Min historie: Fra lønmodtager til virksomhedsejer

Skrevet af Pernille Hjortkjær, direktør i PE3A BusinessAntropologi

At jeg blev selvstændig skete faktisk umiddelbart helt tilfældigt. Og så måske alligevel ikke. Indimellem tænker jeg ihvertfald at der er mere mellem himmel og jord. Og at der var mange ting der pludselig passede sammen og gjorde at jeg tog springet ud i livet som selvstændig.

Tanken om at blive selvstændig opstod i virkeligheden for 12 år siden, hvor jeg sammen med en studieveninde blev vildt begejstret for nogle forskellige værktøjer til at skabe forandringer blandt medarbejdere. Vi lavede studieprojekter på blandt andet Randers Reb og Grundfos, og fik dér for første gang “jord under neglene”, da vi pludselig stod og skulle overføre al den teori, vi havde lært gennem en hel bacheloruddannelse til real life.

Vi havde begge været søgende undervejs i vores studier – den klassiske historie om et studievalg truffet på baggrund af en passion hos os hver især, da vi lige omkring de 20 år stod og skulle vælge. Med en bacheloruddannelse i rygsækken var vi måske knap så passionerede længere omkring vores fag – og vi var under alle omstændigheder søgende efter at få fingrene ned i mulden for at se, hvad al vores teori egentlig kunne bruges til derude i virkeligheden.

Og følelsen af at den rent faktisk kunne bruges, dén var helt og aldeles fantastisk!

Jeg husker stadig hvordan vi fuldstændig eksalterede brugte timer på at snakke om, hvordan vi kunne revolutionere masser af virksomheder med vores nye redskaber, redskaber taget fra en systemisk tænkning, appreciative inquiery, som dengang var i sin vorden herhjemme. Vores underviser var dengang i opstarten af et konsulenthus, der idag er et af Danmarks største konsulenthuse. Måske blev vi lidt smittede af den anerkendende tilgang i det systemiske – måske af vores undervisers eget entreprenørskab – ihvertfald var vi fyldt op af en fantastisk følelse af, at det var det her vi ville.

Som jeg husker det, føltes det helt naturligt og ikke spor vovet. Vi fandt et navn, designede logo og visitkort, lavede hjemmeside og lagde planer for hvordan vi skulle komme ud over rampen med vores firma.

Så blev min veninde gravid. Bum. Og flyttede. Bum. Og vi fortsatte vores studier i hver vores by og med liv, der pludselig var forskellige, fordi hun nu stod med et barn at tage vare på. Vi lukkede egentlig ikke drømmene om egen virksomhed ned, vi holdt bare op med at arbejde med det – og tænkte nok begge at vi senere i livet ville få gang i den drøm igen.

Så mens min veninde passede moderskabet, fortsatte jeg med at have masser af arbejde ved siden af mine studier – det var blevet en fast del af mit liv og identitet. For allerede efter et år som etnografistuderende med ganske få undervisningstimer om ugen havde jeg indset, at jeg havde brug for at have nogle mennesker, noget levet liv omkring mig. Jeg var dybt frustreret og ikke særligt dygtig som studerende, for jeg syntes simpelthen, at de ting vi læste var meget abstrakte og meget langt fra min virkelighed. Alligevel holdt jeg på. Og knoklede ved siden af som interviewer og kort tid efter som leder og koordinator for et interviewerkorps i et større markedsanalyseinstitut. Det var her, jeg fik mine første erfaringer med at bedrive ledelse – og jeg vidste instinktivt, at det var dét, jeg gerne ville beskæftige mig med. Jeg fik også her set eksempler på både god og dårlig ledelse – og det har sidenhen været en rigtig vigtig ledestjerne i mit eget arbejde – og lederskab.

Ti år senere – med en arbejdserfaring både fra det private og offentlige arbejdsmarked i stillinger som HR konsulent, jobkonsulent, uddannelses- og udviklingskonsulent – og med en stadigt stigende grad af lyst til at skabe et arbejdsliv mere i tråd med mit eget værdisæt – begyndte tankerne om at blive selvstændig igen at rumstere. Ikke som en konkret tanke, men mere som en grundlæggende vished, en følelse af at én eller anden dag ville jeg blive selvstændig.

En sommerdag i 2011 skete det så: Jeg var på vej på cyklen i det smukkeste solskin en af den slags sommermorgener, hvor solen er stået rigtig tidligt op og allerede ved 8-tiden brænder dejlig varmt. Jeg var rolig og afslappet og alle livets muligheder lå ligesom bare foran mig. Og pludselig var det som om navnet PE3A stod skrevet i asfalten på cykelstien foran mig. Dén morgen fandt jeg ud af, at det var dét min virksomhed skulle hedde.

Læs resten af Pernilles blogindlæg på PE3As blog her!

4 Comments

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *