Kvinde – Kend din kreativitet, II

Om Inspiration, originalitet og den dybe tallerken!

Lettelsens suk. Når det hele endelig går op i en højere enhed, og ideen nu ‘bare’ skal udføres eller færdiggøres. Dén følelse er blandt andet en af årsagerne til, at jeg arbejder med det, jeg gør i dag – og som altid involverer en art kreativ proces. Så snart jeg har ideen i sigtekornet og kommer ind i et godt arbejdsflow, sidder jeg ofte med et smil på mine læber og en lidt højere puls. I denne del af processen kan jeg nemlig opleve en følelse af at være høj. Høj på den gode idé og tanken om det endelig produkt. Men for at komme hertil skal jeg så grueligt meget igennem (nogle gange på meget kort tid). Og hvis du selv arbejder med kreative processer, kan du måske genkende dette scenarie. Spørgsmålet er, hvordan man kommer (hurtigere) til denne behagelige del af processen, til smilet på læberne og den kreative forløsning? Findes der overhovedet ‘smutveje’?
Godt, så sidder du der igen. Nu skal der tænkes ud af boksen (den boks, som jeg i mit tidligere indlæg introducerede). Du har måske fået trænet dine kreative biceps ved at tage en ny rute på arbejde eller til studiet, eller på andre måder øvet din hjerne i at ‘river-jumpe’ (læs: droppe vanerne)? Måske har du endda haft en lille notesbog med dig, hvor du i pauserne – det være sig i bussen, i sengen eller ude ved kaffemaskinen – løbende har noteret spirende ideer og pludselige indfald? I så fald, fedt! Så kan du sikkert allerede tage flere ‘kreativitets-armbøjninger’, end jeg kan. 😉

Men selvom dine værktøjer kan være nok så ‘top tunet’, kan man sagtens savne opkvalificering og kreativ inspiration – også professionelle. Derfor handler mit indlæg denne gang om inspiration – både hvor jeg selv søger den, og hvorfor du ikke behøver at opfinde den dybe tallerken.

Had/kærlighed til processen

(kilde: Ben Pieratt’s model of the Creative Process, also via Nicolas’s Tumblelog)

I mit første indlæg om kreativitet, snakkede jeg om hvordan – og hvorfor – det er så svært at være kreativ (på kommando). Og til trods for, at jeg både kender teori og logik bag argumentationen, havner jeg gang på gang i mangel-på-kreativ-intelligens-land. Faktisk har jeg lidt et had-kærlighedsforhold til min egen kreative proces. Mest af alt fordi jeg VED, at den ikke er en kontinuerlig opadgående kurve. Nej, jeg ved, at jeg kommer til at hade mine skitser og tænke “det bliver aldrig godt”, som så fint illustreret ovenfor. En tilstand, der til tider tangerer til en maniodepressiv tilstand, hvor jeg veksler mellem at være genialiteten selv til en decideret opgivende nedadvendt mundvige og en anelse panik i blikket.

Det i sig selv er en iterativ proces (for nu at blive i processens retorik). Og jeg ved, som sagt, den kommer. Det gør den imidlertid ikke mere attraktiv. Det kan være en ringe trøst at vide, at den dog er ganske naturlig. Min ‘smut-vej’, om man vil, er imidlertid at søge inspiration.

I vores hurtigtudviklende-teknologisk-dominerede samtid oplever vi i højere grad, hvordan ‘time-is-money’. Med andre ord, skal det gå stærkt, når vi skal være levere et produkt (på baggrund af kreativitet). Vi har ikke rigtig tid til at vente på den geniale idé, og det skal vi heller ikke. Vi skal i stedet opsøge den. Vælte os i indtryk og nye scenarier, give plads til nye anskuelser og ideer. Men hvordan søger man den, og hvor skal man starte?

 

Min virtuelle idébog

Der er selvfølgelig rigtig mange forskellige måder at søge inspiration og afhængig af, hvad du søger at blive inspireret til, er metoderne også forskellige.

Personligt er jeg blevet glad for sociale medier som Pinterest og trendhunter, idet den inspiration, jeg søger, som regel er af visuel karakter. Her egner mediet sig virkelig godt. Så søger jeg enten i en kategori eller på noget specifikt. Herefter ‘plukker’ jeg, så at sige. Jeg samler komponenterne og sætter dem sammen på ny.

“Originality is NOT doing something that has never been done before; it is doing something that YOU have never done before, in your own way.” – Brooke Shaden, photographer

Som citatet ovenfor så fint præciserer, handler kreativitet – eller originalitet – ikke om at opfinde den dybe tallerken på ny, som jeg tidligere nævnte. I stedet handler det om måden, vi alle anskuer tingene på og hvordan vi sætter det i nye perspektiver.

Når du får en idé, er det din hjerne, der sammensætter i forvejen lagrede ‘billeder’, som den så har sat sammen på ny. Hvis du læste mit første indlæg, beskrev jeg hjernens evne til at lagre informationer, som vi ikke bruger energi på at huske. Som fx at binde snørebånd eller at cykle (når det først er lært, selvfølgelig). Denne egenskab er imidlertid også det, der kan hæmme vores evne til at tænke ud af boksen.

Nye ideer er dermed altid en sammensætning af andre ideer eller noget, vi har set, oplevet eller erfaret. De enkelte komponenter er måske ikke originale, men det er sammensætningen heraf.

Tag lige en pause og tjek disse inspirerende plakater

 

Ja-hatten

Men når det er sagt, bliver vi jo alle inspireret alle steder og hele tiden. Det handler bare om at omfavne det og være åben for nye måder at tænke på og ikke være bange for at ‘fejle’. En konkret metodik hertil er ‘ja-hatten’, da basically går ud på, at man ikke må sige nej. Man sidder sammen med en eller flere og brainstormer på en idé. Her må ikke siges nej. Hver sætning skal starte med ‘Ja…og…’. En virkelig god øvelse til at få begrænsningerne væk og ikke tænke i ‘hvad kan lade sig gøre’. I denne proces kan der spire et hav af ideer.

Et andet konkret værktøj til at booste din idégenereringsproces er ved hurtig-skrivning, som du måske kender i andre sammenhænge. Bare skriv løs, hvad som helst, det giver ikke nødvendigvis mening, med skriv hvad du lige tænker, åh nu gik jeg i stå, men jeg fortsætter med at skrive… Sluk evt. skærmen, så du ikke distraheres af tastefejl, som du vil ændre. (Det kan jeg personligt ikke lade være med nemlig – lidt OCD har man vel) 😉

Lidt underholdning

Nu du har ja-hatten på, kunne du give dig selv (endnu) en velfortjent pause, få et smil på læben og boost din kreativitet, ved at tegne din egen pindemand! Her: Tegn din egen pindemand

Test dig selv:
Det her værktøj er faktisk ret sjovt at læse resultatet af, og kan give en indsigt i hvilke kreativitets-muskelgrupper, du måske bør træne yderligere. http://www.testmycreativity.com

Har du lyst til at læse mere, kan jeg anbefale denne interessante artikel

Hav en kreativ dag!

/Mette Breth

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *