Mit bedste projektlederråd

For os handler netværk i høj grad om vidensdeling, og om at dele ud af sine erfaringer. Netop derfor er vi gået i gang med at indsamle en masse gode råd – indenfor en række forskellige emner – fra medlemmerne af Ladies Firsts Facebookgrupper. Alle disse gode råd kommer til at udgøre en blogindlægsrække, som vi nu skyder i gang med dette indlæg. Her får du ‘Mit bedste projektlederråd’ fra 13 ladies, der ved mere end en ting eller to om projektledelse:

 

1.  Therese Kristiansen, Digital Project Manager hos Pravda A/S

Én af de ting, som det tog mig lidt tid at forstå, da jeg blev kastet ud i projektlederrollen var, at 50% (hvis ikke mere) af projektledelsestiden er allokeret inden projektet overhovedet starter. Med dét in mente, vil processer startes og fremadrettet køre langt lettere.

 

 

2.  Sophie Noreng, Project Manager hos Copenhagen Fashion Week

Projektlederen er kaptajnen med det kølige overblik, og struktur er det absolutte nøgleord. Derfor er daglige to-do lister og udførlige tidsplaner vel nok blandt en projektleders vigtigste værktøjer, men det er ligegyldigt, hvor struktureret du selv er, hvis du med din prioritering og projektledelse ikke formår at skabe overblik, ro i maven og engagement hos dit team. Hold dig derfor tæt på projektteamets medlemmer og sæt dig ind i, hvad der motiverer hver enkelt. Gør dig klart, hvilke udfordringer og bekymringer, de hver især kan risikere at møde, og tag hånd om dem allerede inden de bliver en realitet. Sørg for, at alle er fuldt bevidste om, hvad der forventes af dem og klar over, hvor de helt konkret skal tage fat for at komme i mål med opgaven. Selv den bedste kaptajn kan ikke navigere et skib sikkert i havn uden en god besætning.

 

 

3.  Naomi Berge Macdonald, Produktchef, Solution & Development hos EG

Mit bedste råd for at gennemføre succesfulde projekter er både indledningsvist og undervejs at bruge både tid og energi på forventningsafstemning. Der skal forventningsafstemmes med kunde, samarbejdspartnere, leverandører, projektgruppen og andre interessenter. Der skal forventningsafstemmes om leverancen både i form af tid, ressourcer, indhold, prioriteringer, mulige risici og snitflader.

Hvis alle er enige om hvad der er indeholdt i projektet, hvordan det skal køre, hvem der er ansvarlig for hvad og hvor man er afhængig af hinanden har man langt større chance for at det færdige projekt anses som værende succesfuldt for alle parter.

 

 

4.  Pi Aasbjerg Hansen, Projektleder i afdelingen for Eksterne Relationer hos VIA School of Business, Technology & Creative Industries

Mit bedste råd er at systematisere for at skabe overblik, have klare linjer og være på forkant. Og noget med at uddelegere, når man kan! Et råd jeg selv skulle have haft!!

 

 

5.  Maria Leerbeck, Partner i Ladies First, tidl. Projektleder og eventkoordinator i Janssen Pharmaceutical Companies of Johnson & Johnson

Mit bedste råd er at klarlægge ”kommandovejen” og holde fokus på kommunikation og ansvar i teamet. Det er super vigtigt at al kommunikation går den rigtige vej, og at du som projektleder får de nødvendige informationer for at kunne lede projektet i mål. Det værste der kan ske, er at der tages beslutninger de forkerte steder, eller at du som projektleder mister overblikket. Og så tror jeg det er vigtigt, at man gør sig klart, hvilken projektleder man ønsker at være – hvor meget kan (og bør) man kende til detaljerne? Hvor meget kan man overlade til teamets deltagere? Og hvordan bør det håndteres, hvis nogle i teamet ikke leverer det de skal til rette tid?

 

 

6.  Marie Elbæk, Projektleder hos iværksætterfællesskabet Kaospilot Hive

Jeg bruger meget tid på at skabe de helt rigtige omgivelser for projektet – både indhold og udtryk, men også projektets omgivelser. Med omgivelser mener jeg det helt rigtige netværk, som skal være med til at sikre projektets fremdrift, dynamik og ny viden. Jeg kan ikke tilføre de her ting på egen hånd, så jeg er bevist om, jeg er meget afhængig af dem, som jeg knytter til projektet.

Jeg tror ikke på, at hverken innovation eller ny viden opstår hos enkelte personer. Jeg arbejder med styregruppe og advisoryboard – men også bare gode venner fra andre brancher, familie, folk jeg møder til netværksarrangementer, blogs/communities, medier osv. Al den inspiration, jeg overhovedet kan suge til mig!

Jeg vil gerne være motivator for dem, der er en del af projektet. Plan, styring og økonomi er vigtige elementer, men det er lige så vigtigt at menneskerne i og omkring projektet har det godt – og kan mærke min energi. At skabe en kultur med god energi i virkeligheden.

Åh ja, og så er jeg meget vild med tidsplaner. Det er vigtigt for mig at have styr på og opstille tidsplaner, da der (for mig) kan være en tendens til at tingene stikker af i processen. Jeg elsker udviklingsfasen og hele processen omkring den – men kræfterne skal spredes ud over HELE projektet… også evt. afslutningsfasen.

Lige nu er jeg optaget af mødeledelse. Jeg vil meget gerne blive en bedre mødeleder. Det føler jeg, jeg skylder dem, som jeg indkalder til møder. Jeg er taknemmelig for deres tid, og den skal bruges optimalt(og jeg forventer det samme den anden vej). Jeg er sikker på, vi kan optimere rigtigt meget på det område – også uden at tage det skønne ud af møder. Og dem er der altså rigtigt mange af!

 

 

7.  Therese Hansen, Scrum Master for to udviklingsteams hos LEGO og blogger – bl.a. på QED.dk.

Just do it! Vi kan snakke i timevis og planlægge i årevis, men den bedste strategi i mange situationer er at komme i gang. Oftest er prisen for at tilpasse retningen senere billigere end det er at lægge en udførlig plan til at starte med. Opskriften er simpel: hav en vision for hvor vi skal hen på den lange bane og tænk så over hvad de første 3 skridt i den rigtige retning er. Når du så er i gang med projektet, så stop jævnligt op og overvej om visionen og retningen stadig er rigtig. Ret ind hvis den ikke er.

På denne måde undgår man at blive handlingslammet og overvældet over hvor langt der er til målet – og man kommer i gang, så man hurtigt kan få et (del-)produkt som man kan få feedback på.

 

 

8.  Maria Garde, Producer hos Kiloo

Ens fineste rolle som kreativ projektleder er, at sørge for at folk elsker at komme på arbejde – når folk trives performer de bedre på alle niveauer – og det mindsker behøvet for management betydeligt, da folk helt naturligt tager ansvar og driver værket fremad.

 

 

9.  Sara Tusindfryd Krogager, Daglig leder af REUSE og ejer af Flagstang Markeder

En af grundene til at jeg er dygtig til mit arbejde er at jeg er meget involveret når jeg først går i gang. Dette både med hjerne og hjerte. Netop derfor er det også vigtigt at kunne holde fri og lægge sit arbejde fra sig nogle gange. Jeg tager ikke min telefonog jeg forsøger så vidt muligt ikke at svare på facebook og mails når jeg har fri. Det er svært, men jeg øver mig og bliver bedre. Det giver hjernen fri og jeg er modtagelig for nye inputs og ofte er inspireret og har mere energi at tage med på arbejde igen.

 

 

10.  Mai Skou Wihlborg, Project Lead hos Internet Week Denmark

Mit bedste råd om projektledelse er engagement. Man skal brænde for sit projekt, for så brænder man også igennem som leder, både i forhold til medarbejdere og ledelse. Det kan lyde trivielt, for i disse år skal vi alle være passionerede og dedikerede ildsjæle. Hvis man er ægte engageret, fortæller man med samme begejstring om sit projekt til pedellen og direktøren – og sin moster. Man kan simpelthen ikke lade være.

Ægte engagement løser mange udfordringer, og skaber et attraktivt miljø som alle gerne vil være en del af – og ikke mindst bidrage til. En projektleder kan ikke have faglig ekspertise på alle områder i et projekt, ved at være engageret får man skabt et professionelt team, der løfter projektet til succes.

 

 

11.  Laura Vilsbæk Olesen, Senior Project Manager hos Designit

Som projektleder er det ultimativt dit ansvar, at der bliver leveret on time & on target. At deadlines bliver overholdt, at økonomien går op, og at kvaliteten er i top. Det er bare ikke dig personligt, der udtænker de gode koncepter, skaber det sprøde design eller koder den fede digitale løsning. Det er dit team, der gør det hele, og uden dem er du ingenting. Derfor vil mit bedste råd være: Don’t worry, be happy(*). Gør det til din vigtigste opgave at skabe en god stemning i team’et og i dialogen med kunden. Så glider alting bare lidt bedre.

Der er altid problemer i projektlederland. Deadlines skrider, kvaliteten er ikke helt, hvor den skal være, kunden stiller uforudsete krav, økonomien er presset. Listen er lang. Men det bringer os bare ikke videre. Og det er nok projektlederens fornemmeste opgave. At bringe tingene videre og tage fat. Vi kan skabe overblik, bokse forhindringer af vejen, gå i dialog og finde løsninger. Men aldrig alene. Derfor: Tro på at tingene kan lade sig gøre, lad din egen entusiasme gå forrest og kæmp med alt, hvad du har. Just don’t worry, be happy.

(*) Eller som min kloge far altid har indprentet mig (og – med fare for at lyde som en dinosaur – også har skrevet i min fine, analoge poesibog fra engang i ’80’erne): Har du en sten i den ene sko, så vær’ glad for der ikke er to.

 

 

12.  Anna Katrine Matthiesen, Projektleder hos Vertica

Mit bedste projektlederråd er – vær dig selv! Find din egen stil og stå ved den. For mig personligt handler projektledelse om de mennesker jeg arbejder med, og for mig er den eneste måde at opbygge et performende og velfungerende team at alle står sammen om målet. For mig handler det ikke om mig men om mit team. De skal trives og samtidig levere og jeg ser det som min vigtigste opgave at skabe de rette muligheder og omstændigheder for at det kan lykkes.

Det er min stil at fokusere på de mennesker jeg arbejder med, for jeg er overbevist om at velfungerende medarbejdere skaber successer. Det er min stil og jeg står ved den.

Man kan sagtens lade sig inspirere af andre, men det er vigtigt at det kommer indefra, for ellers kommer det til at virke uægte. Så vær dig selv, og hvil i din ledelsesstil.

 

13. Mette Fisker, indehaver af ConferenceCare

Jeg mener projektledelse er med til at skabe ikke mindst bedre resultater, men i processen skaber det overblik, det effektiviserer, det et godt redskab til planlægning og ikke mindst så kunne det være med til at give mere overskud i hverdagen. Første step er at tage sig tid til planlægningen. Til kvinder plejer jeg at sige, at hvis ”ribkanten” på en sweater ikke er strikket bedst muligt, så bliver trøjen aldrig helt god 🙂

1: Ta’ dig tiden til at tænke projektledelse

2: Skriv dine første tanker ned omkring projektet – ha’ det ikke kun i hovedet

3: Kend dine egne stærke sider, hvis du skal etablere en projektgruppe

4: Nedsæt en projektgruppe, der supplerer dig

5: Ved opstart; aftal møderne og regler for hvordan I kommunikere bedst f.eks. pr. e-mail.

6: Hvis du er projektleder, så ”styr” – nogle gange skal der skæres igennem

7: Lyt til input fra projektgruppen

8: Ajourfør projektplanen

9: Det skal være sjovt at arbejde

10: Evaluering af resultat af projektet og samarbejdet i gruppen

 

Har du selv et godt projektlederråd, som du gerne vil dele, så er du meget velkommen til at skrive det i kommentarfeltet.

Næste blogindlæg i serien ‘Mit bedste råd’ kommer til at handle om ‘blogging’. Så stay tuned, hvis du vil have de allerbedste blogråd fra en håndfuld rutinerede bloggere.

4 Comments

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *