Studerende og HR-ansvarlig hos IT Minds på samme tid

Ida Lindgren er en af de seje kvinder, der er medlem af vores netværksgruppe Ladies First Career. Sideløbende med hendes kandidatstudie på Erhvervsøkonomi og sidefag på Psykologi, er hun HR-ansvarlig hos IT-konsulenthuset IT Minds i Aarhus. Et job hun elsker, og som hun fik via LinkedIn og en anbefaling. Vi ville gerne vide mere, så vi spurgte…

Hvem er Ida Lindgren?

Jeg kommer oprindeligt fra Sverige, men jeg har nu været bosat i Aarhus i cirka 6 år. Efter gymnasiet tog jeg til Norge og arbejdede på et luksushotel i Geilo. Det hotel mange kender fra den danske film “Min søsters børn i sneen”. I Norge mødte jeg min danske kæreste, Morten, og på den måde kom jeg til Aarhus. Jeg studerer Erhvervsøkonomi med sidefag i psykologi (Cand. soc) på Aarhus Universitet, og jeg regner med at være færdig med min uddannelse i starten af 2015.

Jeg er en meget glad person som godt kan lide at skabe en god stemning omkring mig. Blandt andet derfor er jeg så glad for at arbejde med HR, da jeg her igennem får lov til at påvirke og forbedre min arbejdsplads, så alle mine kolleger er glade, produktive og tilfredse. Samtidig har jeg, ligesom alle andre, nogen gange brug for at flade ud og lade mine batterier op. Det gør jeg gerne med en lang gåtur eller et afsnit af “Game of Thrones” – ja, jeg er som alle andre blevet hooked på denne serie. 🙂

Jeg arbejder deltid, ved siden af mit studie, som HR-ansvarlig hos IT Minds. Ved IT Minds arbejder jeg med alle HR relaterede arbejdsopgaver. Rekrutteringsprocessen og de forskellige Employer Branding initiativer fylder helt klart mest, men jeg har også andre arbejdsopgaver som fx. at udvikle den strategiske HR, sørge for god intern kommunikation og medarbejdermotivation.

Hvordan blev du HR-ansvarlig hos IT Minds?

Jeg blev kontaktet inde på LinkedIn, hvor en fra IT Minds skrev og spurgte om jeg var interesseret i stillingen som HR-ansvarlig hos IT Minds. Jeg kom til en hyggelig jobsamtale og fik så jobbet efter det.

Da jeg blev kontaktet var jeg i fuldtidspraktik et andet sted, men jeg ville meget gerne have stillingen ved IT Minds, så jeg lavede en aftale med min chef ved mit tidligere praktiksted. Min chef var meget forstående, og jeg fik så lov til at begynde ved IT Minds ved siden af mit praktikforløb. Jeg tror, at grunden til, at jeg fik jobbet, var at jeg havde meget blandet arbejdserfaring i bagagen. Erfaring fra et relevant praktiksted og den rette teoretiske baggrund fra mit studie. Desuden tror jeg mit netværk hjalp mig meget på vejen. At en anden person siger “god” for en betyder meget.

IT Minds

Hvad driver og motiverer dig i dit arbejde?

At jeg virkelig har passion for det jeg laver. Desuden ved jeg, at det er noget HR-relateret jeg vil arbejde med i fremtiden. Jeg er meget heldig, at jeg har fået dette job mens jeg er i gang med min kandidat. Efter en forelæsning, kan jeg tage på arbejde hvor jeg får lov til at bruge og prøve min teori af direkte efter, at jeg er blevet undervist i det. Det giver mig et helt andet perspektiv på teorien og selvfølgelig også mine arbejdsopgaver. Desuden elsker jeg at effektivisere og optimere forskellige arbejdsprocesser. Jeg kan godt lide at arbejde med nye initiativer og tænke lidt længere frem på et strategisk niveau, samtidig med jeg nyder at arbejde på operationel niveau, hvor jeg får mulighed for at arbejde tæt sammen med mine kolleger. Jeg elsker at se resultatet og se en virksomhed vokse og forbedre sig. Godt arbejdsmiljø og det sociale aspekt man får hos IT Minds motiverer mig ligeledes til at yde en ekstra indsats.

Hvordan er det at arbejde i en virksomhed, med så mange mænd og så få kvinder? Er der fordele eller ulemper?

Du får det klassiske og ærlige svar. Det er faktisk lidt skønt, på den måde, at der er mindre sladder, hvis jeg sammenligner med tidligere arbejdspladser, hvor der har været flere kvinder. Mange gange er kvinder “kvindernes” største fjende. Vi skal hjælpe hinanden og ikke modarbejde hinanden. Jeg ønsker dog mere diversitet hos IT Minds. Det er rigtig dejligt at snakke om nogle mere kvindelige problemstillinger, med kvinder, en gang imellem, så det hele ikke kun omhandler sport og IT.

Ida Lindgren

Hvorfor tror du, at der er så få kvinder i IT-branchen, og giver det mening at arbejde på at få større diversitet?

Spørgsmålet burde nok være, hvorfor er der så få kvinder som søger ind på de forskellige IT uddannelser? Hvis vi skal få flere kvinder ind i IT-branchen bliver vi nødt til at sætte nogle initiativer i gang allerede i folkeskolen og i gymnasiet. Det er der vi kan få piger til også at få en interesse for IT. Vise, at IT også kan være sjovt og spændende at arbejde med fx. gennem at vise eksempler på arbejdsopgaver, samt vise succesfulde kvinder indenfor IT branchen frem.

Det giver altid god mening at få større diversitet, fordi mange undersøgelser viser, at diversitet og forskellige inputs på arbejdsopgaver øger innovation og dynamik. To ingredienser som er vigtige, særdeles i start-up virksomheder.

Hvor ser du dig selv karrieremæssigt om 5 år?

Jeg ser stadig mig selv arbejde indenfor HR og meget gerne i IT-branchen. Jeg kommer fra generation Y, hvilket muligvis kan forklare, at jeg ser mig selv i et arbejde hvor jeg kan få “life-work” balance til at fungere. Den seneste tid har jeg fået en meget stor interesse for gamification, og hvordan vi kan bruge det ift. forskellige HR-tiltag.

Mine arbejdsopgaver i fremtiden kommer sandsynligvis være at motivere generation Y til at øge deres “performance”. Jeg tror vi finder løsningen i nye måder at arbejde på, som passer vores generation bedre. Jeg vil meget gerne gøre karriere, men “In the end”, er det vigtigste for mig, at jeg trives på mit arbejde, og at jeg kan se at mit arbejde skabe resultater på længere sigt.

IT Minds

_____________________

IT Minds er et IT-konsulenthus, der består af unge talenter. Vores medarbejdersammensætning betyder, at vi kan tage os af de opgaver, som er for små til de store IT konsulenthuse, hvorfor vi fungerer som et supplement til de eksisterende udbydere på markedet. IT Minds har kontor både i Aarhus og i København, og i dag består vi af cirka 80 medarbejdere. IT Minds’ fokusområder er blandt andet udvikling af webapplikationer, databaseløsninger, mobilapplikationer og andre områder, som er med til at styrke og forbedre vores kunders arbejdsgange og processer. Vores motto er simpelt: Young Minds – Excellent Solutions.

1 Comment

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *