Ladies Meet: Investér dine penge!

Facilitator af netværksforløbene i København og Københavns nye co-lady, Kirstine Fabricius beretter her fra torsdagens Ladies Meet: Investér dine penge.

Snart sælger jeg min lejlighed og står derfor med nogle penge i hånden. Min bank mener jeg skal investere, men jeg er pænt kritisk. For hvad skal jeg investere i? Kan jeg være sikker på at jeg ikke investerer i børnearbejde eller våben? Og hvordan gør man overhovedet?

Med disse spørgsmål og mange flere ankom jeg torsdag d. 26. januar sammen med knap 100 andre kvinder til den sølvgrå betonby på Havneholmen – i Havneholm Tower hos Nordnet – til et lærerigt Ladies:Meet om investering.

Helle Snedker fra Formuepleje og Kvindeøkonomien var aftenens første taler og lagde ud med at konstatere at investering; det er næsten som at vælge religion.

Det var tydeligt at Helle Snedker brænder for at klæde kvinder på til at investere og kæmpe for at mindske den ulighed der er mellem mænd og kvinder – på dét område også.
Efterfulgt af stor latter fra salen, manede hun fordommen i jorden da hun sagde:

Mænd blev altså ikke født med viden om investering – de har også spurgt nogen

Helt personligt blev jeg gradvist mere overbevist om at jeg i hvert fald skal overveje at investere og ikke blot lade mine penge stå at glo på en bankkonto til en historisk lav indlånsrente. “Hvorfor ikke lade de penge du alligevel ikke skal bruge lige nu fordoble sig over de næste 10 år?” – spurgte Helle os – og fortsatte, med et gigantisk blink i øjet – og vovede at være stereotypisk:  ”Brug nu ikke alle jeres penge på caffelatte!” Salen grinede.

Helle påpegede kvinders styrke og power i så mange andre sammenhænge i samfundet:

Vi har nærmest de videregående uddannelserne for os selv, der bliver flere og flere af os i ledende stillinger – hvorfor så ikke også på investeringsområdet?

Hun forklarede, at hun relativt ofte bad de mænd hun rådgiver i Formueplejen om, til næste møde, at tage deres kone med: ”For I stiller så mange geniale spørgsmål!”.  Med en stor opfordring til at kaste sig ud i investering og – med Helles ord – ikke være så akademisk omkring, det var stemningen i rummet opløftet og fuld af gåpåmod.

Helen Sørensen overtog scenen, med at fortælle om egne erfaringer med at investere og give gode råd til os investerings-nybegyndere. Det gjorde hun meget konkret at fortælle om sine strategier, bl.a. at:

  • Overføre et fast beløb hver måned til at investere for
  • Sprede sine investeringer ud på forskellige virksomheder
  • Både investere i store virksomheder og start up
  • Investere i de virksomheder hun tror på
  • Holde hovedet koldt og ikke sælge sine aktier blot fordi markedet går lidt ned (hun tænker bare på det som udsalg – og køber måske i stedet flere af de aktier)

Ikke overraskende fremlagde Helen desuden tydelige beviser på, at mænd ejer mere end kvinder. At det kun er 32 % af alle aktier der ejes af kvinder og mænd dermed ejer 108 milliarder kroner mere end kvinder overraskede og forfærdede mig alligevel.

I pausen serverede Nordnet og Formuepleje sandwich, snack og drikkevarer og der blev netværket på livet løs. Jeg er næsten overbevist om at størstedelen løste den opgave de ved aftenens intro blev stillet af aftenens seje facilitatorer, Marie og Ewelina; at tale med tre de kendte, to de havde set før og en de aldrig havde set før.

2017-01-26 18.54.59

Jeppe Pedersen og Christine Sindal Jørgensen fra Nordnet gik afslutningsvis på. De gav et konkret indblik i, hvordan folk investerer, hvordan man gør det helt praktisk hvis man er kunde hos Nordnet. Desuden fik vi den bonusinfo, at Christines mor havde haft et meget større afkast på sine ikke velovervejede investeringer i obligationer i 2016 end Christine havde haft på sine velovervejede købte aktier i 2016. Måske netop et eksempel på at vi, som Helle foreslår, ikke skal blive for akademiske og analyserende omkring det?

Jeppe sagde ”Kvinder har mere ro på aktiemarkedet – mænd bliver hurtigt nervøse og sælger” og understregede – igen med et stort blink i øjet – at han bestemt ikke nævnte det for at score point hos os. Flere mænd blev opfordret til at investere som kvinder. Og det giver jo god mening at vi er gode til det, hvis vi stiller de kloge spørgsmål, som Helle opfordrede os til at forsætte med, og ikke bare tror på at ’manden’ har styr på det – bare fordi han er mand. Nej, nærmere tvært om, hævede Jeppe.

Traditionen tro fik vi 3 x 3 minutters live passion fra tre seje kvinder nemlig Karen, Katrine og Annemarie og fik indblik i alt fra tango og kreativitet, hjælpe andre frem og designmæssige udfordringer ved en hørehæmmedes gadgets.

Dybt inspireret efter en skøn aften sidder jeg tilbage med et spørgsmål til dig: Hvad vil du helst over de næste 10 år?

Lade dine hårdt optjente 10.000 kr. fordoble sig og gennem investering blive til 20.000 kr.? Eller lade dem vokse blot til 12.000 kr. på en konto i din bank? Eller bruge dem på 200 kopper caffelatte – som med min kaffedrikkehastighed ikke engang ville række til 4 år!

Jeg ved – nu – godt hvad jeg vælger og hverken min bank eller en mand skal gøre det for mig! Med lidt researh og et finansielt home party gennem Kvindeøkonomien finder jeg også helt sikkert det kan gerne vil investere i og hvordan jeg helt konkret vil gribe det an for mig selv.

Vil du på listen over interesserede i et finansielt home party så skriv til cph@ladiesfirst.dk

Og husk at vi har vores næste Ladies:Meet d. 21. februar, denne gang om Future Trends – måske der er også er inspiration til investeringsmuligheder til fremtiden?

 

3 Comments

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *