Mit arbejdsliv kan være ret vildt … Men jeg elsker det!

Soffy Dombernowsky (medlem af Ladies First Business) er en sej kvinde med mange appelsiner i luften. Hun er ved at starte hendes egen virksomhed samtidig med at hun arbejder hos DR og hjælper hendes kæreste med at få hans virksomhed op at køre. Hvordan jonglerer man så mange ting på samme tid? Hvad driver værket? Vi lavede et interview!

Du laver flere ting lige nu. Kan du give et billede af dit arbejdsliv som det ser ud lige nu?

Mit arbejdsliv kan være ret vildt, hvilket det er for tiden, men jeg elsker det!
Jeg er lige blevet færdiguddannet som fotograf og klipper fra DR i Aarhus. Det er en uddannelse, der tager næsten 5 år, hvor du skiftevis er i praktik og på skole – dog mest i praktik. For mit vedkommende på DR i Aarhus med en udveksling til et reklamebureau i Tel Aviv og den sidste tid i DR-byen i København, hvor jeg arbejdede fra DR Ultra

Jeg laver vildt mange forskellige produktioner på DR, hvilket gør min hverdag enormt afvekslende og spændende. Det kan være alt fra at være fotograf på et helt nyt børneprogram, sidde og klippe kulturprogrammer til DR K til udvikling af nye programkoncepter. Jeg er helt vild med at være med fra start til slut i en tv –produktion, så jeg kan være med til at forme programmet sammen med en redaktion. Lige nu er jeg tilbage i Aarhus, hvor jeg har fået en kort kontrakt, hvor jeg skal klippe et livsstilprogram i tre måneder, men det betyder ikke, at der pludselig kan dukke andre opgaver op – i går var jeg f.eks. fotograf på en historie til DR2 søndag, så min hverdag ændrer sig hele tiden.

I min fritid prøver jeg, at starte min egen lille videobiks op, da jeg gerne vil være freelancer, når min kontrakt i Aarhus udløber. Lige nu er jeg i gang med at lave en ny hjemmeside og skrive på min kommende virksomheds identitet og mål.

Udover videobiksen og DR hjælper jeg min kæreste Mikkel, der er ved at starte sit design studio op ‘mikkelmikkel’. Jeg prøver gennem mit netværk at få fat i magasiner, aviser og blogs, der kan have interesse i, at skrive et par søde ord om ham og hans produkter. Det kan være ret svært at få hul igennem, men jeg er helt vild med at netværke og tale med nye mennesker. Det giver mig et sus i maven, når jeg kan ringe til Mikkel og fortælle, at fx Alt for Damerne er interesseret i at skrive om ham.

Hvordan balancerer du forholdet mellem dit job hos DR, dit arbejde for mikkelmikkel og opstarten af din egen virksomhed?

Det er egentlig ret simpelt. Som det ser ud lige nu, er DR min førsteprioritet, fordi det er der jeg arbejder fuldtid og mere til, hvis der er brug for det. Arbejdet med min egen videobiks og Mikkelmikkel er udelukkende fritid og interessetimer jeg bruger på det.

Hvad driver dig i dit arbejde?

Det som driver mig i mit arbejde, er helt klart den meget varierede hverdag, hvor jeg den ene dag kan være fotograf på et kulturprogram, den næste dag klippe noget livsstil og den tredje dag udvikle på et nyt programkoncept. Der er fart på, og jeg er i kontakt med mange mennesker hele tiden, hvilket jeg synes er enormt inspirerende. Jeg tror egentlig også det som driver mig, er at få tingene til at ske og til sidst stå med et slutprodukt som man kan være stolt af.

Hvor ser du dig selv om 2 år arbejdsmæssigt?

Om 2 år har jeg forhåbentlig min videobiks oppe at køre, hvor jeg sideløbende med DR laver mine egne projekter. Jeg ønsker ikke at slippe DR, for det er virkelig den bedste arbejdsplads. Jeg håber dog, at jeg om 2 år er endnu mere indover tilretterlæggerdelen på DR, så jeg har en finger med i programindholdet også fra start til slut i produktionerne.

Links:

soffydombernowsky.com

mikkelmikkel.com

 

4 Comments

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *