Mit bedste karriereråd
Julekalender 2015 (9.-16. december)

I dette års julekalender fra Ladies First har vi bedt 24 seje og inspirerende kvinder om deres bedste karriereråd – vi har nu samlet rådene i tre blogindlæg, så man altid kan gå tilbage og kigge dem igennem én gang til – læs de første 8 råd her! Du kan også følge resten af julekalenderen på vores Instagram (@ladiesfirstdk) samt vores Facebookside!

 

9. Sara Slott Pedersen: Atlet (400 m. hæk) – træner lige nu op til OL i Rio 2016. Bachelor i Ernæring og Sundhed med speciale i ernæring og fysisk aktivitet.

Det hele handler om prioritering.

“Før man starter sin proces mod et mål – ligegyldigt om det er sportskarrieren eller en civil karriere, handler det om at mærke efter, hvad det er vigtigst lige nu. Jeg vil gerne være verdens bedste til det jeg gør, men min søn er stadig det allervigtigste for mig. Derfor sætter jeg mig ned hvert år og laver en masterplan over træninger, konkurrencer og træningslejre. Jeg får derfor hurtigt overblik over, hvornår familiekalenderen ikke går op, og kan tidligt starte processerne med at prioritere, så det ikke er noget man skal stå med mandag morgen, når problemerne opstår samme eftermiddag.

På den måde slipper jeg også for at have (alt for) dårlig samvittighed når jeg er væk, fordi jeg ved, at det er lagt ind i programmet, at min søn får ekstra omsorg og opmærksomhed på et andet tidspunkt.”

 

10. Anja Lovén: Stifter og ejer af den velgørende organisation DinNødhjælp, der arbejder for at sikre heksebørn i Nigeria et mere værdigt liv. Deltog i DR2’s dokumentarserier ”Helvedes Helte” og ”En dansker redder verden”.

Jeg ved ikke om det som sådan er et karriereråd, men jeg ved, at jeg ikke ville være, hvor jeg står i dag, hvis det ikke havde været for min familie. For mig betyder familie alt her i verden, og uden deres støtte og kærlighed, ville jeg ikke være kommet så langt. Har man sit bagland i orden, kan man næste erobre hele verden.

At have nogen der griber dig, hvis du falder er så vigtigt, for at turde kaste sig ud i noget man måske frygter. Min familie har været min klippe, og den kærlighed jeg får fra min familie er min energi, mit mod og det der driver mig. Min mor som jeg desværre mistede da jeg var 23 år, sagde altid til mig, at vi bliver forhåbentlig allesammen gamle en dag, så vi skal huske at passe godt på hinanden. Derfor er det vigtigt at have et stærkt og tæt forhold til ens familie. Med kærlighed kommer man længst.

Du kan læse mere om Anja og DinNødhjælp i bloginterviewet her!

 

11. Nadia Plesner: Maler, der bl.a. står bag det omdiskuterede maleri Darfunica

“Jeg drømmer store drømme, men store drømme kan ofte være angstprovokerende. Så når jeg har sat mig et ambitiøst mål, gør jeg altid tre ting: Først beslutter jeg mig for, at det er MIT personlige ansvar at netop dette projekt eller værk bliver gennemført. Det hæver barren mentalt og forpligter mig til at gøre det så godt, jeg overhovedet kan. Derefter deler jeg arbejdsprocessen op i delopgaver. Og jeg bliver ved, indtil delene er så små, at jeg kan komme i gang med den første del uden at tøve.

Til sidst vurderer jeg, hvor det kan være nødvendigt at bede om hjælp fra andre. Når jeg så henvender mig, sørger jeg for at have forberedt mig grundigt, så jeg ikke spilder folks tid. Og husk: For hvert nej er der kortere vej til det næste ja.” 

 

12. Mette Reissmann: Erhvervsjurist, TV-vært og politiker. Medlem af folketinget siden 2011 og kendt fra bl.a. ”Luksusfælden” på TV3.

Mit karriereråd er, at man skal kombinere sin passion med erfaring og kompetencer. Hvis de tre ting er på plads, så er fundamentet lagt for en spændende karriere. Det bedste man kan gøre er at blive ved med at tro på sig selv og vide, at man kan gøre en forskel. Der er ikke nogle bæredygtige karrieresmutveje. Man skal knokle, lytte, lære og altid forsøge at træffe det etisk korrekte valg. Spørg dig selv “hvad er det rigtige at gøre her?”. Sidst men ikke mindst – sov. Man træffer bedre beslutninger, når man har sovet på det.

 

12 1/2: BONUS – Sanna Suvanto-Harsaae: Bl.a. bestyrelsesformand i BabySam og Sunset Boulevard samt medlem i bestyrelsen for SAS. Tidl. administrerende direktør for Reckitt Benckiser Scandinavia, der er verdens største producent af husholdningsartikler. 

“De 3 ting jeg vil råde alle, og specielt kvinder, at fokusere på i deres karriere er:

  1. Skab finansielle målbare resultater. Mere resultatfokus, mindre proces!
  2. JUST DO IT! Du skal ikke være bange for noget, om du klarer jobbet, udforingen, familiebalancen etc. Det kan du!
  3. Fokuser! Drop alt det unødige; både på arbejde og privat. Ift. arbejde se punkt #1. Ift. privat, så fokuser på nær familie, betal alt hvad du kan, køb udefra (kage til fødselsdage etc), behold kun de gode og nære venner, sørg for at din partner også gør sit. Der kommer tid i livet når du har tid til det perifere!

Og til sidst – en krusedulle på det hele:

Lær at grine af dig selv; højt og i offentlighed. Livet er så meget nemmere når du ikke tager dig selv før seriøst!

 

13. Merethe Ipsen: Medstifter og leder af Kvindemuseet i Aarhus. Har bl.a. været formand for Statens Museumsnævn og sidder som medlem af bestyrelsen for den største internationale museumsorganisation, International Council of Museums.

“Mod, muligheder, magt, meninger. Tag de fire M’er med i dit virke:

Med dine meningers mod kommer du langt, tag magt over dine egne meninger, det åbner for flere muligheder.

“Mod og magt er mandlige termer, men vi som kvinder kan også bruge dem. Sættes de sammen med endnu et M – medmenneskelighed – kan de skabe positive resultater også for andre end os selv. Modige kvinder griber de muligheder, der viser sig, og som svarer til de drømme og visioner, de har. Kort og godt: Tag de fire M’er med i dagens gerninger og de langsigtede mål og strategier.

 

14. Trine Panum Kjeldsen: Fuldtidskunstner og journalist. Tidl. vært på Morgennyhederne og TV2 Nyhederne samt redaktør på kriminalmagasinet Station 2 Efterlyst.

Vær professionel, hav et støttende bagland, tro på egne evner og bevar lysten til at blive bedre – hele tiden!

“Da jeg valgte at forfølge drømmen om et liv som fuldtidskunstner, havde beslutningen været flere år undervejs. Springet var ’testet’ med plus- og minuslister, og min familie var blevet taget med på råd og sagde heldigvis – gør det, vi støtter dig – hele vejen.

Den første tid var noget ‘famlende’. Jeg skulle vænne mig til en ny hverdag, jeg skulle lære at klare ALLE opgaver selv, og at trives uden kollegaer. Det var en tid med modgang og heldigvis også medgang. Her to år efter, står jeg stærkere end nogensinde før. Jeg er blevet modigere, mere udadvendt, har lært nye sider af mig selv at kende, og så glædes jeg dagligt over at jeg turde tage et ‘kvantespring’ i mit liv.

Dagligt sir jeg til mig selv:

Bliv ved med at fejle, det er dem du bliver klogere af, og så rejs dig, når modgangen slår dig i gulvet. Du bestemmer selv, hvordan dit liv skal forme sig

 

15. Astrid Haug: Formand for Dansk Kommunikationsforening og rådgiver om sociale medier og digital strategi for bl.a. DR, TV2, Amnesty International. Forfatter til fagbøgerne: ”Lyt til elefanterne” og ”Sig du kan li’ mig”.

”Mindst én gang i din karriere skal du gøre noget, der er vildt, vovet eller overraskende. Det giver dig en personlig historie, og giver dig en ildsjælfaktor, som skiller dig ud fra de andre ansøgere i bunken og lyser op på din Linkedin-profil.

Da jeg var 25 år, tog jeg til USA for at være ulønnet kampagnemedarbejder i seks måneder i den amerikanske præsidentvalgkamp i New York. Jeg kendte ingen folk i byen, og havde kun min SU i budget. Men det viste sig at være den bedste karriereinvestering, som ledte til mit første studenterjob på Christiansborg og gav mig en erfaring og et netværk, som jeg stadig trækker på. Men mindre kan også gøre – en interessant hobby, et digitalt produkt som fx en blog eller podcast, en bog, eller frivilligt arbejde.”

 

16. Lone Dybkjær: Radikal politiker. Tidl. miljøminister (1988-90), medlem af Europaparlamentet (1994-2004)

”Husk at alle ambitioner ikke kan opfyldes samtidig – vi kan ikke have perfekte karrierer, perfekte hjem og familier, der får den helt rigtige mad hver dag, samtidig med at vi dyrker masser af motion for at få den perfekte krop, læser de rigtige bøger og ser de rigtige film, følger med i samfundet, engagerer os i frivilligt arbejde og fastholder venskaber på samme måde som tidligere. Ind i mellem må man slække på nogle af ambitionerne, og det er helt ok. Livet er langt, og der kommer en tid til det hele.

Vær derfor bevist om de valg og fravalg du tager. Drop den dårlige samvittighed og skyldfølelsen, men gør dig klart, hvilke svigt du ikke vil kunne leve med, når livet skal gøres op.

Vælg dine børns far med omhu. Og nyd frem for alt også nuet.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *