Alt kan lade sig gøre

Advarsel!
Dette indlæg er fuld af nostalgi og er skrevet i en blanding af stolthed, fascination og bare taknemmelighed. Ladies First fylder 5 år 24. august, og den første Facebook-gruppe, som blev startskuddet til det hele “Ladies First X Aarhus”, har netop rundet 5.000 medlemmer. Wow.

I den anledning ville jeg lige dele min egen historie med Ladies First.

Foto: Michael S. Veng
Fra venstre: Katja Meyer, Marie Olofsen & Maria Leerbeck

Jeg flyttede (modvilligt) til Aarhus fra mit smukke Nørrebro i sommeren 2013. Det skulle vise sig at være en af de bedste beslutninger i mit liv. Ikke kun privat, men også professionelt. Flytningen tvang mig nemlig ud i et karriereskift, som åbnede op for nogle helt nye muligheder. I første omgang landede jeg på en arbejdsplads, hvor jeg tydeligt kunne mærke at jeg ikke passede ind, og ikke trivedes. Og det kan jo også være et meget godt udgangspunkt; udelukkelsesmetoden. Jeg begyndte nemlig kraftigt at overveje det der med at blive selvstændig.

If not now, when? If not me, who?

En af mine rigtig gode kollegaer på min knap så gode arbejdsplads, fortalte mig om det her netværk i Aarhus – Ladies First. Vi er nok i vinteren 2014, og netværket havde dengang omkring 2.000 medlemmer i hhv. København og Aarhus. Jeg meldte mig ind i facebook-gruppen, og læste nok ca. alle blogindlæggene på den daværende hjemmeside. Det var en kæmpe lettelse at læse om så mange helt almindelige, pisse seje kvinder, som bare “gjorde det”. Alt muligt. Var ledere, undervisere, selvstændige, bestyrelsesmedlemmer – you name it.

Det gik pludselig op for mig, at jeg virkelig havde savnet nogle rollemodeller i øjenhøjde.

I marts 2014 søgte medstifter Alexandra Balshøj to nye partnere til at drive netværket videre sammen med hende. Jeg sendte en ansøgning uden at have nogen særlig plan. Jeg kunne bare ikke lade være. Jeg kom til samtale og var nærmest lidt starstruck (beklager, hvis du bliver lidt forlegen nu, Alexandra), og da jeg gik derfra havde jeg det som jeg sjældent har haft det med et tidligere job. Jeg. Skal. Have. Det. Job.

Efter endnu en samtale fik jeg det fandme. Jobbet. Eller hvad man kan kalde det. For et job er det jo ikke i ordets helt konkrete betydning.

Idag er jeg stadig virkelig taknemmelig for at valget faldt på mig. Det har åbnet op for helt vilde muligheder og jeg føler nærmest også at det har åbnet op for nyt potentiale inden i mig. Jeg har mødt så ubeskriveligt mange pisse seje kvinder, som har inspireret mig hver og én. Frivillige co-ladies, partnere før og partnere nu, deltagere på mine netværksforløb, deltagere ved netværksmøder, oplægsholdere, samarbejdspartnere, bloginterviews.

Jeg har mødt så meget karma, søstersolidaritet og positiv energi, at jeg nærmest tror på at alt kan lade sig gøre.

Og én af de ting, som jeg særligt har lært af netværket, og som jeg igen og igen fortæller mig selv og folk jeg møder er, at alle er usikre og pisse bange, og det er okay. Jeg var for eksempel pisse hamrende bange (seriøst, jeg troede jeg skulle dø), da jeg blev interviewet til TV2 News for et år siden. Men jeg gjorde det fandme alligevel. Og det her interview om Ladies First fra marts 2014 handler netop om det, og jeg synes det siger SÅ meget om, hvad netværket er og kan og gør.

Det må gerne kilde lidt i maven. Så ved man at man lever.

Jeg kan ikke fatte, at vi er 5.000 kvinder i netværket i Aarhus.

Tillykke til Alexandra, Marie og Maria, som stiftede netværket 24. august 2012. Tillykke til alle dem, der har bidraget undervejs til netværkets udvikling. Og tillykke til alle jer, der følger med – både de 5.000 i Aarhus, og de 7.000 andre i resten af landet (og San Francisco). Tillykke med at I er en del af netværket, at I bidrager til den sejeste netværkskultur og -karma, jeg har mødt. Og tillykke med den rejse I er på hver især.

Og gå så ud og gør noget af det, som kilder lidt i maven. It’s all worth it!

Skål!

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *