Ladies: Meet – Kreative Frontkvinder

Space 10 i Kødbyen dannede de smukke rammer om Ladies First x CPHs netværksmøde hvor vi havde bedt tre Kreative Frontkvinder fortælle om, hvordan de bruger deres kreative kræfter i hverdagen, hvor de finder inspiration, hvordan de har formet deres karrierer og hvordan de formår hele tiden at tænke nyt og originalt og at være trendsættende indenfor deres respektive brancher.

Carla Camilla Hjort
Carla Camilla Hjort, grundlægger og CEO af ArtRebels og Trailerpark Festival åbnede ballet med en vild fortælling om sin 4-årige dannelsesrejse som ung og hvordan det ændrede resten af hendes liv.

Rejsen resulterede blandt andet i at hun blev uddannet kropsterapeut og yogalærer i Indien og det var her hun startede sin første lille virksomhed.

Da hun vendte tilbage til Danmark bød det på et års tid på Filmhøjskolen i Ebeltoft, som dog viste sig ikke at være hendes kald. Hun kastede sig herefter over at jobbe som DJ og det blev hendes levebrød de næste 10 år. I løbet at de år opdagede hun, at hun havde flair for at lave forretnings og dermed hjælpe sine kreative venner, der nok var kreative, men ikke så forretningsorienterede. Det blev startskuddet til Artrebels, som startede som et community, hvor kunstnere og designere kunne sælge deres ting. Herefter fulgte idéen til Trailerpark Festival, som til sommer har 10 års jubilæum. Seneste skud på stammen er Space 10 i Kødbyen, et samarbejde med IKEA omkring at bygge et “Future Living Lab og exhibition space” og lave bæredygtig innovation ud fra IKEAs koncepter.

Sarah Grünewald
Sarah Grünewald, højgravid TV-vært, skuespiller, model og foredragsholder, var næste frontkvinde på scenen. Sarah startede med at fortælle om sin barndom på Falster, der var fyldt med både nogle kærlige forældre, men også med en hel masse op og nedture og som mundede ud i en voldsom gæld. Da hun var 19 år blev hun opdaget af Scoop Models, som sendte hende til Paris, hvor hun boede de næste 4 år. Sarah tjente nok til at betale sin gæld af og fik samtidig muligheden hjælpe sine forældre økonomisk, hvilket hun betragter som en af de største sejre i sit liv. Modelbranchen blev dog for meget for Sarah og da hun fik mulighed for at blive skuespiller i filmen Dirch og senere serien Tomgang [på TV2 Zulu], takkede hun ja. Fortiden indhentede hende, men da hun var allerlængst ned, fik hun tilbud om at blive værtinde på Vild med Dans – og mødte manden i sit liv, indenfor den samme måned.

Sarahs afsluttende pointe var, at for at nå langt, er det vigtig at være ærlig overfor sig selv.

Cille Veje
Cille Veje er stifter af Cille Veje Oplevelsesdesign. Cille startede med at dele sin historie fra Aalborg hvor hun voksede op i et hårdt miljø og med et handicap, som gjorde at hun har fundet kreativitet i de udfordringer hun mødte. Efter en uddannelse og en masse kreative projekter i Aarhus, flyttede hun til København hvor hun arbejdede for Very og Vega og til sidst som PR manager for Diesel. Det var i sit sidste job, at hun pludselig måtte stoppe op og indse, at hun hverken var glad eller havde den kreativitet i sin hverdag, som er så vigtig for hende.

Cilles budskab er, at man skal stoppe med at glorificere travlhed.

Hun tog på en ferie, som ændrede hendes syn på livet og sagde derfor sit job op da hun kom hjem. Det gav hende mulighed for at starte sit eget firma, hvor hun kan dyrke sin kreativitet og være sin egen [girl]boss. I dag fylder Cille Veje Oplevelsesdesign 2 år og hun har 2 medarbejdere.

Cille delte også ud af de redskaber, som bedst booster hendes kreativitet:

1. Fjern støjen og vær stille; meditation og yoga.
2. Taknemmelighedsdagbog og dagens intention om morgenen
3. Fjern konkurrencen, udlev kreativitet for din egen skyld
4. Min intuition – føles det rigtigt
5. Balance – work hard, play hard, rest hard
6. Gå offline

Kilder til inspiration:
1. En times alenetid hver dag
2. Kreative forbilleder – hvis du er i tvivl; leg at du er et af dine kreative forbilleder; hvad ville han/hun gøre?
3. Rejs væk
4. Idébanken – skriv alt ned i en notesbog. Du behøver ikke udleve alt lige nu, men så har du en idébank, der aldrig løber tør.
5. Halvårligt kreatjek – er du hvor du vil være? Læs evt. dine notesbøger igen.

Fælles for alle de tre oplægsholdere var, at deres historier var utroligt personlige og det gjorde, at aftenen, udover at være fuld af kreativitet og inspiration, blev en meget rørende og intim aften. Tusinde tak for endnu en god aften til alle deltagere og især til oplægsholderne og Space 10.

3 Comments

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *