Det skal nok gå, hvis du bare giver slip og tror på det

Karina Malling er medlem af netværksgruppen Ladies First Business og medejer af den kosmetiske klinik By Malling & Jensen. Første gang hendes nuværende kompagnon spurgte om det ikke kunne være sjovt, berigende og spændende at starte en klinik var svaret NEJ! Men heldigvis kom hun på andre tanker…

Hvorfor og hvordan gik det til at du blev selvstændig?

Jeg har egentlig aldrig haft hverken tanken eller drømmen om at blive selvstændig, men pludselig åbnede dørene sig.

Jeg er uddannet sygeplejerske og har arbejdet på sygehus i 14 år. Arbejdet har stort set altid været med cancer-patienter – et arbejde jeg elskede – men som også tog hårdt på mig rent personligt.

De sidste 9 år arbejde jeg som plastikkirurgisk sygeplejerske, og jeg fik derigennem en naturlig interesse for den kosmetiske verden.

Min nuværende kompagnon og plastikkirurg Thomas Bo Jensen spurgte mig en dag hen over operationslejet, om ikke jeg synes det kunne være sjovt, berigende og spændende og være med til at åbne en kosmetisk klinik med Botox og Fillers. Svaret var klart NEJ – for er der noget jeg ikke er/var så er det forfængelig. Men jeg fik lov at tænke over det hen over en sommerferie – og ja – så endte jeg her med den kosmetiske klinik By Malling & Jensen.

 

Hvem henvender du dig til og hvem er dine typiske kunder?

Jeg henvender mig til alle i alderen 25 og op efter.

Jeg troede min målgruppe var velstående kvinder i alderen 45 – 70 men jeg har erfaret, at det vi kan tilbyde, er noget alle kan have stor glæde og gavn af.

Det behøver jo ikke være en stor omfattende forandringer, der skal gøres – ofte er det jo de små ting, der gør den store forskel. Kvinder er deres egen største fjende, og de stirrer sig ofte blind på et enkelt lille bitte sted.

Så som oftest er det et mindre område (ex. bekymringsrynker, læber, panden eller huløjethed) jeg behandler med filler eller botox, og så supplerer vi med skinbooster og mesotherapi (de mest fantastiske fugtgivende og lækre behandlinger til huden med fine linier, ar, pigmentforandringer mm).

 

 

Hvad var de tre første skridt du tog, da du besluttede dig for at starte virksomhed?

De 3 første skridt jeg tog var:

–        Opstarte omfattende kurser i København.

–        Allierede mig med min veninde og Advokat (Mette Steffensen).

–        Indre terapi – da det var en MEGET stor beslutning, som i den grad var fremmed for mig.

 

Har du opnået en erfaring som du vil dele med andre, der overvejer at starte? Er der noget du ville ønske du havde vidst inden du startede fx?

Bare tag det roligt – det skal nok gå.

Var lige ved at skrive, at man skal være forberedt på, at det er hårdt arbejde, men umiddelbart er jeg glad for, at jeg ikke vidste hvor hårdt det EGENTLIG er – for så var jeg aldrig kommet i gang.

Så igen – Bare tag det roligt – det skal nok gå, hvis du bare giver slip og tror på det.

 

 

Hvad har været den største udfordring indtil videre, og hvordan har du taklet den?

Hvor svært det egentlig er, at få et presset arbejdsliv og familieliv til at hænge sammen.

Indtil for ½ år siden var jeg den primære i hjemmet eftersom min mand også arbejder rigtig meget. Alt den tid jeg havde til børnene, deres venner, skolen, aktiviteter, holde hus og hjem mm – er kommet i stærk konkurrence med mit nye arbejde. Og det er lidt svært – når man er SÅ meget MOR som jeg er.

Heldigvis ligger det i min natur bare at klø på. Jeg arbejder godt under pres, og kan sagtens have en arbejdsdag fra kl 05 – 21 – og det rører mig ikke – bare det går godt.

Og så har jeg haft en rigtig dejlig kollega/konkurrent som har hjulpet og støttet mig meget.

 

Hvad er de næste tre skridt du skal tage i forhold til din virksomhed?

De næste 3 skridt jeg skal tage er:

–        Finde et naturligt niveau mellem arbejde og privatliv.

–        Forankres i behandlingerne.

–        Udvide klinikken med div. behandlinger, udvide til Skagen om sommeren og udvide med kirurgi.

 

Hmm – gad vide om det sidste mål går hånd i hånd med det første.

– slap af – det skal nok gå Karina 😉

 

Besøg By Malling & Jensens hjemmeside her.

1 Comment

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *