Digital dannelse og hverdags-datalogi

Skrevet af: Cecilia Dybris Marini, co-lady, blogmonster og analog indfødt.

På torsdag kan du måske være så heldig at have tilegnet dig en billet til Ladies:Meet – Digitale Trends. Uanset, så vil jeg nu fabulere lidt for dig over emnet.

Der er næsten ikke noget værre end dårlig Wi-Fi. Du nikker – men hvordan er vi kommet så vidt? Det føles som en menneskeret at være forbundet hele døgnet, og selv nu hvor jeg sidder og skriver denne sætning, kan jeg også høre hvor plat og formanende det er. Og hvor tydeligt det er at jeg er født før internettet. Og den Personlige Computer.

Det virkede en årrække som om vi som forbrugere havde glemt det en anelse, da bølgen af smartphones og generel smart teknologi rullede ind over den vestlige verden. Det var som om man godt kunne glemme om man virkelig havde brug for at læse nyheder når man spiser, tisser eller går rundt med børnene…

Alle reaktioner har en modreaktion, og det er den der kan være tale om, hvis vi påstår af det er brugerne der har magten til i højere grad at demokratisere markedet. De kan frit vælge hvor meget, hvor proaktivt, hvilket design, hvilken udbyder der er behov for. De kan så at sige hoppe fra trend til trend eller fra design til design og på den måde shoppe sig gennem det digitale interface de lægger ned over deres verden.

Måske også derfor, sker den modtrend for tiden, at vi ser flere familier, unge, smarte, ressourcestærke typer stå frem (i medier, paradoksalt nok) og vise hvordan det er en befrielse af vælge det digitale fra. Ikke nødvendigvis fanatisk, men det at kunne spænde helt fra ødegårdsliv i Sverige til semi-digitalt liv i en landsby – med muligheden, men aldrig behovet – for smart teknologi til voksne og børn.

Spørgsmålet er, om denne milde bevægelse af modreaktion vil kunne regulere markedet, så udbyderne strammer sig mere an for at levere kvaliteten, bæredygtighed og designs der passer bedre ind i vores liv?

En anden måde at være fritstillet for at leve i én bestemt digital retning, er tilvalget af så mange devices som muligt. Friheden og magtfølelsen i at kunne skifte mellem kanaler (altså ikke dem på tv), platforme, avatars, apps, sociale mødesteder – for at kunne rumme alle de behov der er inde i en social menneskehjerne. Dette er tesen om at valgfrihed sætter fri. Igen kan det også sætte et pres på udbyderne, på de virksomheder der vil bytte dine penge for en ny gadget – for hvis kunden ikke kan se sig selv eller sine behov for mangfoldighed i et produkt, kan de bare skifte til ethvert andet.

Brugerne bliver digitalt omnipotente overfor virksomhederne. Måske.

Der er faktisk en ny trend, jeg ikke ved om jeg kan følge med på: dét, at ikke kun vi mennesker er konstant forbundne til hinanden og til nyheder, men også at vi snart skal kunne blive forbundet til vores ting.

Snart kan dit køleskab, din dør eller dine personlige hygiejnerutiner hjælpe dig med din vægt, dine dates eller med at få højere karakterer?

Jeg ved ikke helt om jeg er fan endnu, men begrebet hedder The Internet of Things.

Du har nok ikke undgået at høre om hvordan de unge mennesker og børn der er født efter 1990, er de ”digitalt indfødte” og den slags. Det er desværre en delvis løgn. For jo, de er født ind i internettet, med en tablet i hånden osv., men kan de nødvendigvis programmere og forstå en computer pga. det? Nej. Det kan de ligeså lidt som alle os andre der er en smule ældre. Faktisk synes jeg ofte jeg oplever at de unge, der ikke har kendt til en offentlighedsplatform før internettet, er mindre kritiske i forhold til at være online, dele følsomme oplysninger osv.

Et håb for en fremtidig digital tendens, ligger for mig i at folkeskoler og gymnasiale uddannelser vil have større fokus på at gøre it-fag obligatoriske. Fremtidens arbejdsgivere og –tagere er nødt til at tænke sig selv ind i de digitale tidsaldre på en mere innovativ måde. Og det kan de ikke uden at forstå maskinen i deres hænder. Lad den digitale tendens være et fremsyn om digital dannelse – jeg synes det er skræmmende, hvor lidt fokus der har været på formidlingen af hverdags-datalogi (gid det fandtes, og ikke bare var et ord jeg lige havde opfundet) op til nu.

Gennem viden om den teknologi vi fylder vores verden med, tror jeg på at vi ”kan tage magten tilbage” så at sige. Med viden kan vi selv blive afklarede på, hvor meget vi vil have at smart teknologi fylder i vores liv – om det er 5 % eller 95 %. Men viden er ikke kun at læse datalogi på universiteter. Viden er også at turde stille spørgsmål til det, der er blevet en vane.

Er det virkelig vigtigt at jeg læser på min iPad, mens jeg spiser en halv rugbrødsmad?

Er den her sjove quiz så vigtig, at jeg giver virksomheden adgang til mine venner på Facebook?

Det er vigtigt at vi er opmærksomme på de faldgruber der OGSÅ er i den digitale udvikling, for selvfølgelig er jeg ikke en tekno-hater. Jeg er en lige så afhængig bruger som alle andre! Det hedder jo ikke smart teknologi for ingenting; det er jo virkelig smart!

Jeg glæder mig til at blive klogere på torsdag til et udsolgt netværksmøde på VIA! Vi ses!

4 Comments

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *