Jeg har et kæmpe crush på Ladies First!

Sisse Karlsson deltog på et af vores netværksforløb i Aarhus i foråret 2016 – og heldigvis kunne hun ikke få nok af Ladies First. Derfor så vi vores snit til at tilbyde hende rollen som facilitator på de to forløb for iværksættere i Aarhus i efteråret, hvor hun skal skabe rammerne for et ærligt forum med plads til udvikling, udfordring og nye muligheder. Her kan du læse lidt mere om hendes crush på Ladies First og hendes forventninger til forløbene…

Netværk er jo bare er et ord, som dækker over noget, der er fuldstændigt menneskeligt grundlæggende; at at vi forholder os til hinanden på en særlig måde, når der skabes en relation.

Hvad er din baggrund for at ende som netværksfacilitator?
Først og fremmest brænder jeg for formidling og dét at rykke noget for (og sammen med) andre, hvilket på én eller anden måde går igen i alt det jeg laver. Jeg bliver simpelthen grebet af at skubbe til min egen og andres forståelse af forskellige emner, og elsker dynamikken omkring vores erkendelse og læring. Jeg har beskæftiget mig med bl.a. læring, relationer og uddannelsessammenhænge i løbet af min bacheloruddannelse i Pædagogik fra Københavns Universitet, hvilket naturligvis giver et teoretisk ståsted for at facilitere netværksforløb. Samtidig har jeg konkret praksiserfaring fra min tid som studievejleder, hvor jeg både udviklede og eksekverede forskellige workshops og forløb.

Sidst men ikke mindst har jeg et kæmpe crush på Ladies First, og har ganske enkelt ikke kunnet få nok; jeg deltog selv i et netværksforløb i foråret 2016, under kyndig facilitering af vidunderlige Lea Kruse.

Da det var ved at lakke mod enden kunne jeg mærke at jeg måtte undersøge om jeg kunne få mulighed for at få lov til at blive en del af Ladies First maskineriet – hvilket det heldigvis viste sig, at jeg godt kunne, og det er jeg super glad for!

Hvad betyder netværk for dig?
Jeg må indrømme at jeg indimellem godt kan få lidt lange bryster af ordet ‘netværk’ (ja, undskyld mit franske), og at det kan føles som et udvandet begreb. Når det sker, minder jeg mig selv om, at det jo netop bare er et ord, som dækker over noget, der er fuldstændigt menneskeligt grundlæggende; at at vi forholder os til hinanden på en særlig måde, når der skabes en relation – og den relation, har naturligvis også indflydelse på hvordan vores (arbejds-)liv udspiller sig.

På den måde synes jeg det er ret enkelt – altså jeg møder nogle mennesker, som jeg på en eller anden måde, åbner mig for og forholder mig nysgerrigt til, og derfor kan jeg ikke undgå at have dem med mig i min bevidsthed, når først den relation er skabt. Og så er det der begynder at ske ting og sager.

Derudover er jeg helt nede med Ladies First’s forståelse af karma-netværk, som betyder at du ikke på forhånd kan vide om/hvordan dit netværk vil komme dig til gode;

Du er nødt til at kaste dig ud i at give til netværket, først og fremmest. Det tror jeg er rigtig sundt for os alle sammen.

Hvad er dine forventninger til netværksforløbene?
Jeg glæder mig vanvittigt meget til det, så jeg har selvfølgelig en forventning om at det kommer til at blive nogle virkelig gode og givende forløb. Det betyder at jeg helt klart forventer at vi får skabt relationer og mening sammen, ganske enkelt – det er jeg temmelig sikker på at vi gør. Og så har jeg en forhåbning (og ambition om), at vi får udfordret os selv og mindet os om alle de potentielle muligheder, vi ellers ofte glemmer at få øje på.

En anden forhåbning jeg har, er idéen om at vi kommer til at skabe et forløb som er ærligt og oprigtigt. Jeg oplever indimellem at der går pleaser-gen i den – altså det er vi jo mange som er opdraget med og er rigtigt dygtige til; at være dygtige lyttere, og smile og sørge for at alle har det godt – men jeg tror på at vi får en relation som er meningsfuld og værdifuld, hvis vi tør være i den – sådan rigtigt.

Jeg har fået så utrolig meget ud af det netværksforløb jeg selv var deltager på, at jeg næsten ikke kan vente til jeg skal opleve det igen, med nye, fabelagtige mennesker!

 

Sisse er netværksfacilitator på hhv. START-UP og SELVSTÆNDIG i Aarhus i efteråret. Læs mere om vores mere end 10 forløb i hhv. København, Aarhus, Aalborg og Viborg i efterået – og tilmeld dig her!

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *