Mit bedste PR-råd

Netværk kan være kilden til mange ting – og i Ladies First arbejder vi i høj grad på at bruge vores netværk af seje kvinder til at dele viden, erfaringer og gode råd. Netop derfor kører vi en blogserien under titlen ‘Mit bedste råd’, hvor vi indsamler gode råd om en række relevante emner fra seje kvinder i netværket. Tidligere har vi bl.a. udgivet indlæggene ‘Mit bedste netværksråd‘ og ‘Mit bedste blogråd‘, og nu er det blevet tid til et par gode råd om PR fra nogle af branchens eksperter. Her er de allerbedste råd om PR fra både PR-ansvarlige, journalister, en redaktør fra Jyllandsposten og en ekspert i sociale medier.

 

Tora Houe, Marketing- og PR-konsulent v. ATAK A/S og medansvarlig for Kommunikation og PR v. TEDxCopenhagen

Mit bedste PR råd må være at have forståelse for “den gode historie”. Hvad der er en god historie eller er interessant for dig eller den virksomhed, du arbejder for, er ikke nødvendigvis interessant for hverken en journalist eller andre udenforstående. Find derfor altid en vinkel til din pressehistorie, der peger ud ad i stedet for ind ad. Derudover er det altid et godt råd at vedligeholde sine professionelle relationer med journalister samt at vide, hvad de er interesserede i for at imødekomme dem i en pressehistorie.

 

Bettina Sønderskov, Journalist og indehaver af www.verdenskvinde.dk

Vil du have omtale i medierne, så er aktualitet alfa og omega. Tænk altid på, om du kan koble budskabet om din virksomhed, dig selv eller din store interesse op på:
– En aktuel begivenhed ( højtider, årstider, store arrangementer)
– En debat/ nyhedshistorie, som allerede kører i medierne lige nu
– En tendens i samfundet eller en ny udvikling inden for det område, som du beskæftiger dig med

 

Majbritt Juhl, Journalist, PR-ekspert og kommunikationsrådgiver

Gør det let for journalisten: Tag telefonen, når journalisten ringer. Også selv om det er ubelejligt.Tilbyd professionelle billeder, som journalisten frit kan bruge (også uden at skulle kreditere fotografen. Kræver at du har aftalt med din fotograf, at du må bruge dine billeder, som du vil, uden at nævne fotografen. Forvent ikke, at medier vil gøre reklame for din fotograf). Og svar konkret på spørgsmålene.

 

Stine Mølgaard Sørensen, Digital Interaction Business Partner v. Lundbeck og Underviser i Social Media Management v. RM Academy

Nyheder skal kunne leve på alle platforme, så husk derfor at levere content, der er optimeret til print, online, men især også til deling på sociale medier. Det betyder, at måske overskriften lige skal tilpasses 140 karakterer, tjek om er billederne optimeret til Facebook’s standarter, kan du tracke dine links så vi ved om der nogen der er interesseret i nyheden, er der et specielt #tag som er knyttet til nyheden – i bund og grund handler det jo om at gøre det nemt for modtageren at bringe din nyhed, og ved at have tilpasset det til alle platforme offline som online tror jeg på, at man har hjulpet sin nyhed bedre på vej!

 

Sanne Opstrup Wedel, Redaktør på Jyllands-Postens Specialmagasiner

1. Tænk som en journalist:
Lær og forstå nyhedskriterierne, præsenter kun ”gode historier”, der er interessante for andre end dig selv, og ikke produktreklame (du skal informere, ikke sælge), fortæl noget nyt – eller drop det, lad være med at servere færdigretter, giv kun opskriften – det er journalisten, der laver historien, ikke dig, giv journalisten adgang til de relevante kilder og lad være med at spille gatekeeper/spindokter – slip kontrollen.

2. Respekter og forstå journalistens dagligdag:
Journalister arbejder under et massivt tidspres, send derfor ikke lange pressemeddelelser – lav i stedet en kort appetitvækker i en mail, hvor hovedbudskabet kan aflæses på 10 sekunder, giv mulighed for solohistorie/eksklusivitet, vær tilgængelig for yderligere spørgsmål med det samme – ikke om en time eller to dage – og sørg for, at kilderne også er klar.

3. Vær omhyggelig:
Sæt dig ind i deadlines og temaer og undersøg, hvem du henvender dig til – det duer ikke at sende et pitch om digitale tendenser til magasinredaktionen, hvis der ikke kommer flere tillæg om digitale tendenser i år, eller at skrive ”jeg kan se, at du skriver om uddannelse, så derfor tror jeg, den her historie lige er noget for dig” – hvis journalisten bare har skrevet en enkelt historie om uddannelse for at dække ind for en kollega, men ellers skriver om ledelsesstof – og lige så vigtigt: passer din historie til avisens læsere/målgruppe?

 

Cille Vad Veje, Indehaver af Cille Veje Oplevelsesdesign

 Mit bedste PR-råd, som jeg også selv følger er: “There’s only one reason I’m here. I’m here to make friends!”

 

Har du selv et PR-råd, som du gerne vil dele, er du meget velkommen til at skrive det i kommentarfeltet. Jo flere jo bedre!

Der er flere blogindlæg på vej i serien “Mit bedste råd”, og du kan bl.a. glæde dig til “Mit bedste jobsøgningsråd” og “Mit bedste forhandlingsråd” og “Mit bedste karriereråd”. Har du idéer til andre spændende emner, så kontakt os endelig!

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *