Ladies:Meet – Digitale Trends

Sille Holm Ricka er en del af Ladies First bloggerteam og hun kaster sig ofte ud i at tage til events alene. Første gang var til Ladies:Eat i efteråret 2017 og nu har hun gjort det igen til Ladies:Meet – Digitale Trends, som løb af stablen 12. april i København. Her fortæller hun om sin aften.

Konceptet lillefredag har desværre ikke været en del af mit liv længe (jeg er nemlig blevet nogens mor), men der er nu stadig noget særligt over torsdage. Det er dagen før fredag, og weekenden banker på døren. Cykelturen føles en smule lettere, og humøret kravler stille og roligt opad.Torsdag d. 12. april var endnu en torsdag i rækken af dejlige torsdage, dog med et frisk indspark arrangeret af Ladies:First. Jeg var blot en af de mange seje kvinder som deltog i deres arrangementsrække Ladies:Meet. Denne gang var temaet digitale trends med fornemt besøg fra søstrene Ingrid og Astrid Haug.

Det er altid en smule intimiderende at deltage i netværks – og inspirationsevents alene, og denne torsdag var ingen undtagelse. Det var med en smule ærefrygt at jeg fandt min vej til Innovationsgymnasiet Niels Brock hvor arrangementet skulle afholdes. På den ene side spændt og stolt af at repræsentere kvinder i det digitale hjørne af samfundet, og på samme tid utrolig nervøs over at kaste mig ud i endnu et arrangement – solo.

Heldigvis for mig, kunne jeg smide alle betænkeligheder og nervøsitet langt væk da jeg endelig befandt mig ved arrangementet. I døren stod den sødeste dame til at tage imod alle os ladies, og gjorde at man straks følte sig tilpas, og at man var – lige der hvor man skulle være.

(Jeg fandt senere hen ud af at hun helt frivilligt dukker op til Ladies:First arrangementer og hjælper til, bare fordi hun så godt kan lide organisationen og menneskene bag – mega sejt og beundringsværdigt.)

Det første jeg ser da jeg kommer ind i auditoriet hvor det skal holdes, er et langbord med forplejning til deltagerne. Helt specifikt kagerne. Andre som læser dette, og deltog ved samme arrangement, må give mig ret i at kagerne var guddommelige. Intet mindre. Jeg stjal mig i hvert fald stykke nummer to. Der var selvfølgelig også kaffe, te og lidt ekstra godt til ganen – havde man brug for det.

Da jeg endelig tog mig tid til at kigge væk fra kagerne, kunne jeg se hvor mange kvinder vi egentlig var samlet der. Jeg havde godt luret på Facebook at omkring 85 havde trykket deltager, men trækker alligevel altid omkring 30% fra grundet frafald etc. Dog må jeg sige at jeg var positivt overrasket over hvor mange kvinder med interesse for digitale trends, Ladies:First kunne samle under et tag.

Det var opløftende, og inspirerende at så mange havde lyst til at tage et par timer ud af deres skema for denne aften. Auditoriet summede af småsnak, og alle var så småt begyndt at bevæge sig ud af deres komfortzone og snakke med ligesindede meddeltagere.

Efter en kort introduktion af Ladies First fra Marie Olofsen (partner), skulle vi selvfølgelig gennem en hurtig netværksøvelse. ”Sig hej til en du ikke kender, og fortæl om dig selv”. En kende grænseoverskridende for en som bevæger sig i grænsefeltet mellem introvert og ekstrovert, men når snakken først er i gang, er det kun positivt og berigende at deltage i øvelser som disse.

Første levende billede på scenen var Astrid Haug. Astrid har mange års erfaring med digital omstilling og sociale medier, og har de seneste 5 år brugt den erfaring til at rådgive virksomheder gennem sin egen virksomhed.

Man kunne hurtigt mærke at der er passion bag Astrids slides, og at det er et emne som hun både har privat og professionel interesse for. Hun introducerede os for den 4. industrielle revolution, som nogen mener at vi er under pt, ved at gennemgå digitaliseringen til hvor vi er i dag. Hun påpegede desuden at vi er midt i en digitale tidsalder, men at vi kun lige er begyndt.

Det lyder både skræmmende og spændende på en gang, og de ting Astrid ser for fremtiden er ting man som normalt menneske stadig kan have lidt svært ved at forestille sig i praksis. For eksempel at der er kunstig intelligens i alt.

Komplicerede algoritmer der følger din digitale færd, og udvikler indhold kun til dig. Alt bliver smartere, og ting bliver mere intelligente. Digitaliseringens kraft er allerede ved at tage fat, og flere virksomheder og platforme tager den digitale vej. Under sit oplæg gav Astrid sit bud på nogle af nutidens tendenser inden for brug af den digitale verden i f.eks. sin virksomhed eller på sin arbejdsplads. Chatbots, virtual – og augmented reality er blot nogle af de tiltag som Astrid fremhævede, men påpegede på samme tid at vi ikke helt er dér endnu hvor vi kan give helt slip, og lade digitaliseringen tage over. Data, og sikkerhed udgør stadig en stor faktor, og der mangler vi stadig lidt vej.

Efter en kort pause, en masse mere snak, og en lille sandwich, tog Astrids søster Ingrid over.

Ingrid kunne ved hjælp af sin baggrund som User Experience Designer at fortælle om digitale trends ud fra et bruger- og designperspektiv. Ingrid driver også sin egen virksomhed, Usable Machine, som designer apps og websites med brugeren i fokus. Ingrid er desuden ophavskvinde til den internationale konference Design Matters.

Noget af det første Ingrid tog fat på var kompromis og fejl. Første regel når man arbejder med user experience er: Design vs. Experience. Det er et kompromis. Et kompromis mellem det folk vil, og det de gør. Derfor var det også vigtigt for hende at påpege at man skal omfavne sine fejl, og lære af dem.

Hvad skal der til for at skabe en succes? Vildt mange fejl

Gennem sit oplæg påpegede Ingrid 3 overordnede trends: Teknologi – Adfærd – Æstetik og hun nævnte også Virtual – og augmented reality som en af tiden store trends, så det skrev jeg mig bag øret – udover alle de andre guldkorn fra digi-kyndige søstre.

Vi rundede arrangementet af med et koncept som Ladies:First praktiserer ved hvert Ladies:Meet – 3×3. Tre kvinder som får 3 min til at præsentere eller pitche en idé over for os andre. Denne gang var vi så heldige at der var hele 4 kvinder som havde 3 minutters snak på hjerte, hvilket var enormt inspirerende og en virkelig god afslutning på et rigtig fint arrangement.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *