Blog

11. november 2019
| Portræt

Tålmodighed handler om modet til at tåle udfordringer

Bodil Nordestgaard Ismiris er 48 år og viceadministrerende direktør i Ledernes Hovedorganisation, og så er hun er den heldige mor til  Laura og August og gift med Lars Ismiris.

 

Ladies First Lederne Bodil Ismiris

Foto: Bodil Ismiris

Ladies First vil skabe og fremvise flere alsidige, kloge og inspirerende kvindelige portrætter inden for emnet arbejdsliv. Derfor er dette portræt af en kvinde, som fællesskabet i Ladies First selv har nomineret og fremhævet - læs med her. 

Hvad optager dig lige nu indenfor dit arbejdsliv?

Lige nu er jeg travlt optaget af at sætte de rigtige rammer for den nye strategiplan 2025 i Ledernes Hovedorganisation. Det er nu, det tæller, fordi der skal sættes handling bag visionerne og de strategiske indsatser. Det er altid helt utroligt spændende at geare en organisation til eksekvering. 

Derudover er jeg som repræsentant for Ledernes Hovedorganisation med knap 128.000 medlemmer meget optaget af, hvordan vi kan ruste danske ledere til fremtidens udfordringer. Skal man skære ind til benet, er der trods megen usikkerhed om, hvordan tingene udvikler sig, tre områder, som alle ledere på tværs af brancher, sektorer og ledelsesniveau må forholde sig til. Nemlig; digitalisering, FN’s verdensmål og diversitet. 

Det er min klare overbevisning, at de tilmed er hinandens forudsætninger, hvis vi skal gå en bæredygtig fremtid i møde. Verdensmålene sætter retningen, digitalisering er et middel og diversitet i bred forstand – køn, alder, faglighed, kompetence og etnicitet - en multiplikator. Investerer vi i diversitet, vil der være betydelige afledte positive effekter, fordi diversitet accelererer innovation, og det er der brug for – vi står midt i en overlevelseskamp – vores jord er syg. At kunne binde de tre områder sammen er for mig bæredygtig ledelse. Og det er en helt grundlæggende forudsætning, der skal bringe os videre som en konkurrencestærk verdensmålsnation. 

Hvilke betydningsfulde valg har du truffet i dit arbejdsliv?

I min karriere er jeg blevet bedt om at tage ansvar for områder uden på nogen måde at være ekspert. Jeg tror, det er helt afgørende, hvis man ønsker at gøre karriere, at man nogen gange har modet til at springe ud på dybt vand og turde tro på, at man kan lære at svømme undervejs.

At sige ja til at prøve kræfter med ukendt territorium er blandt de mest betydningsfulde valg, jeg har truffet i mit arbejdsliv.

Derudover har jeg en evne til at omgive mig med utrolig dygtige kolleger. Og det er et klogt valg. For alene kommer man ingen vegne. Det er i samspillet med andre, man kan gøre en forskel. Det skal man være meget ydmyg om. Det er ”vi’et”, der tæller, også selvom man til syvende og sidst bærer det overordnede ansvar alene. 

Hvad betyder balance mellem arbejds- og familie/privatliv for dig?

Lige fra starten af min karriere har jeg lavet en pagt med mig selv om, at de mere selvcentrerede aktiviteter må have en lav prioritet i mit liv. Familie og arbejde er og har altid været det vigtigste. Særligt da mine børn var små, har jeg været særdeles god til at undgå aktiviteter i fritiden, der ikke har inkluderet dem. Så selvom jeg ikke føler, at jeg for alvor har lidt afsavn, så er sandheden nok, at jeg har ofret ting og ikke haft tid til alle de mennesker i mit liv, som jeg ville have elsket at være tættere på. ”There is no free lunch”. 

 

Som leder er man nødt til at prioritere, og man skal kunne leve med, at man ikke kan være en hel masse for alle i ens liv.

Hvilke konkrete succeser og udfordringer har du haft i dit arbejdsliv?

Jeg er utrolig stolt af Ledernes Hovedorganisation. Vi er en organisation i fremgang med meget tilfredse medlemmer. I tillæg til det afslører vores spritnye medarbejdertilfredshedsundersøgelse, at stolthed, engagement og tilfredshed er i top blandt vores medarbejdere. Det er jo et fantastisk udgangspunkt for en ny strategiperiode med høje krav til, at vi kan tilbyde en endnu mere attraktiv service- og medlemspakke. At sikre en organisation fyldt med medarbejdere og ledere, som lever og ånder for at give vores medlemmer den bedste og mest professionelle juridiske rådgivning, ledelsessparring og økonomisk tryghed, er et afgørende succeskriterium for mig. 

Udfordringer gør en klogere og stærkere, og dem ville jeg heller ikke have været foruden. Jeg er ikke altid lige tålmodig og diplomatisk, og jeg har lært, at ting tager nogen gange tid, og at det koster, hvis man ikke får forankret ejerskab hele vejen rundt, når man skal vellykket i mål med indsatser. Derudover er det at bane vejen for, at alle tænker og handler som ”Et Lederne” til stadighed én af mine største udfordringer.

Hvad har netværk og fællesskaber bidraget med i dit liv, både arbejdsmæssigt og privat?

Jeg har altid brugt tid på at dyrke netværk. I dag er jeg en del af VL gruppe 16 samt et branchespecifikt netværk. Derudover prioriterer jeg at mødes med spændende mennesker, som jeg har fornøjelsen af at møde på min vej. Det er stort set altid berigende at høre om, hvordan andre arbejder, tænker og anskuer verden. Og nogen gange fører det til tætte personlige bånd og venskaber, man kan læne sig opad i sin karriere. En essentiel del af vores arbejde i Ledernes Hovedorganisation er at samle begavede og dygtige mennesker om vigtige ledelsesudfordringer, og det er et stort privilegium for mig, at jeg kan være en del af det.

Hvis du vidste, hvad du i dag ved om arbejdslivet, hvad havde du så fortalt dig selv, da du var helt grøn?

Så ville jeg have fortalt mig selv fire ting: 

At organisatorisk tæft er en meget vigtig kompetence. Der gemmer sig ofte meget væsentlig information ”mellem linjerne”, og det skal man være meget bevidst om, når man positionerer sig. 

At det ikke nytter noget at komme ”flot og fint” i mål med en indsats, hvis man ikke undervejs har forankret og skabt ”buy in” hos relevante aktører. 

At tålmodighed i virkelighed handler om modet til at tåle udfordringer på ens vej.

At selvkritik er en god egenskab, men det må ikke stå alene. ”Self-compassion” er en undervurderet, men nødvendig egenskab, hvis du skal kunne være noget for andre.

Hvem har åbnet døre for dig og muliggjort, hvor du er i dag?

Det har min chef Svend Askær. Han har troet på mig og løbende givet mig nye opgaver og ansvarsområder. Og for det er jeg ham dybt taknemlig. Han har lært mig utroligt meget og gør det stadig.

Hvilken kvinde i dit netværk vil du åbne døren for og lade portrættere på Ladies Firsts blog?

Jeg vil gerne åbne døren for Anne-Christine Ahrenkiel, der lige er blevet ansat som ny Executive Vice President i DFDS, hvor hun som Chief People Officer er øverste chef for selskabets Human Resource Division og medlem af koncernledelsen.