Lad os lige snakke om genderswapping/ kønsstereotyper/ AU’s nye dameblad

Hej Aarhus Universitet,

Jeg er en ret stor fan Aarhus Universitet (AU) og af jeres ingeniøruddanelser, og er med på missionen om at få flere ingeniører – også kvindelige. Så lad os lige snakke om jeres magasin Avenue, som man kan læse her.

Som uddannet civilingeniør og tidligere vejleder for ingeniørstuderende i iværksætterpraktik er jeg bekendt med kønsfordelingen på ingeniøruddannelserne, og kæmpe tillykke med stigningen som I beskriver på side 31 – 70% flere kvinder på 6 år er da fantastisk.

Som Mette fra bioteknologi på side 28 prøver jeg også at overbevise alle om at de skal læse til ingeniør, for som Anne fra sundhedsteknologi på side 38 siger, er det en god måde at gøre en forskel. Og som I fortæller på side 42 kan det være vejen til en rigtig god startløn.

Personligt er jeg ikke fan af formatet, men går ud fra at målgruppen har meldt tilbage at de gerne vil have deres uddannelses-inspiration i damebladsformat, så lad os lade den ligge.

Helt igennem har I skrevet et dejligt magasin, med en masse skønne fortællinger der viser et bredt spekter af hvad det betyder at være ingeniørstuderende og hvilke gode tilbud AU har. Godt arbejde!

 

 Meeeeeeeen……

Med et helt magasin fyldt med stjernegode historier, fantastiske rollemodeller (både mandlige og kvindelige) er det mig en gåde hvorfor forside-catchet er:
’Mette på sit 2. sabbatår: ”Jeg troede kun, det var bælgøjede, brainy typer der læste til ingeniør”’.

Genderswap-testen
Genderswaps er ret populært på Facebook for tiden, så lad os lige prøve med den sætning:

[Indsæt mandenavn] [indsæt livssituation]: Jeg troede kun, at det var [indsæt misforstået stereotyp] der læste til [indsæt kvindedomineret studie].

… og “selv ham, der går i bukser og godt kan lide at spille guitar kan blive sygeplejerske.”

’Thomas var mandlig model: Jeg troede kun at det var tykke, blonde typer der læste til sygeplejerske’.

Nej den smager ikke super vel? Og ja, jeg er med på at formålet er, at fortælle at det ikke altid er tilfældet, men show it, don’t tell it – hvilket I besynderligt nok har fanget i resten af magasinet.

Men der er jo en fantastisk historie i Mettes fortælling som ikke handler om, at hun blev ingeniør på trods af hverken hendes køn, fodtøj eller forestillinger om hvordan ingeniører er og ser ud. Mette er en pisse-sej ambassadør der har fået flere kvinder til at læse til bygningsingeniør, så lad os da fejre hende for det i stedet! For fanden hvor er det god stil at slæbe veninderne med til forelæsning for at ændre deres holdning til ingeniør-uddannelser fordi de finder ud af at skidtet er spændende!

Men I er jo bedre, AU
Jeg ville gerne komme med eksempler på overskrifter jeg synes havde været federe, men da det næsten er alle andre sætninger i hele magasinet er det vist ikke så konstruktivt.
I stedet vil jeg gerne fremhæve et citat fra magasinet som sælger ingeniørstudiet langt bedre til kommende kvindelige ingeniørstuderende – for ja, vi skal have flere kvindelige ingeniørstuderende;

”Der har aldrig været fokus på, HVILKET KØN man er.”
Mette, maskiningeniørstuderende (side 30).

Dét! Det er bare det vi spørger efter. I har det.
Hvorfor i al verden bruger I ikke hele forsiden til at fortælle det?

 

Nårh ja og glædelig 8. marts ❤️

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *