Hemmeligheden bag kreativitet

Skrevet af Mette Breth Klausen.

Du sidder foran skærmen eller blokken og venter på den gode idé. Uret tikker. Time is money. Kom nu, vær nu kreativ. Tjekker lige Facebook (igen). Måske er der sket noget nyt siden sidste opdatering for tre minutter siden. Måske ikke. Tilbage til papiret, skærmen… Tænke, tænke, tænke… Kom nu idé! Hvorfor er det så svært? Hvorfor kommer ideen ikke bare, og hvorfor er nogle mennesker bare mere kreative end andre?

Hvis du kan nikke genkendende til det dette scenarie og er nysgerrig på, hvordan du selv bliver mere kreativ i hverdagen og jobbet, får nye ideer til for eksempel produkter, markedsføring eller måske en privat temafest? Ja, så vil jeg anbefale dig at læse med her, hvor jeg blandt andet vil give dig et kort indblik i:

  1. Kreativitet som redskab
  2. Hvorfor (kaffe)pauser er din bedste ven
  3. Hvorfor det er så svært at være det ‘på kommando’
  4. Hvorvidt du er kreativ

 

1. Kreativitet som redskab

Hvad enten vi befinder os i en udtalt “kreativ branche” eller ej, så er det at være kreativ et rigtig godt redskab at kunne mestre! Og hvem vil ikke gerne være kreativ? (Måske lige med undtagelse af kreativ bogføring).

Ofte har vi bare en [forkert] opfattelse af, at kreativitet er noget, der opstår ud af det blå – som en ‘genial’, spontan idé. Det er også derfor, vi ofte ‘sætter os ned’ og venter på, at den opstår (jævnfør det indledningsvis skitserede scenarie). Men faktisk er kreativitet en kompetence, du kan øve dig i og dermed også blive rigtig god til. Og heldigvis findes der efterhånden et hav af både konkrete og sjove metoder til at komme i gang. Blandt andet kan det hjælpe at finde sit indre legebarn frem og drikke (en masse) kaffe – lyder det ikke meget godt? Hvordan det hænger sammen vender jeg tilbage til.

 

2. Hvorfor (kaffe)pauser er din bedste ven

Og nu til hvorfor jeg vil anbefale kaffen – eller teen, hvis du er mere til det.

Du kender måske følelsen af at stå i badet, ligge i sengen eller sidde i bilen/toget/bussen, og så kommer ‘den geniale idé’ til dig. Og altså ikke foran skærmen, når du ellers skal bruge den. Grunden til at dette scenarie ofte er tilbagevendende er, at din hjerne i disse tilfælde ofte er på ‘tvungen’ pause – og det er liiiige noget for din kreativitet. Altså kan det her virke som om, ideen kommer ud af det blå, mens det faktisk er din hjerne, der har fået lov at “få et frikvarter”. Et frirum som vores hjerne har brug for, når vi skal tænke kreativt. Derfor er det vigtigt at holde pauser, når du arbejder og/eller ønsker at være kreativ eller få nye ideer. Så hermed en opfordring til flere kaffepauser i solskinnet!

Årsagen til at kreativiteten netop blomstrer i pauserne er der god grund til, da vores hjerne automatisk putter alting i kasser. Heldigvis er der et værktøj til at ‘snyde’ sin egen hjerne, som kaldes ‘river-jumping’. Jeg forklarer nedenfor.

 

2. Hvor er det svært at være kreativ (på kommando)?

Hjernen er sådan indrettet, at den lagrer informationer, når vi lærer noget, som en selvorganiserende mekanisme. Det er for eksempel årsagen til, at vi kan huske, hvordan man binder snørebånd, spiser med kniv og gaffel eller betjener pedalerne i bilen, uden at vi tænker over det. En ret rar mekanisme. Men det er samtidig denne egenskab, der er hæmmende, når vi skal tænke kreativt. For når din hjerne ser noget nyt, tænker den automatisk: Hvor har jeg set noget lignende før? Og så søger den i vores ‘database’ (eller ’river’) af viden og finder ideerne derigennem.

Når vi skal ‘river-jumpe’, skal vi altså tvinge hjernen til at tænke i nye sammenhænge – fra en ‘river’ til en anden. Måden man kan fremme dette, er ved at søge inspiration ved at gøre noget andet, end du plejer. Tag en ny rute til jobbet/studiet, vælg et andet transportmiddel, spis et andet sted, byt skrivebord/arbejdsplads med en kollega. På denne måde stimulerer vi hjernen og hjælper den med at bryde de vanlige mønstre.

“Problems cannot be solved by thinking within the framework in which they were created.”  / ALBERT EINSTEIN

Hvis du, ligesom jeg, synes dette er virkelig interessant, vil jeg anbefale dig at læse bogen Sticky Wisdom, hvor jeg først lev introduceret for River Jumping. Her vil du få en mere udførlig forklaring på metoden og teorien bag.

 

4. Er du kreativ?

De færreste, som ikke er vant til at styrketræne deres kreative biceps, har ofte sværere ved at tænke ud af boksen. Og det er ikke en tilfældig metafor, jeg her vælger at bruge. Ligesom du skal træne din krop for at holde den i form, så skal du også træne din kreative muskel.

Som nævnt er det at være kreativ, noget man kan lære og blive rigtig god til. Derfor skal man huske at se kreativitet lidt ligesom et computerprogram; hvis du skal blive god til det, så skal du holde det ved lige! Med andre ord skal du blive ved med at udfordre din kreativitet, øve dig i at tænke ‘ud af boksen’, og tvinge din hjerne til at tænke i nye baner ( – at ‘river jumpe’). Dermed ikke sagt, at nogle ikke har mere eller mindre flair for at udvide denne kompetence.

Så næste gang den gode idé ikke lige dumper ned i skødet på dig, vil jeg anbefale dig at flytte dit fokus, tving din hjerne til at tænke på noget andet og nyd en nybrygget kop kaffe (måske i andre omgivelser end du plejer) med god samvittighed.

Jeg skal understrege, at det selvfølgelig kan være meget forskelligt, hvordan man hver især arbejder bedst (kreativt), og derfor skal dette indlæg ikke forstås som en facitliste, men som inspiration.

Selvom titlen på dette blogindlæg hedder hemmeligheden bag kreativitet, er det måske rettere een af hemmelighederne bag kreativitet. For der findes mange. Nogle mere skjulte end andre. Ligesom der findes mange redskaber og måder at gribe det an på. I min optik handler kreativitet lige så meget om at ville det, at opsøge det og turde udforske de muligheder, det giver.

Med ønsket om en fantastisk (kreativ) weekend, de damer! 🙂

/Mette Breth Klausen

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *