Øv hvor jeg bare slet ikke synes at det er spændende at investere

Kender I det, at der bare er nogen ting, som man egentligt gerne vil være helt vildt passioneret omkring, men simpelthen ikke kan hive sig selv op til? Sådan har jeg det med investeringer.

af Katja Meyer, Partner i Ladies First

Jeg snakker ikke om investeringer i virksomheder og startups – det synes jeg er vildt spændende. Det jeg mener, er investeringer ifht. privatøkonomi. Men igen – privatøkonomi interesserer mig egentligt heller ikke synderligt, så måske det ikke er så mærkeligt.

Men der er bare så mange omkring mig, som synes at det er spændende. Bl.a. min partner i Ladies First, Maria Leerbeck, der fortæller om det her. Udover Maria, er der er især to personer i mit liv, som gnubber på min egen dårlige samvittighed over, ikke at interessere mig for investeringer; min bedre halvdel Michael, og den seje Sarah Møss.

Michaels aktier
Michael har – synes jeg – mange aktier. Der bliver tjekket hvordan de har det flere gange dagligt, og ofte kommenteret på hvordan markedet har det – til stor forvirring for mig, som møder både opture og nedture med et blankt ansigtsudtryk.

Øv, hvor ville jeg bare gerne, at jeg interesserede mig lige så meget for aktier som Michael. Jeg forestiller mig lidt, at det er sådan mødre der ikke går op i fodbold har det med deres sønners passion for sporten.

Sarahs Penge
Sarah Ophelia Møss mødte jeg i foråret 2017 på Ladies First Netværksforløb for Ansatte. Det blev hurtigt til et karriere-crush, da Sarah uden fortrydelse ytrede, at hendes mål var at være på tv som ekspert, og så skulle titelboksen sige ‘Professor Møss’ – hvilket jeg også har kaldt hende siden. Hun så småt gik med tanker omkring at begynde at investere. Selvom hun selv beskriver det som en lang proces i blogpostet her, synes jeg, at hun er på raketfart til at blive en af de mest spændende kvindelige profiler når det kommer til investeringer i øjenhøjde. Hun har allieret sig med svenske Linnéa Schmidt, som er involveret i Economista i Sverige, en gruppe hvor 83.000 kvinder diskuterer privatøkonomi og investeringer. Sammen er de på en mission med ‘Moneypenny – Kvinder som investerer’ for at få flere kvinder i Danmark til også at investere – det er sgu da for sejt! Øv, hvor er jeg træt af, at det slet ikke får mig op af stolen for at ændre verden med de aktier dér.

Jeg har – i min forvirring om at jeg måske kunne finde investeringer spændende – også meldt mig i deres gruppe ‘Moneypenny – Kvinder der investerer’, som i mit Facebook feed jævnligt skurrer på samvittigheden. Dygtige og kloge kvinder der spørger om råd og deler erfaringer omkring noget jeg slet ikke forstår.

Jeg synes ellers, at jeg virkeligt har sat mig ind i mange ting i forbindelse med vores samarbejde med JUNE by Danske Bank. F.eks. ved jeg hvad ETF’er er – gør du måske lige det? Men øv, hvor jeg egentligt ikke synes at det er særligt interessant.

 

Hvad i alverden skal jeg så gøre?
Jeg må vist indse, at jeg aldrig kommer til at være hverken helt eller halvt så interesseret i aktiehandel som jeg egentligt gerne ville. Det her er det første og med ret stor sikkerhed det sidste blogpost jeg nogensinde kommer til at skrive om emnet. Aktie- og obligationsmarkedet gør bare ikke noget for mig.

Jeg har dog besluttet mig for, at det er vigtigt, at jeg gør det, selvom jeg måske ikke synes at det er det mest interessante i verden. Af alle de mange ting jeg faktisk har lært om at investere ved jeg, at det er bedre at pengene kommer ud at arbejde i stedet for at kukkelure på opsparingskontoen. Jeg har også lært, at det fra et samfundsmæssigt perspektiv er vigtigt at flere kvinder investerer.

Derfor glæder jeg mig også usigeligt meget til vores event Ladies:Meet – Investeringer i Aarhus d. 29.11 i samarbejde med JUNE by Danske Bank, hvor jeg finder ud af hvordan jeg kommer i gang uden at vide alt om aktier- og obligationer. Så skal jeg bare lige finde nogle flere penge at investere også.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *