Hvad laver direktøren egentlig?

Blog

23. august 2016
| Netværk

Hvad laver direktøren egentlig?

Aller øverst oppe, i BDOs dejlige kantine, nede ved havnen, fik vi skudt en ny uge og en ny sæson i gang hos Ladies First i Aarhus. Trods en stejl opstigning i det lumre sensommervejr (regning kom plaskende ned senere), var netværksiveren stor, og begejstringen havde svært ved at finde sin begrænsning, da det stod klart at begge oplægsholdere havde gaver med til alle deltagere… og så var der jo også kagen.

 

Kvindenetværk

Netværk Ladies First Aarhus

Aller øverst oppe, i BDOs dejlige kantine, nede ved havnen, fik vi skudt en ny uge og en ny sæson i gang hos Ladies First i Aarhus. Trods en stejl opstigning i det lumre sensommervejr (regning kom plaskende ned senere), var netværksiveren stor, og begejstringen havde svært ved at finde sin begrænsning, da det stod klart at begge oplægsholdere havde gaver med til alle deltagere… og så var der jo også kagen.

Mette Hejl, direktør og partner i Pravda, og Marianne Bedsted, direktør i F. Salling, Stabucks og Carl’s Jr. DK, kom ikke kun med gaver men også med to oplæg spækket med indsigter i deres personlige karriereforløb, hvordan de er direktører i dag, og lærerige råd til deltagerne. Aftenens tema, 'Hvad laver direktøren?', blev grundigt gennemlyst af to direktører med meget på hjerte.

2016-08-22 18.58.28

Vi sparkede aftenen i gang med en god gammeldags omgang netværksøvelse, for ligesom at blive varme i koderne. Og så gik det ellers ud over stepperne med Mette Hejls inspirerende fortælling om, hvordan hun som 26-årig, på et år, vendte skuden på en konkurstruet virksomhed, og hendes holdning til at køre en business. Kort fortalt er det vigtigere med glade og motiverede medarbejdere, end at bunken med guldstykker er så stor som overhovedet muligt.

Mette fortalte både om sin personlige ledelsesstil, og sit eget karriereforløb og delte samtidig ud af sine erfaringer og viden omkring, hvad det vil sige at stå i spidsen for en forretning med store ambitioner. Det gik fx ingens næse forbi, at én af direktørens vigtigste opgaver er, hele tiden at have fingeren på samarbejdspartnerens, kundens og medarbejderens puls, og at der kontinuerligt skal tænkes strategi.

Mette Hejl

Efter en frisk netværks-kage-vand-pause overtog Marianne Bedsted oplægsholder-roret, og tog os med på en rejse fra Jensens Bøfhus til toppen af Salling – via Musikhuset i Aarhus naturligvis. Én af pointer fra Mariannes oplæg var, at hun i det store billede altid har valgt at takke ja til de tilbud og udfordringer, som har præsenteret sig i hendes karriereliv (her vil jeres hengivne tekstforfatter også indskyde, at det egentlig aldrig hører hjemme nogen som helst steder, at takke nej til Jensens Bøfhus, så heya Marianne!) – og med tyk streg under valgt. En anden pointe var nemlig, at en karriere som hendes, naturligvis er baseret på en række valg og fravalg, som man bevidst står ved og til tider også kæmper med at blive ved med at holde fast i.

Marianne Bedsted

Inden vi bevæger os videre til endnu et højdepunkt på aftenen – 3x3 Minutes of Fame – vil jeg blot lige indskyde en kort bemærkning om GAVERNE. Jeg sidder netop nu smurt ind i vidunderlige cremer (det samme er mit tastatur), dufter af forskellige parfumeprøver (nogle gange har jeg svært ved at finde ud af, hvornår nok er nok), jeg har inviteret en veninde på kaffe i Starbucks (dertil har jeg nemlig et gavekort) og alt muligt andet lækkert fra Sallings gavebod (endda et æble)! Eller, jeg føler lidt at jeg har fået det af Marianne Bedsted personligt, så tak for det Marianne.

Festen slutter på ingen måde her. Foran mig er det smukkeste motiv på en stor plakat, som jeg tilfældigvis har fået personligt af Mette Hejl……s designere. Det er i hvert fald designerne hos Pravda, som har fået lov at udfolde sig kunstnerisk på plakater, og altså jeg er superfan, så tak til Mette for at være sådan en god direktør, der lader sine medarbejdere fifle med ting og sager indenfor deres faglighed, selvom det ikke er direkte relateret til firmaets opgaver.

Nu er vi klar til at kaste hænderne op for de tre modige 3x3’ere som på 3 minutter hver især delte deres passion for resten af os. Katja Elisabeth Hulstrup lukkede os på ganske kort tid indenfor, derind hvor det handler om at balancere, det man brænder for, uden at brænde ud eller brænde lyset i begge ender. Katja fortalte om at have en international, succesfuld karriere indenfor mode og PR med 100 km/t, og også at få tre børn med 100 km/t – i hvert fald har hun fået tre på to og et halvt år. Med et tændt stearinlys i den ene hånd, slog hun fast, at det med flammen er virkelig vigtigt, og at hun har viljen til at finde ud af, hvordan hun kan genskabe sig en karriere, som matcher hendes længsler og samtidig være en nærværende mor.

Aviaja Borup Lynggaard havde taget prikker med. Store prikker, som hun har designet og kaldt Hotspots – og som er et af morgendagens produkter indenfor interaktionsdesign for børn. Hotspots kan lægges på jorden og danne et interaktivt spil, hvor man hopper fra prik til prik, og er et eksempel på, hvordan man med teknologi og design fx kan bringe bevægelse ind i folkeskolen. Undertegnede synes Aviajas måde at kombinere sin egen legelyst med interessen for interaktionsdesign er intet mindre end snedig og smart.

Ladies First netværksmøde hos BDO

Sidste perle i rækken var forsker Christina Lundsgaard Ottsen, som forsker i ledelse og organisation ved Aarhus Universitet. Christina har særligt fokus på køn og kultur og har undersøgt, hvordan kønsfordeling i ledelsen har indvirkning på virksomheden. Hun forklarede at mindstegrænsen for kønsfordelingen i en bestyrelse eller ledelse er 30/70, hvis man ikke skal risikere at den underrepræsenterede kategori føler sig som en minoritet. Ud fra tanken om at køn er lige, men ikke ens, har hun undersøgt hvordan kønsforskelle er et potentiale for en organisation, og forklarede at kvinder ofte har en signifikant evne til at se potentiale i deres medarbejdere og skabe grundlag for udvikling i organisationen.

Efter at have spadseret hjem i aftenregnen (og det var altså bøvlet, med plakat og goodiebag og det hele, men tak for dem alligevel!) er indtrykkene nu faldet på plads, og jeg synes, jeg er blevet meget klogere på hvad direktøren, hun foretager sig. Hun foretager sig en masse konkret som relaterer sig til hendes forretning, hun koncentrerer sig om sine medarbejdere, og hun tør tage chancer og lære af sine erfaringer.

Nogle direktører (fx for Pravda) gør en dyd ud af at være kulturbærer i sin virksomhed når nye ansatte kommer til, og andre direktører (fx for bl.a. F. Salling) insisterer på, at det mange gange er i eksekveringsfasen at fårene skilles fra bukkene.

Mit regnvåde tøj er ved at være tørt, og jeg har tænkt mig at hoste videre i seng om få øjeblikke, men det sidste jeg vil kaste lys på i denne lille tekst er Alexandra Balshøjs (stifter og partner i Ladies First) bemærkning om, hvordan et af målene med netværket er at præsentere rollemodeller i øjenhøjde, og at Mette Hejls og Marianne Bedsteds bidrag til Ladies First var et klasseeksempel på, hvordan det gøres. Spot on, siger jeg bare!

Og nu: godnat.

 

Tekst af: Sisse Engsig Karlsson, Co-lady i Ladies First Aarhus.