Glædelig 8. marts

Kære du. I dag er det 8. marts. Kvindernes internationale kamp- og festdag. Det er en dag, hvor vi mindes, takker og fester, for alle dem, der har gået før for os og skabt de rammer, vi kan agere indenfor – og udenfor – i dag. Det er en dag, hvor vi snakker om, hvad vi har af mål for fremtiden, hvad vi gerne vil udrette, hvad vi ønsker og håber – og hvor vi støtter hinanden og bakker hinanden op, uanset politisk ståsted og uanset karriere- eller studieretning.

Som sådan er 8. marts jo derfor ikke særlig anderledes end alle andre dage i Ladies First – for det er jo dét, vi gerne vil inspirere kvinder til HVER dag.

At vi bakker hinanden op og er hinandens bedste, professionelle heppekor. At vi klapper hinanden på skuldrene – og stiller os på skuldrene af hinanden. At vi deler vores tvivl, fejl, drømme, successer, fiaskoer og erfaringer. At vi hjælper hinanden med at blive bedre, med at turde, med at gå efter vores største ønsker og realisere dét, vi allerhelst vil. Det lyder let, men i praksis er det jo ikke altid så nemt. Derfor er det godt at have et fællesskab og et netværk af ligesindede, der kan puffe lidt til én, når man bliver bange eller i tvivl. Som kan poppe champagnen, når man selv glemmer det og bare helst vil haste videre til næste mål. Og som kan hjælpe en op på hesten igen, når man er faldet af den.

Derfor er det stadig godt at have 8. marts og (som minimum) én dag om året, hvor vi minder hinanden om alt ovenstående. Om det fællesskab og netværk, vi som kvinder bliver stærkere af, sammen at være en del af.

Så når du nu går ud i dagen i dag, så husk at du er en del af noget større, noget fælles og noget vigtigt. Og at jo mere du giver og deler ud af dig selv, dine erfaringer, dine tvivl, dine successer, jo mere er du med til at hjælpe andre kvinder på vej – strong women lift each other up.

Tak fordi du er med til at skabe Danmarks største inspirationsnetværk for kvinder.

Rigtig glædelig 8. marts

Hilsen partnerteamet,
Maria, Katja og Marie

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *