Tænk, hvilken frihed det er aldrig at skulle brokke sig over sit job

 

Signe Elgaard er medlem af netværksgruppen Ladies First Business og driver virksomheden kommaMEDIA sammen med sin makker Tina. KommaMEDIA producerer professionelle webfilm til virksomheder og organisationer og holder til i et ret lækkert kontorfællesskab på Balticagade i Aarhus. Vi tog en snak med Signe om hendes liv som selvstændig, opgaven hvor de skulle lave film til en sædbank, udfordringer, samarbejde m.m.

Har du altid vidst at du skulle være selvstændig?

Ja, det har jeg faktisk. Begge mine forældre har altid drevet deres egne virksomheder, og det har uden tvivl inspireret mig. Jeg elsker at kunne tilrettelægge min egen tid – at det er mit eget ansvar fortsat at udvikle mig og blive udfordret gennem mit erhverv. Tænk, hvilken frihed det er aldrig at skulle brokke sig over sit job – hvis der er noget jeg ikke er tilfreds med, så kan jeg jo bare lave det om 😉

 

Hvordan fungerer dit partnerskab med din makker Tina?

Det fungerer upåklageligt! Tina og jeg har klare overlap i de ting vi laver men ligeså skarpe skillelinjer. Vigtigst af alt er det, at vi er bevidste om den rollefordeling vi har. Det bliver man kun ved at kommunikere åbent om forcer og svagheder – og det gør vi jævnligt. Der er hér vi bliver stærke sammen!

På Tinas skrivebord er en del bunker med papir, lapper og kvitteringer. Der er også kaffekoppen fra i går, et sammenkrøllet tørklæde og tre notesblokke, som nok burde være samlet i én.

På mit bord er der en kop med grøn the. Egentlig er det et billede som også er udtryk for Tinas og mit partnerskab. Tina læner sig tilbage og anskuer det hele lidt fra oven. Til møder eller i en idégenerering. Og så fordyber hun sig i udarbejdelsen af et oplæg eller andet skriftligt materiale. Kaffekoppen fra i går forstyrrer hende ikke.

Jeg er detaljeorienteret og ser koppen med det samme! Den kan til tider aflede min opmærksomhed. Jeg har blik for både struktur og konkrete, håndgribelige indspark på idésiden. Idéerne giver jeg rask væk af. Tina samler op, kommenterer og nedfælder på papir. Og så rydder jeg op efter hende med et smil.

 

kommaMEDIA

 

Hvad har været den sjoveste opgave I har løst indtil videre?

Det må nok være de fire film vi indtil videre har produceret for verdens største sædbank – Cryos – som har hovedsæde hér i Aarhus. For det var den sjoveste opgave, ikk?! Nok mest pga. de mange lumre jokes, der er blevet fyret af i forbindelse med tilrettelæggelsen. Flere af idéerne til filmene lå f.eks. lige til højrehånden… Hmm… Og jeg mente, vi skulle tage hensyn til længden af filmen, da det nødig skulle gå hen og blive en spillefilm… Det er da sjovt! Men jeg bør nok også fortælle, at det har været lærerigt – for det har det!

 

Hvad har været det sværeste eller mest udfordrende i forbindelse med din virksomhed indtil videre? Og hvordan har du taklet det?

Det må være følelsen af at stå ved en skillevej rent forretningsmæssigt. Vi havde på et tidspunkt så travlt, at det var svært at komme op over den famøse vandoverflade og se hinanden i øjnene. Hér måtte vi spørge os selv og hinanden, om vi skulle løbe stærkere, sige nej til opgaver eller udvide virksomheden med ansatte. Det var relativt store ting af forholde sig til i en så ung virksomhed. På sin vis, var det et positivt problem, for hvem vil ikke gerne have meget at se til? Men det rejste nogle andre problematikker – bl.a. at vi ikke havde den fornødne tid til at tale sammen og ikke mindst de vigtige øjeblikke til udsyn.

Vi taklede det ved at være ærlige overfor hinanden. Vi hev et par dage ud af kalenderen og talte om personlige og faglige forventninger, ønsker til fremtiden m.m. Og det var rigtig godt givet ud! Det blev klart, hvad vi ville lige nu og hér. Og tænk… nu er vi flyttet i nye og større lokaler og har budt en helt ny epoke velkommen.

 

kommaMEDIA

 

Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud for dig?

Der er i virkeligheden tre forskellige typer arbejdsdage for mig…

1. Der er den, hvor vi er meget ude af huset. Deltager i netværksmøder, kundemøder eller blot sætter os i andre rammer for at lade os inspirere. På sådan en dag får vi nye tanker, nye kunder eller måske bare luftforandring. Det at flytte os, betyder meget. 2. Så er den, hvor vi fordyber os på kontoret. Brainstormer på idéer, skriver oplæg inden optagelse, tilrettelægger eller redigerer på livet løs. 3. Men der er selvfølgelig også de dage, hvor kameraet ruller! Langt de fleste gange er det på en anden location, hvor én af vores faste kameramænd optager og Tina og/eller jeg instruerer og koordinerer.

 

Hvad arbejder I på lige for øjeblikket?

For øjeblikket har vi flere projekter, som kører sideløbende. Bl.a. har vi et ’on going’ projekt for DBIO (Danske Bioanalytikere), for hvem vi har produceret seks vox pops. DBIO ønsker at sætte større fokus på, hvad en bioanalytiker rent faktisk laver. I den forbindelse har vi spurgt både fagpersoner og ’manden på gaden’ ind til emnet. Det er der på nuværende tidspunkt kommet ti små filmiske vox pops ud af. Om ikke længe skal vi producere sidste runde. Hér vil også politikere og andre kendte om samme spørgsmål.

 

Er der noget du ville ønske du havde vidst inden du kastede dig ud i et liv som selvstændig? 

Egentlig ikke. Vores forretning er bygget op i et roligt men stødt opadgående tempo, som har givet rum og mulighed for udvikling og indsigt, men også til udfordringer og bump på vejen. Jeg har selv – som tidligere nævnt – to forældre, som har været selvstændige hele mit liv. Derfor har jeg fået den helt særlige tilgang ind med modermælken. Og eftersom vi er to i kommaMEDIA – og der altid er plads til eftertænksomhed – så har vi lært at tage tingene som de kommer. Og det virker efter hensigten. Vi er begge stolte af at være nået hertil og jeg er sikker på, at der både vil komme flere udfordringer og glæder.

kommamedia.dk

 

kommaMEDIA

1 Comment

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *