Hvem passer på dig, mens du driver rovdrift på dig selv?

Skrevet af Anne Pernille Fischer

Jeg sidder i en samtale med en ret så travl (universitetsuddannet, dygtig, køn og sød) kvinde, som har fået en forespørgsel på mail, om at presse en arbejdopgave mere ind i denne uge, hvor hun vitterligt ikke har flere arbejdstimer ”til overs”. Her er et uddrag af hendes tanker omkring situationen:

”Er det ikke uhøfligt at sige nej til opgaven? Det kan jeg da ikke tillade mig!? Det er jo ikke HELT umuligt (nej, men ret tæt på). Jeg kan jo faktisk måske godt lige få det presset ind i kalenderen (Ja, og julemanden findes!). Eller måske kan jeg lige flytte noget, så det kan lade sig gøre at hjælpe (jeps, det skal nok gøre dig godt. Så kan du lige få lidt ekstra travlt).”

Med fare for at virke hård og ufølsom, så lad mig lige starte med at afsløre en ting:

  1. Nej, det er ikke uhøfligt at sige nej.
  2. Det kan man godt tillade sig.
  3. Det er faktisk din ret.
  4. Og ja – OGSÅ selvom andre har virkeligt (ufatteligt, exceptionel meget) brug for din hjælp.

Problemet for nogle af vi (ja, for jeg er også en af dem) kære kvinder er, at vi et eller andet sted føler, det er vores ansvar, vores pligt og eksistensberettigelse at hjælpe alle (jeps – ofte uden undtagelser faktisk), når de har problemer.

Og så sk*de være med, at vi selv er ved at knække halsen. At vi må aflyse træningen for 4. uge – i træk – selvom vi har ondt i ryggen og har fået ordineret træning. Og vi sover dårligt om natten, fordi der ER for mange ting, vi skal tage os af. Samtidigt. For mange bolde der skal jongleres. For mange mennesker der har brug for os.

Men sådan svarer jeg hende selvfølgelig ikke! Det er vigtigt for mig at pointere. I situationen føler jeg med denne kvinde, der er fanget i hendes ”skal og bør”-tanker om, hvad hun kan tillade sig. For det er virkeligt svært at være i den situation. Jeg hjælper hende omsorgsfuldt og trygt igennem til en god løsning, hun har det godt med.

Men jeg håber, at du kan mærke ironien i mine kommentarer i parenteserne og kan smile lidt ad sætningen, hvis du kan genkende dig selv i at have sagt noget lignende (nogensinde).

For hvem passer egentlig på dig, mens du driver rovdrift på dig selv?

Hvis du kan se dig selv i samme situation, så er du måske også rigtig god til at hjælpe alle andre og få rigtigt meget fra hånden. Og folk kan lide dig for det. Du kan også rigtigt godt selv lide den måde at være på. Det er en fin egenskab. Ingen tvivl om det. Og det mener jeg oprigtigt!

Egenskaben hedder måske hensynfuld, venlig, rar, hjælpende eller god.
Måske hedder det noget andet for dig.

Minusset er bare, at du så ret sandsynligt er ret dårlig til at sige fra. Altså sige: nej, nej tak, næ, not gonna happen, det har jeg ikke tid til, osv.

Måske er det heller ikke din stærke side at bede om hjælp, når du er presset – for det bliver du, når du siger ja til for meget. Og du kører måske for hårdt på med dit eget arbejde uden at mærke efter, om du kan holde til mere.

Og hvad sker der så?

Du bliver træt i hovedet, irriteret over dit arbejdsliv og drømmer om, at du en dag når ned for enden af den lange to-do-liste, men den bare vokser og vokser og vokser. Nogle gange får du lige hakket en god bid af den, men så kom der bare nye ting til. Du savner de der hyggelige aftener med veninderne, hvor du bare griner og slapper af. Nyder livet og har det godt. Måske når du også dertil, hvor du ikke helt forstår, hvorfor alle har så meget brug for hjælp – eller hvorfor der kan blive ved med at være så mange opgaver.

En evighedsblender – nej vel?

Hvis du var en blender, bliver din ”motor” sandsynligvis aldrig slukket. Selv om natten kører du på lette omdrejninger. Så måske sover du også dårligt og har enten svært ved at falde i søvn eller vågner flere gange om natten.

Forestil dig blenderen, der kører og kører og kører for at knuse andres problemer, løse egne opgaver, nå mere og mere, hjælpe til højre og venstre… Og så lige pludseligt:

HOV – hvad det er der begynder at lugte brændt?

Ja, der er vist blevet drevet rovdrift på blenderens motor. Altså dig.

Hvad gør du inden det sker for dig?

En af løsningerne er at lære at sige nej i alle mulige udgaver.
Just do it, som Nike så fint ville sige.

Og det er jo rationelt set et fint råd.

Men så let er det bare ikke. For så havde du allerede gjort det. Det ved jeg godt. Og det ved ret mange af mine klienter, der har siddet i samme situation også.

Det er den samme udfordring uanset, om du er har egen virksomhed, er ved at starte virksomhed, er ansat, ledig ellers studerende.

Jeg har selv gået den lange svære vej og har lært, hvordan jeg passer på mig selv og siger nej – og har det ok med det.

Når din beslutning om at passe på dig selv bliver bremset af din skygge

Så selvom du gerne vil sige nej, så sker det ikke – de fleste af gangene.

Hvad gør du så?

Du må finde ud af hvad, der får dig til at sige ja. Der er nemlig noget, du er bange for at være. Noget andre ikke må tænke at du er. For eksempel at hvis du sagde nej og ikke hjalp andre, så er du jo: egoistisk, nådesløs, hensynsløs, ligeglad, ufølsom eller noget helt andet.

Det er en egenskab, du ikke vil have andre ser hos dig. Og den spænder ben for dig. Sandsynligvis hver dag. Fordi du bruger energi på IKKE at ville have den. Men den er der. Det er her, det bliver indviklet.

At sige nej på de rigtige tidspunkter (både til andre og dig selv) og passe bedre på dig selv, kræver at du lærer at integrere din skygge og BRUGE denne side af dig selv, så den både hjælper dig og andre.

Indtil nu har din kamp mod skyggen kun hjulpet andre – fordi du har sagt ja alt for mange gange til andre og til opgaver. Og dermed sagt et rungende nej til dig selv. Det er årsagen til, at du måske sover dårligt, ikke griner så meget mere, tvivler, er træt, udkørt, osv.

Det første skridt

Dit allerførste skridt handler grundlæggende om at blive bevidst om, at et ja også er et nej. Og et nej også er et ja.

Dernæst skal du mærke efter, hvad der er mest personligt vigtigt for dig.

Forestil dig, at en kollega har lynende travlt (og det har du også). Du ved du kan hjælpe. Kollegaen spørger om du vil gøre et eller andet for hende.

Hvis du siger ja til kollegaen siger du nej til fx dine egne planer, opgaver, din egen ro, at komme hjem til tiden, osv.
Hvis du siger nej til kolleagen, siger du ja til dine egne planer og opgaver.

Så spørgsmålet er, hvad der er mest personligt vigtigt for dig?
Er det at løse kollegaens problemer eller dine egne?

Der er faktisk ikke noget rigtigt svar.

Bare du ved, at ja’et til den ene nogle gange er et nej til den anden. Uanset om det er til dig selv eller andre.

Personligt elsker jeg denne form for arbejde og at hjælpe andre med at navigere i det travle arbejdsliv, så opgaverne og virvaret ikke får dem ned med nakken.

Jeg hedder Anne Pernille Fischer. Jeg er 36 år og er på 3. år Livsnavigator & Personlig Udviklingskonsulent i mit eget firma, Care To Grow Jeg hjælper specielt travle kvinder med at skabe fokus og balance i arbejdslivet – og det gælder både selvstændige og ansatte.

Jeg har en baggrund som direktionsassistent, markedsanalytiker og forretningsudvikler fra flere større danske og internationale virksomheder og er uddannet cand.merc og coach.

Mød mig her: www.caretogrow.dk.

 

Kærlig hilsen

Anne Pernille
Livsnavigator & Personlig Udviklingskonsulent
– hjælper dig med at skabe fokus og balance i et travlt arbejdsliv.

2 Comments

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *