Nyd det nu, det satans liv

Inden jeg kaster mig over den sidste korrekturlæsning på en bog, som jeg har skrevet for og om en kræftsyg kvinde, bliver jeg nødt til at minde dig om noget ( som du garanteret har fået at vide 1000 gange før).

Husk at nyde livet!

Jeg ved ikke, hvordan du har det med den sætning, men jeg har selv haft svært ved at standse op, og give mig tid til at nyde alle de ting, jeg allerede havde.

Min familie, mine arbejdsopgaver, en kop kaffe med kollegaen mandag morgen.

Jeg havde for travlt med at jagte noget endnu bedre, opnå endnu mere og slå mig selv i hovedet med alle de ting, jeg ikke nåede, kunne have gjort bedre eller burde have grebet anderledes an.

Da jeg forlod mit job som redaktør i avisbranchen, troede jeg, at jeg skulle være ekspert på kvinder, iværksætteri og karriere – gerne fra den ene dag til den anden, så jeg kunne erstatte redaktør-titlen med noget, der lød endnu sejere.

Jeg ville sprøjte historier om nye verdenskvinder ud på akkord og bevise, at jeg med mine historier kunne gøre en forskel for andre mennesker.

I løbet af mine første to-tre måneder som selvstændig, drønede jeg rundt i Danmark og lavede 25-30 interviews med iværksætterkvinder.

Da jeg nåede til maj måned, havde solgt de første syv historier og skrevet 13 andre til bloggen, begyndte jeg at miste overblikket.

Blokkene med kvindernes historier samlede støv på reolen, imens jeg fik koldsved.

Jeg orkede ikke at skrive eller sælge en eneste artikel.

Men hvorfor???

Jeg elskede jo hvert sekund af de interviews, jeg lavede med kvinderne.

Jeg var så begejstret for deres mod, passion og kreativitet, at jeg fortalte om dem til alle, der gad at høre på det.

Jeg kunne bare ikke tage mig sammen til at skrive et eneste blogindlæg eller en eneste artikel. Det, som skulle have været mit frirum og et passioneret arbejdsliv, begyndte at lugte lidt af stress og sure pligter.

Lige så stille begyndte jeg at gå i panik over Projekt Verdenskvinde.

Var det i virkeligheden, det jeg ville?

Og hvis det var, hvorfor havde jeg så ikke lyst til at bruge alle mine vågne timer på at oparbejde en blomstrende blog og biks?

Midt i panikken blev jeg kontaktet af en studiekammerat fra min tid på Journalisthøjskolen.

Hun ville høre, om jeg havde lyst til at overtage en opgave, som hun ikke selv havde tid til at påtage sig.

Jeg skulle hjælpe en uhelbredeligt syg kvinde på min egen alder med at skrive sin livshistorie så børnene, vennerne og resten af omgangskredsen kunne gemme en bid af hendes historie og livserfaring, når hun er væk.

Jeg sagde ja tak til opgaven ( = kærkommen overspringshandling).

Siden da har jeg tilbragt mange timer i selskab med en ualmindelig livsklog kvinde, som har lært at leve i nuet på den hårde måde.

For to år siden fik hun at vide, at hun ikke kommer til at overleve sin kræftsygdom.

Nu har hun travlt med at nyde livet, så godt som man nu kan imellem umenneskelige kemo-kure og ubærlige tanker om at skulle dø fra sine små børn.

Mit møde med kvinden har bragt mig i en form for undtagelsestilstand.

Hele sommeren har handlet om at nyde mine børn, min mand, vennerne solen og livet.

Som om det var min sidste sommer.

I sidste uge satte jeg det sidste punktum i kvindens historie.

Samme dag skrev hun, at hun nu er overgået til palliativ behandling og kun har få måneder tilbage at leve i.

Jeg græd.

Først af sorg og derefter at lettelse over, at jeg trods alt nåede at skrive hele hendes historie, præcis som hun ville have den, før hun blev for afkræftet til at fortælle mig den under vores timelange interviews.

For mig har mødet med kvinden – som uden sammenligning er den tapreste verdenskvinde, jeg endnu har mødt – betydet, at jeg har fået mere ro på i mit liv – både som menneske og som selvstændig.

Jeg har sluttet fred med min indre slavepisker og kontrol-freak.

Det betyder formentlig, at der ikke kommer nye indlæg fra mig på verdenskvinde.dk hver uge og at min revisor vil ryste på hovedet, når årsregnskabet skal gøres op.

Jeg kan godt lide at arbejde, men jeg kan også godt lide at sidde og grine på en bænk og være aldeles uproduktiv… og jeg har ikke tænkt mig at stoppe med mit livsnyderi.

Tværtimod.

Jeg vil være endnu bedre til at nyde livet og nuet, så nu har jeg investeret i en uddannelse, som jeg måske kommer til at bruge i mit liv som selvstændig – måske ikke.

Jeg aner ikke, hvad det fører til (som så meget andet i mit liv som selvstændig), men i oktober kan jeg kalde mig for mindfullness practitioner.

Til den tid er jeg forhåbentlig blevet endnu bedre til at være i den virkelighed, der er lige nu og at give slip på bekymringer og negative tanker.

Det er livet for kort til uanset, hvor langt eller kort det viser sig at blive

Kærlig hilsen Bettina

 

2 Comments

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *