Hun kan se muligheder i det hele

Skrevet af Bettina Sønderskov, Verdenskvinde.dk.

“Jeg camouflerer mig under virksomhedsnavne og identiteter for ikke at blive identificeret med noget bestemt og derved holde alle muligheder åbne for at kaste mig over nye spændende projekter. En evig kamp for at gøre det, der gør mig glad, og samtidig holde økonomien på plads med en 1-årig søn, engelsk kæreste og vores lejlighed på Christianshavn. Det er vel lidt verdenskvinde-agtigt.”

Sådan præsenterede designeren Stine Munk Jørgensen sig selv i en mail til mig for et par måneder siden.
Først blev jeg nysgerrig. Så blev jeg skeptisk.

Jeg har fået tudet ørerne fulde med, at man som nystartet iværksætter skal finde sin egen niche og fokusere 100 procent på den for at skabe et stærkt brand. Og så fiser Stine bare rundt i København og holder alle muligheder åbne.

Hvordan gør hun det? Hvorfor gør hun det? Og er det ikke forvirrende og stressende at have så mange bolde i luften? ( Jeg synes selv, at jeg har rigeligt at gøre med at holde fokus på mit ene verdenskvinde-projekt)

Jeg spekulerede på, hvordan sådan en “jeg-er-åben-for-alle-muligheder-iværksættertype”, ser ud, da jeg trådte ind på en café i København i forrige uge for at møde Stine Munk Jørgensen.

Hun fik øje på mig, før jeg nåede frem til et svar.

Med det røde hår samlet i en skæv knold på hovedet og iført en farvestrålende storskjorte og et par store runde briller, præsenterede ejeren af virksomheden Stilhed i Stuen sig selv.

”Jeg kan se muligheder i det hele. Jeg er sådan en yes-maskine, der elsker at starte noget op.”

På designuddannelsen på TEKO center Herning, drømte hun om at blive selvstændig, men hun lagde alligevel ud med en knap så usikker tilværelse som designer  for det danske herretøjsmærke Jack & Jones, før hun efter to år kvittede lønmodtagerjobbet for at leve drømmen ud.

Morens død for tre år siden, fik Stine Jørgensen til at få øjnene op for, at livet skal leves nu og her.

”Før hun døde, brugte hun og min far alle forsikringspengene i løbet af tre måneder. De gjorde alt det, som de altid havde drømt om i den periode. Jeg syntes, at det var så inspirerende, og jeg vil gerne selv leve på den måde.”

Hun skifter emne. Det gør hun ofte. Der er så meget at fortælle. Om undertøjsmærket Underwerk, som blev skabt under et magisk besøg på en gammel trikotagefabrik i Ikast, teatercollagerne, som hun arbejder på lige nu og sønnen på 1 år, som lige er begyndt i vuggestue

“Jeg kan godt lide at starte nye ting op og at have fuld kontrol med det hele selv. Det er både en styrke og en svaghed. Jeg har en tendens til at starte for mange ting op. Ofte føler jeg, at jeg forsømmer noget af det, men så siger jeg til mig selv; Nu gør du én af delene fuldt ud i en uge, og så må det andet vente lidt. Sådan er det, når man kan se muligheder i det hele. At ligge søvnløs om natten, fordi hovedet er fuld af idéer, er en del af pakken, og jeg har lært at leve med det,” siger hun med et skævt smil.

Da hun inviterede sig selv på besøg i en gammel trikotagefabrik i Ikast for et par år siden, spottede hendes rutinerede ”muligheds-øje” et specielt fund. Helt oppe under loftet på det gamle lager, fandt hun en bunke herreundertøj fra 1970′erne.

”Der var en fantastisk atmosfære i den gamle fabrik. Der duftede af tjære og jeg kunne se billederne af, hvordan mændene engang rendte rundt ude på heden og spandt uld, for mig. Da jeg fandt undertøjet, som aldrig var blevet solgt og heldigvis heller aldrig var blevet smidt ud, så det stadig lå der i original emballage fra 1970′erne, vidste jeg bare, at det skulle bruges til noget,” erklærer Stine Munk Jørgensen.

Folkene, som viste hende rundt på fabrikken, rystede lidt på hovedet.

”De syntes, at det var supersjovt, at der kom sådan en som mig, der kunne blive så begejstret over noget gammel undertøj. Tag det endelig, hvis du kan få noget ud af det, sagde de, og det kunne jeg selvfølgelig,” siger Stine Munk Jørgensen.

Kraftigt inspireret af det originale 1970′er undertøj designede hun en ny serie klassisk herreundertøj med et strejf af humor og navnet Underwerk. I begyndelsen fik hun nogle butikker i København til at forhandle undertøjet, men efter et par ubehagelige episoder med folk, som ikke betalte deres regninger besluttede hun sig for kun at sælge det igennem sin egen webshop.

”Jeg stræber efter at være glad hver dag. Det, der gør mig glad, vil jeg have mere af. Det modsatte forsøger jeg såvidt muligt at sortere fra,” forklarer hun.

Selvom hendes optimisme og iværksættertrang er stor og hendes tilgang til livet er mere legende end gennemsnittets, så har hun stadig et ben solidt plantet i den jyske muld.

”Jeg har ikke en masse penge ude at svømme. Jeg ville ikke kunne sove godt om natten, hvis jeg var på den økonomisk. Derfor går det måske ikke så stærkt, som det kunne, med at udvikle Underwerk. Jeg har ikke lyst til at satse hele butikken på undertøjet og risikere en hel masse, så jeg udvikler forretningen stille og roligt,” siger Stine Munk Jørgensen, hvis kæreste til tider kan blive en anelse irriteret over, at kælderrummet under lejligheden på Christianshavn er pakket til randen med herreundertøj.

”Jeg sælger slet ikke så meget, at jeg kan leve af det. Jeg lever af andre småjobs ved siden af, og jeg kan leve på en sten. Der er helt klart mest gang i butikken i december, når det eneste, som manden kan finde på at ønske sig i julegave, er noget nyt undertøj,” siger hun og griner.

Forleden måtte hun bakke tilbage med barnevognen, da hun kom forbi en café, hvor en mand sad i vinduet iført en af Underwerks mest populære modeller ”undertøjsheldragten.”

”Det var for vildt,” siger hun og tilføjer, at flere modebevidste yngre mænd efterhånden har fundet vej til webshoppen.

”Men jeg bliver allermest glad, når mænd på min fars alder køber mit undertøj . De er så svære at gøre rigtigt begejstrede over en gave. Jamen, jeg ønsker mig jo bare noget undertøj, siger de. Så jeg bliver glad, når deres koner vender tilbage et år efter og siger, at mændene specifikt har ønsket sig mit undertøj i julegave igen,og så er der bare ikke noget skønnere end at se en halvtyk mand med gråt hår i en af mine heldragter,” siger Stine Munk Jørgensen.

Til jul pakker hun undertøjet ind i gamle lønsedler, som hun har fundet på den gamle fabrik og skriver personlige hilsner til folk på pakkerne.

”Det kan godt være, at det ikke er godt for forretningen at bruge så meget tid på den slags, men det er godt for mig,” erklærer hun.

Læs flere interviews med selvstændige kvinder og andre blogindlæg af Bettina Sønderskov på Verdenskvinde.dk.

2 Comments

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *