Interview: Motivationen skal du arbejde for

Skrevet af Maria Garde.

Ladies First har taget en snak med Charlotte Brag, som er medlem af Ladies First og selvstændig coach. Charlotte slår d. 22. maj dørene op til en fire timers workshop med fokus på motivation. Her får du en forsmag på hvem Charlotte er, og hvad du kan forvente dig af forløbet.

LF: Du arbejder primært med at motivere mennesker i deres faglige og daglige virke. Hvorfor er det så vigtigt at arbejde med motivation?

Charlotte: Motivationen er en størrelse som vi alle kender og som vi alle har oplevet at have fat i, i kortere eller længere perioder. Når motivationen er tilstede sker der ting på et fysiologisk plan, der gør os skarpere, bedre til at fokusere og finde de løsninger, der skal til for at vi skaber de resultater vi ønsker os. Motivation skaber empowerment og handlekraft og jo mere bevidst vi arbejder med at skabe og bevare motivationen, jo nemmere er det at bevare tilstanden af energi og overskud, fremskridt og vækst.

LF: Er motivation meget individuelt? Og hvordan kan man få nogle værktøjer til arbejde med dette på egen hånd?

Charlotte: Det er forskelligt og dermed individuelt, hvad der motiverer os. Måden at finde sin egen vej til motivation er dog fælles. Vi har alle bestemte “knapper” der direkte udløser motivation og giver os direkte adgang til energien, lysten overskuddet, handlekraften mm. Den 22/5 afholder jeg en workshop hvor temaet netop er at få dine egne værktøjer til at finde din motivation; hvordan du skaber den og hvordan du bevarer den og bruger den målbevidst i dit liv.
Når du kender dine værktøjer til at åbne for din motivation, vil du altid være i stand til at skabe adgang til den og skabe resultater – uanset hvilken udfordring, opgave el. lign. du står overfor.
Dygtige erhvervsledere der forstår og kender sine medarbejders
vej til motivationen, kan opnå store resultater hurtigt ved blot at lede sine medarbejdere til at få kontakt til deres egen motivation.

LF: Som coach – hvad oplever du så dine kompetencer kan tilføre af værdi til andre mennesker?

Charlotte: Det første der falder mig ind er personlig frihed. Med det mener jeg frihed på et plan, hvor både indre og ydre forhindringer er ryddet af vejen og du oplever at være i dyb overenstemmelse med dig selv, og i balance med dine værdier og behov.
Der kan være flere trin på vejen hertil, men jeg ser personlig frihed som det ultimative jeg kan tilføre andre mennesker.

LF:  Hvad kendetegner dig som coach?

Charlotte: Jeg er en mind mover og en resultatskaber. Det er jeg ved at være nysgerrig, åben, lyttende, empatisk, insisterende, provokerende og det bedste bullshit-meter for dine dårlige undskyldninger. (Ladies First vil også gerne tilføje at Charlotte er helt nede på jorden og ekstremt hjertevarm – lidt typen som man efter 5 minutter tør fortælle alt)

LF: Hvad fik dig til at vælge at blive coach?

Charlotte: Da jeg opdagede at vi rent faktisk går og siger en masse ting til os selv, og at den dialog har stor, stor indflydelse på os, både fysisk og psykisk, blev jeg nysgerrig og var tændt. Jo mere jeg læste, jo mere brændte ilden i hjertet. Allerede inden jeg tog min coach uddannelse, begyndte jeg at udfordre folks tankegange og oplevede at halvtomme glas, kunne blive halvfyldte. Næste skridt var at tage uddannelsen og her jeg så idag som selvstændig coach med særligt fokus på unge.
Uanset alder skaber vores tanker, vores følelser, som skaber vores handlinger som igen skaber vores vaner. Så hvorfor ikke blive bevidst om sine tanker i en ung alder? Vores tanker og egen-dialog er en kæmpe ressource, som bare ligger og venter på at vi tør bruge den bevidst og til vores egen fordel. Det er den ressource jeg som coach vil sprede kendskab til både gennem workshops og gennem individuelle sessioner.

Hvis du gerne vil med til Charlottes workshop d. 22. maj fra 17-21, kan du til og med 12. maj komme afsted for 200,- Tilmeld dig via dette link.

1 Comment

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *