Alle kan skrue op for lækkerheden!

Stylist og stylecoach Tini Owild gæster Ladies First X Vejle i foråret. Du kan allerede nu møde den stilbevidste kvinde her på bloggen til en snak om hendes vej til succes. Selvom hun er noget nær det tætteste, man kan komme på, at være født til sit job, er hun bestemt ikke nået dertil, hvor hun er i dag, uden kamp.

Hvordan er du endt der, hvor du står i dag?
Jeg er flasket op med mode og stil af min mor, som var designer. Dog var det gennem mit arbejde for Magasin du Nords reklamebureau, at jeg fik min ilddåb både som stylist og koordinator. Her stod jeg blandt andet for at planlægge Magasins store årlige julekatalog. Da jeg stoppede hos Magasin, blev jeg selvstændig og har været det lige siden. I mange år arbejdede jeg som mode- og reklamestylist for senere at fordybe mig i den personlige stil på forskellige niveauer.

Hvad har været det største vendepunkt i din karriere?
Det var omkring 2005-2006, da både min business og mit ægteskab vaklede og væltede. Jeg startede i 2001 et firma, hvor jeg designede boligtekstiler til hjemmet. Designet blev en succes, men det kunne ikke ses på bundlinjen. Det sled hårdt på mig, at der ikke var styr på økonomien. Jeg skyldte på et tidspunkt i omegnen af en million danske kroner væk.

Jeg gik ned med alvorlig stress. Kunne ikke sove, fik synsforstyrrelser, svimmelhedsanfald, kvalme, ondt i tænderne, pigmentforandringer i hele ansigtet… ”ja, you name – I had it.”

Midt i min personlige ”finanskrise” gik mit 6 år lange ægteskab også i opløsning. Så livet var ikke ligefrem en fest. I dag kan jeg se, at alt dette medførte en transformation, hvor jeg skulle genopstå i en ny og mere helstøbt udgave.

Det har ikke været nogen nem rejse, men en yderst nødvendig en – for jeg er kommet hjem. Forstået på den måde at jeg i dag forener det ydre med det indre, i alt hvad jeg laver. Det er det, en stylecoach gør.

Det er ubetinget det, jeg brænder for. Det er meget, meget powerfuldt, og jeg er dybt taknemmelig for, at jeg er nået hertil, selvom det har haft store omkostninger.

Hvad er den største udfordring, du har mødt i din karriere indtil nu?
Det har min krise i 2005 – ubetinget. Jeg kunne ikke se det dengang, men det blev startskuddet på noget nyt. Den nye vej jeg måtte gå. Jeg skulle ud og åbne mit hjerte op for mine mere spirituelle evner.

Hermed fik jeg forenet det ydre med det indre, som i dag er så vigtigt for mig både personligt og for min business. Det har en helt uvurderlig værdig.

Selvom jeg skulle ud og erhverve mig nogle dyrtkøbte indsigter, så var de med til at åbne døren for den nye vej, jeg skulle gå – at formidle min mangeårige viden og erfaring, så andre kan få glæde af den. Det er det, jeg lever af at gøre i dag. Jeg uddanner andre til stylecoaches, holder foredrag og laver e-kurser om at skrue op for lækkerheden.

Hvad drømmer du om at opnå i din karriere?

Alt er der, hvor det skal være, og det giver rigtig meget mening for mig.

Mit ønske er, at de værktøjer og metoder, jeg har udviklet, kan hjælpe og inspirere en masse mennesker og give dem troen på, at alle kan skrue op for lækkerheden – og det er lige meget, om det er mine stylecoach-elever, mine workshop-deltagere eller mine nyhedsbrevslæsere.

Jeg vil helt sikkert fortsætte med det, jeg gør. Skabe flere lækre produkter og hele tiden udvikle og forfine dem. Og så vil jeg skabe mere rum og tid til mig selv, hvor jeg kan fordybe mig endnu mere i alt det, som jeg elsker. Jeg vil lære noget mere og tage på inspirerende kurser ude i verden. Jeg vil ud og hælde på, have det sjovt og bare VÆRE.

Hvad motiverer dig mest i din dagligdag?
Når jeg får glade mails og tilkendegivelser fra stylecoach-elever eller kvinder, der enten har været på workshop eller taget et af mine e-kurser, hvor det har gjort en stor positiv forskel for dem. Så tænker jeg:

Yes! Det er det hele værd.

 

Hvis du – lige som os – godt kunne tænke dig at høre Tini dele ud af sin viden, kan du tilmelde dig Ladies:Meet – Find din indre DIVA – og skab DIT blikfang den 20. marts 2017 på Comwell Kellers Park i Brejning.

Det er altid sjovt at møde nye mennesker og høre, hvad de har på hjertet. Så det vil jeg glæde mig til – og selvfølgelig til at få en hyggelig aften.

… siger Tini Owild forud for arrangementet.

Som en lille teaser har hun delt sin stilkerne-test med os. Følg linket og tag testen!
Har du fået lyst til at vide mere om Tini Owild, så kig ind forbi hendes hjemmeside: www.stylewise.dk

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *