En dag i mine høje hæle

Til hverdag arbejder jeg som konsulent hos Workz og så er jeg partner i Ladies First, hvilket giver mig en dejlig alsidig hverdag. Nogle dage sidder jeg meget ned foran en computer, andre dage kan jeg være ude og facilitere workshops og holde møder hele dagen og måske direkte videre til et event eller møde med Ladies First eller på legeplads med mine børn. Ofte er jeg ret meget på mine fødder og derfor skal jeg selvfølgelig også have noget rart og godt på de fødder.

Så da Frederikke fra roccamore spurgte om jeg ville teste et par af hendes støvler en hel lang arbejdsdag sagde jeg straks ja tak. Frederikkes sko og støvler er lavet med ortopædiske såler, der løfter svangen og fordeler vægten på en mere behagelig og anatomisk korrekt måde, der skulle gøre dem rarere og mere fornuftige for fødderne, end gængse høje sko. Desuden er de håndlavede i Italien og Frederikke bruger rester af læder, der ellers ville blive smidt ud – hvorfor støvlerne heller ikke altid er at få i præcis samme farve som tidligere sæsoner. Alle sko og støvler er opkaldt efter seje kvinder, der har inspireret Frederikke, og så har hun i øvrigt selv startet brandet gennem en kickstarter kampagne.

Jeg går rigtig meget op i bæredygtighed og at ting skal være ordenligt lavet og holdbare, fremfor sidste nye mode, og jeg er stor fan af at støtte iværksættere, så jeg synes virkelig at det her er et win på alle måder.

Jeg valgte at teste skoene på en dag, hvor jeg virkelig skulle stå op – heldagsworkshop fra 9-15 og så videre til Ladies First event. Jeg tester de fine Miss Turner med nitter. Og… De er ret høje, også højere end jeg normalt går i.

Men i det øjeblik jeg får dem på, så føler mine fødder sig hjemme. Det er som at tage en handske på, der bare passer til min hånd –altså i dette tilfælde, nærmere, som en sok, der er skræddersyet til min fod.

Bonus ved højden er, at jeg både får en rigtig fin holdning og at jeg føler mig lidt mere autoritær – jeg er ikke særlig høj og måske derfor synes jeg, at højde giver autoritet. Og det er jo rart at have, når man skal facilitere og kunne tale folk op en hel dag.

Efter workshoppen skal jeg direkte videre til event med Ladies First. Jeg skifter til køresko i bilen, men så snart jeg er fremme ved Villa Kultur, hvor eventet skal holdes, så skifter jeg tilbage til mine roccamores, som jeg står og går i det meste af aftenen. Eventet går over al forventning. Begge oplægsholdere, Carina Hechscher og Gitte Haaning Høj fra Connect Denmark, er super skarpe og sjove, publikum er veloplagte og der bliver networket helt vildt. Aftenen slutter med den fineste drinks-networking, smukt orkestreret af Bite Me Crew.

Jeg står faktisk op hele dagen, med undtagelse af den halve time, hvor jeg spiser frokost og de par gange jeg kører bil. Og det er forbavsende lidt, jeg bemærker mine fødder – men det gør andre, jeg får virkelig meget opmærksomhed på de meget smukke støvler.

Normalt er ret træt i benene efter en hel dags ståen og gåen, men det er som om de indlæg, der er i støvlerne, hjælper på ikke bare mine fødder, men også mine ben, der er knapt så trætte som de plejer, efter en dag i høje hæle. Jeg plejer også at have ret hævede ben, når jeg har haft hæle på en hel dag, men det har jeg heller ikke i dag. Da jeg kommer hjem og får dem af, er det super mærkeligt at være nede på flad fod – jeg havde faktisk glemt at jeg ikke var så høj. Men min datter er meget glad for, jeg tager dem af, for så kan hun nemlig have dem på – der går heldigvis nok et stykke tid før vi for alvor skal til at slås om mine sko 😉

Absolut en rigtig god dag på høje hæle, der varmt kan anbefales herfra.

 

Min datters styling af de smukke støvler, Miss Turner, fra roccamore

 

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *