Om at bekymre sig

Thit Lund er bl.a. kommunikationsstuderende på Journalisthøjskolen og blogger på www.thitlund.dk, og så er hun en af vores senest tilkomne frivillige co-ladies i Ladies First teamet i Aarhus. Fremadrettet vil I derfor kunne finde spændende indlæg og tanker fra hende her på Ladies First bloggen om karriere, inspiration og Aarhus – og denne gang et lille repost fra Thits egen blog om bekymringer og store beslutninger.

Om at bekymre sig

Normalt bekymrer jeg mig ikke synderligt, og jeg er god til at tænke, at det hele nok skal gå, men for første gang så længe jeg kan huske, løber mine tanker af med mig som ti vilde heste, og jeg bliver ved med at gøre i ring om, hvad jeg skal, når jeg er færdig.

Jeg har hele tiden tænkt, at den tid den sorg, men jeg er altså færdig til februar. Som i done, færdig, slut med kommunikationsuddannelsen på Journalisthøjskolen. Og så står jeg der. Og hvad skal jeg så, spørger I nok. Ja, det er det, jeg bruger mine søvnløse nætter på at hitte ud af. Jeg kan sige så meget, at jeg ikke skal læse videre de næste par år ihvertfald. Der er ikke nogen kandidat, jeg drømmer om, og jeg kan godt lide at gemme SU-klippene som en slags buffer til den dag, jeg virkelig gerne vil læse videre. Så jeg skal ud at finde et arbejde, når jeg står med eksamensbeviset i hånden, og lige nu kører tankerne i ring om, hvad det er, jeg vil.

Jeg er en arbejdshest, og jeg plejer at have tusinde bolde i luften af gangen. Med to praktikophold, mit freelancearbejde for forskellige virksomheder i Aarhus og bloggen, har jeg også et stort netværk. Derfor har jeg også flere forskellige scenarier oppe og vende, og som det ordensmenneske jeg er, er de noteret på en liste, som jeg stille og roligt arbejder mig igennem. Jeg skriver ned, tænker lidt og tygger på, hvordan det føles. Noget bliver slettet og andet bygger jeg videre på. En gang eller to sender jeg også en mail afsted, som en lille båd, der enten må bære eller briste.

Jeg tror ikke på, at nogle folk bare er heldige. I mit hoved, er hårdt arbejde vejen frem, hvis man vil lykkes med noget.

Ofte siger mine veninder og min familie, at jeg skal skrue lidt ned for bekymringerne, og se hvad der sker, men jeg tror ikke på, at drømmejobbet pludselig byder sig. Det er noget, jeg må arbejde hårdt for at opnå og bruge tid og ressourcer på at gøre mig fortjent til.

Det er længe siden, at benene har vaklet sådan under mig, men jeg prøver at tro på, at det hele nok løser sig i sidste ende, hvis bare jeg strammer ballerne. Så det er det, jeg gør for tiden: Grubler og arbejder mig igennem forskellige ønsker, muligheder og tanker. Og ikke mindst – gør hvad jeg kan for, at tingene arter sig, som jeg gerne vil have det. Bloggen er mit lille hjørne af internettet, hvor jeg deler og dokumenterer det, der inspirerer mig og gør mig glad, men derfor skal I ikke snydes for at høre, når jeg bryder hjernen med andet. Måske I kan nikke genkendende til noget af det?

Læs med i Thits inspiration og tanker her!

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *