Virkeligheden bag valgplakaterne
#stemflerekvinderind

Tirsdag 21. november skal vi ned og stemme til Kommunal- og Regionsvalget. Denne gang er der særligt fokus på vores kvindelige politikere, når Kvinderådet kører kampagnen #stemflerekvinderind, der har kampagneweekend i denne weekend 3.-5. november 2017. Her vil en lang række af de kvindelige kandidater deltage i særlige aktiviteter og arrangementer der alt sammen handler om, at få stemt flere kvinder ind i lokalpolitik.

I den anledning, har vi sat 3 lokalpolitiske kvinder fra Aarhus i stævne og spurgt lidt ind til deres arbejde i byrådet. Her får du lige en kort præsentation af Camilla, Anne og Theresa.

Navn: Camilla Fabricius
Alder: 46
Uddannelsesbaggrund: folkeskolelærer + diplom i ledelse
Nuværende beskæftigelse: Selvstændig konsulent med speciale i autisme og ADHD
Parti: Socialdemokratiet
Politisk erfaring: Politisk har jeg været medlem af DSU og Socialdemokratiet siden 1992 og har været valgt ind i nu snart 3 perioder. Jeg sidder som gruppeformand og er dermed en del af ledelsen, som blandt andet varetager forhandling af kommunes budget.
Hvordan er du endt i lokalpolitik?
Udsatte og sårbare mennesker har altid haft min opmærksomhed, lige siden at jeg var en lille pige. Jeg har været social indigneret så længe jeg kan huske. At jeg meldte mig ind i et politisk parti, skyldes at jeg var ung under den store ungdomsarbejdsløshed og at Nyrup kom til og gav mig og mange andre en ny chance. Det synes jeg stadig var helt fantastisk tænkt.

Navn: Theresa Blegvad
Alder: 45 år
Uddannelsesbaggrund: HD, Insead bestyrelsesuddannelse, merkonom (innovation og eksport), diverse lederuddannelser
Nuværende beskæftigelse: CEO Insights Nordic
Parti: Venstre
Politisk erfaring: 12 års erfaring fra DBU som også er en politisk organisation, og sidenhen som byrådspolitiker.
Hvordan er du endt i lokalpolitik? Jeg var aktiv i politik i mine unge år hvor jeg var formand for Konservativ Skole ungdom, senere blev det til Venstre pga Louise Gade.

Navn: Anne Nygaard
Alder: 28 år
Uddannelsesbaggrund: Bachelor i Engelsk med tilvalg i Globalisering og kulturel identitet
Nuværende beskæftigelse: Byrådsmedlem på fuld tid siden foråret 2017
Parti: Radikale Venstre
Politisk erfaring: Inden jeg blev valgt til Aarhus Byråd i november 2013, havde jeg kun været aktiv i politik i 1,5 år. Jeg blev næstformand og senere formand for Radikal Ungdom i Odense, hvor jeg studerede på daværende tidspunkt. Min næste politiske post var Viceborgmester af Aarhus, som jeg har varetaget siden januar 2014.
Hvordan er du endt i lokalpolitik? Mit sabbatår i Australien inspirerede mig til at kæmpe for et mere mangfoldigt Danmark. Det var lidt en tilfældighed, men Aarhus er min hjemby, så var der et sted, jeg skulle gå ind i lokalpolitik, var det uden tvivl Smilets By.

 

Hvilke overvejelser har I hver især gjort jer omkring at stille op til lokalpolitik?
Anne: Skal jeg være helt ærlig, så gjorde jeg mig faktisk næsten ingen overvejelser, da jeg stillede op for første gang i 2013. De få overvejelser jeg gjorde mig, gik på, at jeg så det som en en rigtig spændende livsrejse, og at jeg uden tvivl både vil lære meget og ikke mindst blive udfordret personligt og professionelt.

Jeg har altid elsket, at udfordre mig selv, og det var nok i virkeligheden min største drivkraft til at gå ind i lokalpolitik.

Anne Nygaard

Camilla: Jeg har været optaget af at skabe en god by, hvor særlig børne- og skoleområdet var omdrejningspunktet. Da jeg senere kom ind i byrådet, har det faktisk ikke været disse områder jeg beskæftigede mig med, men mere økonomisk politik, arbejdsmarked og byplanlægning.

Hvilke kompetencer har I haft brug for i byrådet?
Camilla: Evnen til at forstå og arbejde på tværs af virksomheder, kommunen og organisationer er enormt brugbart i næsten hvilket som helst job. Den viden prøver jeg faktisk at videregive så tit jeg kan.

Jeg har fået virkelig store samarbejdsevner og evner for at kunne se og skabe resultater, af at sidde i byrådet. Det har vist sig at være de kompentencer som der er allermest brug for samtidig med evnen til at kunne sige pyt med det, være engageret og ikke mindst tålmodig.

Anne: Viceborgmesteropgaverne passer godt til min person og mit temperament. Jeg vil ikke sige, at man har brug for nogle bestemte kompetencer for at sidder i byrådet. Demokratiet er jo for alle borgere uanset baggrund, vil jeg mene. Et stort engagement, nysgerrighed, åbenhed, imødekommendehed, ydmyghed og ærlighed er dog alle egenskaber, jeg selv har brugt meget, og vil opfordre andre til at bruge i politik.

Theresa: Jeg har trukket meget på mine 30 års bestyrelseserfaring, og mener også det er relevant i byrådet.

Hvordan passer dit politiske virke ind i resten af dit arbejdsliv – og hvilke tanker har du gjort omkring det?
Theresa: Det har været en kæmpe udfordring som selvstændig.

Jeg har haft et mareridt med kalender-gymnastik og har sikkert brugt alt for lang tid på politikken hvilket har kostet omsætning og krævet investering i nye medarbejdere. Men jeg ville aldrig have lavet det om, da det har været en kæmpe læring, oplevelse og en masse erfaringer.

Anne: Jeg studerede stadig, da jeg blev valgt til byrådet, og blev så senere færdig med min bachelor. Af to gange begyndte jeg på den samme kandidatgrad, men jeg kunne ikke få det til at hænge sammen.

Jeg dedikerer mig meget fuldt ud til noget, når jeg er igang, og valgte derfor på et tidspunkt, at gå all in på at være byrådspolitiker.

Mit byrådsarbejde har været utrolig meningsfuldt for mig, og givet mig fuldstændige unikke muligheder for mig at påvirke Aarhus, så derfor var valget ikke så svært for mig, når det kom til stykket. Sideløbende har jeg arbejdet rigtig meget med iværksætteri bl.a. som projektmedarbejder, ambassadør, dommer, mentor og konsulent.

Hvad har været den største udfordring indtil videre?
Anne: Jeg har befundet mig i flere mindre sjove situationer, og selvom situationerne har været forskellige, så har de nok alligevel det tilfælles, at de i deres essen handler om min autencitet versus andres forventinger.

I politik er der nogle gange en forventning om, at man er loyal for en hver pris, om det er ens forligspartier eller ens politiske bagland, og har prisen konfliktet med min autencitet, har jeg sagt fra, hvilket ikke altid er blevet taget lige godt imod.

Anne Nygaard

Theresa: Privat har været at tiden til politik er gået fra min familie og venner. Politisk har det været at være vedholdende og samtidig tålmodig. At gøre en vision til virkelighed kan tage lang tid og megen energi. At forstå sproget og processen som til tider er meget kompleks og svær for en forretningskvinde. Jeg er vant til at kunne opsætte tingene hurtigere.

Camilla: Det har været at skabe et lige både etnisk og kønsmæssigt byråd.

Det er første gang siden 1970’erne at vi har haft så få kvinder i byrådet. Det har konsekvenser for både den måde vi taler sammen på, den måde vi træffer beslutninger på og ikke mindste indholdet af selve de beslutninger vi så træffer.

Camilla Fabricius

Hvad er historien bag jeres lille “tre-kløver” – hvilken værdi giver det jer hver især og rent politisk?
Anne: Vores politiske tre-kløver startede som en fælles mission for, at skabe de bedste forudsætninger for de aarhusianske iværksættere. Camilla og Theresa havde jeg individuelt altid haft et godt forhold til, jeg tror, det handlede meget om, at de virkede “trygge” at arbejde sammen med. Jeg kunne stole på dem, og samtidig var de mine lokalpolitiske rollemodeller på hver deres måde.

Vi er tre meget forskellige kvinder, men jeg tror, at det i sidste ende er forskelligheden, der har bragt os sammen, og ikke mindst også gjort, at vi har haft hinanden at læne os op ad, når der var behov for det.

Anne Nygaard

Theresa: Jeg tror det handler meget om den sociale kapital, tillid, respekt, dialog og ligeværd mellem hinanden. Selvom vi ikke er enige om alt politisk så forstår vi at skabe mening og konsensus sammen med anvendelse af vores forskellighed, erfaring og engagement for udvikling af Aarhus. Det er vores fælles drøm, at gøre Aarhus til en bedre by for alle.

Camilla: Menneskeligt er det skønt og dejligt at være sammen med søde og gode mennesker når man nu bruger så meget tid på politik som jeg nu gør, og at så vi også kan få ændret hele Aarhus kommunes måde at tænke start-ups og iværksætteri på – det er da skønt!

Hvad er du mest stolt af at have opnået i din politiske karriere?
Anne: Jeg er helt vildt stolt af hele iværksætterafsnittet i Erhvervsplanen 2018-2019 (den er endnu ikke færdigbehandlet i byrådet, men er vist forsat i høring), som har været mit store fokusområde i den nuværende byrådsperiode.

Derudover har jeg også været med til at sætte fokus på LGBTQ-borgere i samarbejde med foreningen Sabaah, og fået afsat et psykolog tilbud forankret hos dem målrettet etniske minoritets personer med LGBT baggrund.

Theresa: Iværksætterområdet har fået mere fokus. Varm mad til ældre. Øget fokus på den internationale strategi i og for Aarhus.

Camilla: Hmm det er svært, for der er mange små og større ting som gør en forskel for mennesker hver eneste dag. Det har betydet rigtig meget for mig, at vi nu affaldssortere så meget som vi gør i Aarhus.

Da jeg startede med at diskutere affald og sortering ville ingen rører ved det, jeg har måtte sætte meget politisk kapital ind på det – men det er lykkes. Det samme skete med lyset på Brabrandstien, det besluttede mens jeg var vikar som rådmand, efter en længere række af kvinder blev revet af deres cykler – og den anden kunne jeg og mange andre så cykle i lys. Det er jeg meget stolt af.

Camilla Fabricius

Hvad glæder du dig mest til i den kommende valgkamp?
Anne: Jeg glæder mig mest af alt, til at møde endnu flere interessante borgere, og lære endnu mere om min skønne by Aarhus. Valgkampen er hård, men jeg føler altid også en eurofori under den, fordi jeg møder så mange engagerede aarhusianere fra over hele kommunen. Det er meget inspirerende og motiverende for det politiske arbejde.

Theresa: At komme ud og tale med folk om hvad de elsker og vil forbedre i Aarhus. Jeg elsker debatter da jeg tror på dialogen med borgerne er vejen frem. De er kloge og har mange svar hvis man lytter og bruger den sunde fornuft.

Camilla: Klart at tale med aarhusianerne! Det elsker jeg!

Hvornår har du sidst været rigtig meget i tvivl om noget?

Jeg er ofte i tvivl, og ofte tænker jeg på om det jeg gør er godt nok, men den sidste store ting var da jeg som rådmandsvikar bad om at få undersøgt en højtstående embedsmands mails, for det er en voldsom beslutning at træffe som kan være dybt indgribende for et menneskes liv.

Camilla Fabricius

Anne: Da vi i byrådet tilbage i slut august, skulle stemme om, hvem vi skulle ansætte som ny direktør i Teknik og Miljø. Der har kørt flere store skandalesager i den forvaltningen gennem de sidste 4 år, og det resulterede bl.a. i, at en forvaltningsdirektør skulle afsættes, og en ny skulle indsættes. Der var dog flere problemer for mig i forhold til den politiske proces, og det var en virkelig svær og ubehagelig situation, men nu er jeg slet ikke i tvivl om, at jeg gjorde det rigtige.

Theresa: Jeg bruger min intuition rigtig meget – også i politik. Det gør at jeg sjældent er i tvivl om noget.

Hvad er det bedste råd du har fået?
Anne: Jeg har fået mange råd gennem årene især af folk der selv er aktive i politik, men hvad jeg har lært er, at alle mennesker er forskellige – også i politik. Så jeg har aldrig fulgt andre menneskers råd. Mit eget bedste råd som jeg altid følger er: Vær altid tro mod dig selv.

Theresa: At dykke mere ned i detaljerne, hvilket ikke er min store styrke. Det er nødvendigt i politik.

Camilla: Stol på at du er god nok, tænk dig om, og husk at lytte og spørge andre til råd.

Hvis ikke du bliver valgt ind – hvad skal der så ske?
Anne: Jeg har en plan, men jeg vælger at holde den privat til jeg kender valgresultatet. Kan dog røbe så meget at den handler om at læse videre 🙂

Camilla: Så er det sådan det er – så åbner der sig en ny og spændende dør.

Theresa: Ja så får jeg mere tid til mine virksomheder, familie og venner samt så skal jeg bestemt rejse mere da friheden faktisk er den sværeste del at skulle undvære i politik. Jeg er dog bestemt klar til 4 år mere da arbejdet langt fra er færdigt! Jeg vil bruge tiden i valgkampen til at få skabt lys, farver, historier og succes i Aarhus hvor jeg er født og opvokset. Jeg elsker Aarhus og vil gøre meget for at gøre en positiv forskel i vores unikke by.

 

Vi ønsker både alle kvinder og mænd en rigtig god valgkamp!

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *