Blog

Sophie Bohr Grønbæk

29. november 2021
| Portræt

Jeg havde lyst til at verdenen åbnede sig mere, og at jeg kunne prøve flere sider af mig selv af.

Sophie Bohr Grønbæk er 36 år og CEO samt stifter af Undo Forsikring - en dansk forsikringsudfordrer. Sophie har en kandidat i Molekylær Biomedicin og har taget et par store karriereskift i sit arbejdsliv: Først fra forskning til Management Consulting, siden videre til startup-verdenen.

Ladies First vil skabe og fremvise flere alsidige, kloge og inspirerende kvindelige portrætter inden for emnet arbejdsliv. Derfor er dette portræt af en kvinde, som fællesskabet i Ladies First selv har nomineret og fremhævet.

Hvad optager dig lige nu inden for dit arbejdsliv?

Jeg er optaget af, hvilke store udfordringer unge står over for i dag, og hvordan vi kan gå ind og skabe nye forsikringsprodukter der kan hjælpe dem.

Derudover er jeg meget optaget af at lære at skalere en startup og udvikle mig som leder i takt med at virksomheden vokser, det er en stor og spændende udfordring! Det er en af de ting jeg virkelig godt kan lide ved at arbejde i en startup, ens job ændrer og udvikler sig lynhurtigt, det er kun et par år siden jeg selv sad og tog kundeopkald, nu skal jeg finde ud af hvordan man leder en organisation på 40 ansatte og bevarer den oprindelige kultur.

Hvilke betydningsfulde valg har du truffet i dit arbejdsliv?

Det største valg var, at jeg forlod en spirende karriere som forsker i neuroscience for at gå helt nye veje, i første omgang som management konsulent.

Det var virkelig et leap of faith, for det er ikke så nemt at vende tilbage til forskningsverdenen når man har forladt den, lidt ligesom Scientology 😉 Men jeg havde lyst til at verdenen åbnede sig mere, og at jeg kunne prøve flere sider af mig selv af.

Hvad er du særligt god til?

Jeg er rigtig god til at lære nye ting og sætte mig ind i nye områder. Og så synes jeg min største force er at bevare roen og ikke gå i panik som der ellers ofte kan være grund til i en startup.

Jeg er god til at se muligheder og tænke skævt og kreativt i forhold til den måde "tingene altid er blevet gjort".

Hvilke konkrete succeser og udfordringer har du haft i dit arbejdsliv?

Min største success har været at stifte en startup inden for så svært støvet en industri som forsikring og skabe vækst i et svært marked.

 

Beslut dig for at være stærk og frygtløs - når følelsen af imposter syndrom sniger sig ind på dig, så lad den passere. 'Aint nobody got time for that'.

Hvad har netværk og fællesskaber bidraget med i dit liv, både arbejdsmæssigt og privat?

I min tidligere arbejdsplads Rainmaking fik jeg netværket som blev fundamentet for Undo, inkl. mine co-founders.

For at holde hovedet oven vande har jeg en mini-netværksgruppe med en ven der har en lignende rolle i en anden startup. Vi mødes hver måned til morgenmad og diskuterer vores udfordringer og coacher hinanden. Endelig har jeg to tætte veninder og min mand der alle sammen står klar med vin og trøst når det hele bliver overvældende.

Jeg ser ikke mig selv som den store networker - og har haft svært ved at finde tiden til det med to små børn - men har i løbet af Undos levetid langsomt samlet et lille netværk af stærke kvinder fra andre startups, det er ikke noget jeg har gået aktivt efter, det er som om vi bare magnetisk trækkes mod hinanden i en mandsdomineret branche.

Hvordan kan vi blive bedre til at løfte hinanden i arbejdslivet?

Stå klar når andre rækker ud også til de mere usædvanlige problemer: Jeg har oplevet at flere ved, at jeg har et barn med et handicap, og at andre forældre rækker ud til mig for at få støtte og høre hvordan vi klarer det hjemme hos mig. Det skal man endelig blive ved med, jeg ville ønske jeg selv havde gjort det for nogle år siden.

Der er ingen andre, der har den kontekst du har på dit eget liv eller kan forstå hvad, der driver dig: Sæt mere tid af til coachende snakke med dig selv, og tro på dine egne råd.

Hvis du vidste, hvad du i dag ved om arbejdslivet, hvad havde du så fortalt dig selv, da du var helt ny på arbejdsmarkedet?

Det som min første arbejdsplads var gode til at fortælle mig: Det er et marathon, ikke et sprint!!

Og så har jeg ligesom mange andre ledt meget efter mentorer, tænkt meget over andre råd til mig. Men med tiden er jeg blevet bevidst om at vi undervurderer os selv som coach og mentor, der er ingen andre, der har den kontekst du har på dit eget liv eller kan forstå hvad, der driver dig: Så sæt mere tid af til lange coachende snakke med dig selv, og tro på dine egne råd.

Hvem har åbnet døre for dig og muliggjort, hvor du er idag?

Qvartz var meget modige og ansatte mig som deres første konsulent med naturvidenskabelig baggrund!

Hvilke tre værdier er vigtige for dig i dit arbejdsliv?

Integritet før alt andet, hvis du dropper dine principper, når det bliver svært, så er det ikke principper.

Hav det sjovt, ellers kan det være ligegyldigt.

Beslut dig for at være stærk og frygtløs - når følelsen af imposter syndrom sniger sig ind på dig, så lad den passere. Aint nobody got time for that.

Hvilken kvinder i dit netværk vil du åbne døre for?

En sej videnskabs-kvinde: Karen Nørgaard Nielsen er Director i InProTher der er ved at udvikle en vaccine mod kræft.