Passion, fashion og hårdt arbejde

Tirsdag d. 22. september holdt Ladies First endnu et Ladies:Meet i København. Denne gang var det Dare2Mansion, der lagde deres fantastiske lokaler til og som havde sørget for både snacks og åben bar – tak for det! Emnet var ‘Karriere i mode- og designbranchen’, og vi havde inviteret tre über-spændende damer til at komme og fortælle om deres karrierer. Herle, der står bag Finderskeepers, Sophie fra Copenhagen Fashion Week og Gabriella, der har den skandinaviske beauty blog Willow Jolie og som kom hele vejen fra Malmö, for at holde oplæg.

Da Ladies First er et netværk for kvinder, er det super vigtigt, at vi også får netværket! Så aftenen startede med en øvelse, hvor alle fik mulighed for at stille hinanden et spørgsmål. Det skabte rigtig god energi, og stemningen var helt i top da Herle, som er founder og CEO af Finderskeepers startede med at fortælle sin historie om at skabe en karriere i mode- og designbranchen.

IMG_1181

Der bliver netværket på livet løs i Dare2Mansions lækre lokaler. Foto: Naomi Berge Macdonald.

Iværksætter fra barnsben
Herle lagde hårdt ud som iværksætter allerede som barn, men at hun skulle ende med at stå bag Danmarks største designmarked, var måske ikke lige til at forudse. Hun startede nemlig med at sælge jordbær og senere også kartofler fra en lille biks i Svendborg, hvor hun er fra. Men da interessen for at starte noget op først var blevet vakt, kunne Herle ikke stoppe igen, og det næste hun solgte var brugt tøj på Trendsales. Herefter lavede hun et luksusloppemarked i Svendborg og bum, i 2011 så Finderskeepers dagens lys. Inden da måtte Herle dog også lige igennem et par designskoler og som hun selv sagde: “Et dropout. For det med at tegne tøj var bare ikke lige mig. Jeg ville hellere arrangere alt muligt.” I dag, godt 4 år efter, har Finderskeepers 6 ansatte og et hav af frivillige. Så ikke alene har Herle formået at skabe sig sit eget job, hun har også skabt nye arbejdspladser, og en platform – både on- og offline – for designere, der ellers kunne have svært ved at slå igennem.

IMG_1194

Herle fra Finderskeepers fortæller om sin vej som iværksætter i designbranchen. Foto: Naomi Berge Macdonald.

Fra jura til New York til mode – nogle gange skal man en omvej
Aftenens anden taler var Sophie Noreng, der er projekleder hos Copenhagen Fashion Week. Sophies vej til en karriere i mode- og designbranchen lå ikke lige for, da hun startede med at læse jura på Københavns Universitet. Og hun skulle da også hele vejen igennem jurastudiet og være ansat som advokatfuldmægtig på et advokatkontor, før hun bare måtte en anden vej. Som hun sagde: “Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle, jeg vidste bare, at jeg skulle ikke være der mere”. Så uden at se sig tilbage og uden at have en plan sagde Sophie op og fulgte drømmene til New York, hvor hun endte med at arbejde for et amerikansk modebrand – og læse Fashion Law, på University of New York.

Vel tilbage i Danmark fik hun først job som sælger for Copenhagen Fashion Week, og siden landede hun drømmejobbet som projektleder. Hendes besked var klar; uanset hvad din drøm er, så vær klar til at arbejde hårdt for det, og vær klar til at tage de chancer du får.

You’ll never get a real job, if you’re writing about lipstick
Det var lige præcis de ord, Gabriellas far sagde til hende, da Gabriella begyndte at skrive om – ja, læbestift, makeup og skønhed. Og det var lige præcis de ord, Gabriella også fik modbevist. Ikke alene står hun bag den succesfulde beautyblog willowjolie.com, hendes bloggingtalent og talent for at forme et onlinecommunity har også landet hende et job i det svenske startup community – hun blev headhuntet via Twitter!

Gabriella havde rigtig mange gode råd til dem, der drømmer om at have deres egen blog. Blandt andet at det er vigtigt med et navn, der kan rumme en masse forskellige indhold – hvis nu bloggeren får nye interesser undervejs. Herudover er det vigtigt, at man virkelig finder det, man brænder for at skrive om. Gabriella nåede både at blogge om mad og rejser, inden hun fandt ud af, at det var skønhed, der skulle være hendes legeplads.

Tak for en virkelig inspirerende aften
Fælles for alle tre talere var deres drive, deres passion og deres vilje til at gå efter mavefornemmelsen – også selvom det af og til kan være hårdt og skræmmende at springe ud på nyt, dybt vand. I Ladies First glæder vi os meget over at have så seje damer i vores netværk, der kan give så meget energi og inspiration videre. Vi glæder os til at følge jer fremover – tusinde tak fordi I ville komme og inspirere!

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *