“Det handler om at blande sig og vise fanen”

Onsdag d. 28 januar havde vi glæden af at opleve Mette Rønnau dele sine erfaringer med bestyrelsesarbejde, som specialist og ikke mindst som kvinde. Et super spændende oplæg, som bød på gode råd og boostede interessen for selv at blive en del af en bestyrelse blandt deltagerne.

 Navn: Mette Rønnau

Uddannelse: MSc Bs, organisation og afsætning

Beskæftigelse: Direktør hos Cabi. Tidligere Talent manager hos Grundfos, General Manager hos Gran-teater og HR Manager hos Bilka.

Bestyrelsesposter: Aarhus Katedralskolen, Svalegangen og Boardmember hos Green TrapOnline A/S.

Hvordan opstod din interesse for bestyrelser?

Det hang meget sammen med min store interesse for ledelse, det at kunne få lov til at bedrive ledelse på et strategisk niveau tiltalte mig. Når man sidder i en bestyrelse, er det ikke ledelse af driften, men man får lov til at lægge de store linjer og tage ansvar for den overordnede udvikling – det drev mig.

Hvilke opgaver er forbundet med en bestyrelsespost?

Det er ofte baseret på ens baggrund, er man valgt ind som specialist, formand eller styringsperson. Der arbejdes meget med regnskaber og juridiske aspekter i forbindelse med nye tiltag. Budgetter er altid en stor del af bestyrelsens arbejde; ser regnskabet sundt ud, hvordan har det udviklet sig i forhold til sidste år etc. Man behøver ikke at være en ørn til matematik, men man skal kunne forstå et budget og tage sig tid til at sætte sig ind i de enkelte vedtægter.
Fordeling af roller og ansvar, samt udarbejdelse af de arbejdsopgaver man får tildelt, er også et krav. Til sidst er der interessetimerne – dem som ligger ud over de timer hvor mødet finder sted. De er ofte baseret på forberedelse og uopfordret interesse for at følge med i samfundets udvikling, for dermed at kunne byde ind med nyttig viden som kan være til nytte for den organisation man sidder i bestyrelsen for.

Hvordan kommer man i betragtning til en bestyrelsespost?

Nu er det individuelt, men som med mange andre ting, handler det om at vokse – og ikke mindst give, uden at forvente noget igen.

I starten var jeg ude og holde en masse foredrag på folkeskoler, om Bilka som arbejdsplads, uddannelses- og talent sted. Det var ikke det mest prestigefyldte, men vigtigt for at danne grundstenene. Ved at gå ud og give sin tid og energi sætter man stille og roligt sit mærke i samfundet – lige pludselig er der en, der hører om en stilling eller post, hvor de mangler en med de kompetencer, man har fortalt om i et oplæg. Så kontakter de en. Det er en måde at bygge det stille og roligt op på, lidt som en livstil.

Derudover handler det om at blande sig og vise fanen. Hvis man tænker, det her kunne godt gøres bedre, så i stedet for at påpege en mangel, kan man bidrage med sin viden. ”Jeg har en ide, har du et øjeblik?” det viser en uopfordret interesse. Det kan få den pågældende person til at tænke på én i forbindelse med at emnet tages op på et møde, og måske lede til mere.

Sidst men ikke mindst; sig det højt og del det i dit netværk!

Har du gode råd til andre kvinder med interesse i en bestyrelsespost?

Når man vælger at blive en del af en bestyrelse, må man ikke være bange for at tage ansvar. Derudover må det at være uenig med nogen eller at tage beslutninger på vegne af en organisation ikke være skræmmende, for det kræver det. Det kommer også an på en ens rolle. Sidder man som formand har man ansvaret for at træffe det afgørende valg ud fra, hvad specialisterne anbefaler. En anden rolle er specialist, hvor man har ansvaret for et specifikt område. Her udarbejder man, i samarbejde med de øvrige medlemmer, løsningsforslag og strategier på baggrund af ens specifikke viden og ekspertise. For at besidde en sådan post, skal man være tryg ved at rådgive og være detaljeorienteret, så den viden man videregiver er korrekt.

Skal man have en bestemt faglig profil?

Altså der altid brug for fagfolk. Såsom økonomi, jura og kommunikation. Hvis man kan brande og give værdifuld rådgivning, er der brug for det. Målrettet og en selvbevidst karakter er også en klar fordel – man skal ikke være bange for at vise hvad man står for.

Har du en overordnet filosofi omkring bestyrelsesposter og ledelse generelt?

Ja, det ville være at give, uden at forvente noget igen – være drevet at interessen.

3 Comments

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *