Hvad er det værste, der kan ske?

Til Ladies: Meet i Fængslet i Horsens d. 23. Maj, kommer Bodil Nordestgaard Ismiris, der er viceadministrerende direktør i Ledernes Hovedorganisation og fortæller om sit liv og sin karriere. I den forbindelse har jeg haft en samtale med hende, så her er en lille forsmag på, hvad du kan høre til næste Ladies:Meet.

Bodil er uddannet cand.scient.pol fra Århus Universitet, med efterfølgende stillinger i konsulentbranchen, der trænede hende i procestankegangen, som hun har brugt, som et springbræt videre. Allerede i 2004 blev Bodil ansat hos Lederne, hvor hun startede med at arbejde med kompetenceudvikling og strategi og i 2010 fik hun mulighed for at komme ind i selve kerneforretningen.

Det er vigtigt at sige til sig selv, ‘Det tror jeg godt jeg kan’ og det er vigtigt, at vi som kvinder formår at sige, at selvom jeg kun kan halvdelen af det der skal til for at udfylde stillingen, så skal jeg nok lære resten. Som kvinde skal man turde tage nogle chancer og springe ud i nye udfordringer, når de byder sig, for hvad er det værste der kan ske? Hvis nogen tror på én og giver én chancen, skal man tage den, hvis man altså har lyst

Stillingen som viceadministrerende direktør gør at; ”Der går næsten ikke en dag, hvor jeg ikke tænker, hold da op hvor er jeg heldig”. For Bodil giver det god energi, når hun oplever hvordan hendes ledere spiller sammen som gruppe; “Som leder er du ingenting uden følgeskab, og du skal være opmærksom på, om den retning du udstikker giver mening for hele organisationen. Man får en magtposition som Viceadministrerende direktør og det forpligter, man skal opføre sig ordentligt.”

Som topleder fremhæver Bodil at det er vigtigt at man er god til at uddelegere, man skal være dygtig til at sætte det rigtige hold, så man hele tiden har mennesker omkring én der kan hjælpe og rådgive, og så skal man ikke mindst have tillid til de mennesker der er rundt omkring én og turde give slip (på noget) af ansvaret. Bodil Nordestgaard Ismiris beskriver en topleders arbejde som et job, der typisk indeholder en stor frihed, med adgang til servicefunktioner og dygtige ledere.

Det er en god vane at omgive sig med meget dygtige folk, der kan holde én til ilden.

Bodil har værdimæssigt ikke gået på kompromis med noget, og hun har været benhård i sin tidsprioritering da børnene var små, hvor børn og arbejdet var i fokus og andre ting blev sat i baggrunden. Som Bodil siger; ”Så må jeg bestige et bjerg, når jeg bliver gammel. Når børnene er små og man har karriere, må man være realistisk og sige ‘jeg kan ikke det hele lige nu'”. Et godt råd fra Bodil er at sørge for at dele opgaverne derhjemme, uddelegere de ting der ikke giver energi og købe sig til hjælp når børnene er små. Det skaber fleksibilitet og det er et nøgleord når man er leder.

Der er ifølge Bodil ingen grund til at diskutere om vi har problemer med ligestillingen i Danmark, for det har vi, mener hun. Der er for eksempel 13 gange så mange mandlige som kvindelige direktionsmedlemmer.

Hvis vi fortsætter som i dag, så opnår vi først reel ligestilling i forhold til ledelse, når pigebørn født i dag, kommer i pensionsalderen.Vi har i Danmark nogle af verdens mest veluddannede kvinder, vi drager bare ikke nytte af dem.

Derfor kæmper Ledernes Hovedorganisation blandt andet også for at gøre det lettere og billigere at få hjælp i hjemmet, så det praktiske arbejde kan tages ud af den logistiske ligning med at få hjem og karriere til at gå op. Bodil går ikke ind for kvoter, men mener, der er mange andre greb man benytte, for eksempel at begynde at arbejde endnu mere med at øge mænds barsel. Det er også vigtigt at få et mere nuanceret billede af en topleder, og derfor er der brug for rollemodeller, og brug for at også pressen begynder at portrættere andre typer topledere end de midaldrende mænd i jakkesæt. Et af Bodils vigtigste råd til den nye generation af kvindelige ledere er:

Søg mod de rigtige virksomheder, drop de virksomheder der er mandsdomineret i toppen, søg mod de organisationer der har forstået hvor vigtig diversiteten er, og har kvinder i toppen i forvejen.

Derudover skal man ifølge Bodil Nordestgaard Ismiris være god til at spille sin leder god, og lede opad, og ikke vente på at blive prikket på skulderen, men bringe sig selv i spil ift. sine ambitioner. Og så er der en ting man aldrig må glemme nemlig at hvis man præsterer, dér, hvor man er, så er det det mest karrierefremmende.

Vil du med til næste Ladies:Meet d. 23. maj i FÆNGSLET i Horsens? Så skynd dig at få fat i en billet her

1 Comment

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *