
Jeg indså at det var et helt nyt medie og markedsføringskanal – alle kigger i en goodiebag. Jeg startede med at undersøge markedet, og derefter fandt jeg mig en teknisk partner. Vi fik hurtigt en beta på benene og jeg lukkede de første par kunder, som benyttede systemet. Jeg har siden da udviklet vores software tool i samarbejde med kunderne, og det vil jeg altid
anbefale andre at gøre også; altså udvikle produktet samme med kunderne.

En dag fik min co-founder tilbudt et job, som han valgte frem for GoodiePack, hvilket kom som en stor overraskelse for mig. Det var en svær tid, hvor jeg var meget i tvivl om jeg skulle køre videre alene, tage en investor ind som partner eller finde en ny teknisk partner. Jeg valgte det sidste og Rene Jespersen har netop været CTO i 1 år hos GoodiePack.

Jeg har generelt stået ved mange skilleveje undervejs, men når jeg kigger tilbage har jeg truffet de rigtige beslutninger, de rigtige beslutninger, både for mig og for GoodiePack.

Generelt har det været en udfordring at ville skabe et produkt, som ikke er skabt før. Det er ikke sådan bare lige. Det tager tid, og det er svært både at prissætte og at kommunikere. Men dialogen med kunderne har været altafgørende.

Har du altid vidst, at du skulle være iværksætter?
Jeg har altid tænkt, at jeg skulle være i reklamebranchen eller være journalist. Men jeg har samtidig også altid været nytænkende og den der gik forrest.

Hvad er du allermest stolt af at have opnået?
Jeg er stolt af at være, hvor vi er i dag, hvor vi netop har nået et nyt kapitel med GoodiePack.

Jeg er stolt af at have bootstrappet virksomheden så langt, og have skabt en reel forretning, således at jeg ikke har været nødt til at tage kapital ind i det helt tidlige stadie.

Jeg synes generelt, at der er alt for stort hype omkring dét at få investering ind, det er vel lige så flot at have klaret sig uden – ved at have skabt en reel forretning.. Vi har skabt det hele selv, og selvfølgelig kan det være, at vi leder efter investering inden vi går ind i USA osv, men så skulle det være for den kloge kapital, for at finde dem, der har en international indsigt vi ikke selv har.

Lige nu er jeg bare smadder stolt over, at vi er kommet så langt, selv.

Hvis du kunne vælge én ting, som du aldrig vil gå på kompromis med i dit arbejdsliv – hvad skulle det så være?

Jeg går på kompromis hver eneste dag. Man kan ikke være perfektionistisk, når man har 20 hatte på i løbet af en dag.

Det handler om prioritering og alternativerne i hver eneste situation. Men jeg har lært hvor meget mere effektiv jeg er, efter at have indført rutiner i virksomheden og i min hverdag, så det vil jeg helst ikke undvære igen.

Hvornår var du sidst rigtig meget i tvivl om noget?
Jeg er ofte i tvivl, når jeg bliver præsenteret for en masse nye muligheder, og får en masse tilbud om at deltage i diverse aktiviteter og programmer. Jeg har netop haft muligheden for at få en stor rolle i en konkurrence til velgørenheden, som ville få en masse TV-dækning mv. Jeg ville selvfølgelig gerne støtte projektet, og TV-dækningen ville være godt for vores virksomhed, men jeg besluttede at takke pænt nej, da det vil tage for meget fokus fra min hverdag, nu når jeg
netop har ansat en række nye folk, og vi er ved at indføre vores rutiner.

Det er ikke det rigtige tidspunkt for mig at tage fri og lave velgørenhedsarbejde eller TV. Det må jeg gøre en anden gang.

Hvad er dit bedste råd til andre, der drømmer om at starte deres eget?

  1. Byg dit produkt sammen med dine kunder.
  2. Find en partner, især hvis du er et tech-startup.
  3. Kom i gang nu, i morgen er du allerede en dag bagud – indfør sence of urgency!

Ladies First er allerede super glade for samarbejdet med Lisa og GoodiePack – og medio September udkommer den første Ladies First PREMIUM GoodiePack med gode rabatter og tilbud til vores medlemmer. Det koster kun 125 kr./år at blive medlem af Ladies First PREMIUM – og du kan tilmelde dig her!

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *