Vi behøver ikke alle være x-faktor stjernen

En tæt forbindelse og et stærkt samarbejde med erhvervslivet har stor værdi for Ladies First netværket. Vi har erfaret, at samarbejder både skaber værdi for os, vores medlemmer og ikke mindst virksomhederne, som har mulighed for at profilere sig blandt en masse kompetente, stærke og inspirerende kvinder.

Seneste skud på stammen er samarbejdet med Whiteaway, som har hovedkontor i Risskov ved Aarhus. Whiteaway, som er vokset til at være et af de største aktører på det skandinaviske marked inden for hvidevarer, beskæftiger i dag 145 medarbejdere.

Som i alle succesfulde virksomheder, sidder der en masse intelligente hoveder bag – og ganske ofte også nogle kompetente kvinder. Det gør der naturligvis også i WhiteAway, og vi har taget en lille snak med teamleder og Content Manager Linette Andersen.

Modsat mange af mine medstuderende, som ønskede at komme ud i de store virksomheder, havde jeg en drøm om at komme ind et sted, hvor man kunne gøre en forskel og afprøve nye ting og metoder.

Navn: Linette Andersen
Alder: 31 år
Nuv. beskæftigelse: Faglig teamleder for Content-afdelingen og Content Manager i Team Experience
Uddannelsesbaggrund: Corporate Communcation ved Århus Handelshøjskolen

Hvordan er du havnet i din nuværende stilling i WhiteAway?
Jeg startede som praktikant i 2011, som en del af mit studie i Corporate Communication ved Århus Handelshøjskolen. Jeg havde et behov og lysten til at prøve studiet af og få noget praktisk erfaring. Jeg har nok altid været mere en praktiker end en teoretiker, og jeg så det som en god mulighed for at komme ud og netværke i en virksomhed og få noget konkret erfaring. Det resulterede senere i, at jeg blev kontaktet af WhiteAway i forbindelse med mit speciale, hvor jeg blev tilbudt et barselvikariat, og så sprang jeg til. Og så blev jeg ansat i en stilling med ansvar for den norske del af forretningen.

Hvad var særligt attraktivt for dig at blive en del af virksomheden?
Modsat mange af mine medstuderende, som ønskede at komme ud i de store virksomheder, havde jeg en drøm om at komme ind et sted, hvor man kunne gøre en forskel og afprøve nye ting og metoder. Og det følte jeg, at jeg kunne i en mindre iværksættervirksomhed. Jeg kommer selv ud af en iværksætter familie og jeg er drevet af iværksætter tankegangen, og ved hvor meget det betyder at støtte op om andres drømme. Jeg har nemlig ikke behovet for selv at blive iværksætter.

Vi behøver ikke alle være x-faktor stjernen. Der er en masser af vigtige personer, der skal stå bag – de her entreprenante medarbejder, der kan støtte op om tanken.

Hvordan oplever du arbejdsmiljøet og de udviklingsmuligheder, der tilbydes?
I 2011, da jeg startede i praktik, var vi 25 medarbejdere. Det betød, at der var kort vej til ledelsen og direktøren, som var på kontoret hver dag. Selvom vi er mange flere i dag, er vi stadig på talefod med direktøren og kan vende løst og fast. Der er en meget flad organisationskultur, som betyder meget for hele arbejdsmiljøet.

Vi forsøger at fjerne alt der hedder burekrati, hvilket gør, at vi kan afprøve nogle nye og alternative tiltag, som ikke skal igennem en lang proces, før at det kan blive ført ud i livet. Det er noget af det, der gør det rigtig sjovt at være ansat her. Man kan være medvirkende til at træffe store beslutninger.

Jeg startede i team Norge og det var en rolle, som havde mere brug for mig, end den var skræddersyet til mig og mine kompetencer. I min tid her, har jeg skiftet rolle nogle gange, og det har jeg altid været åben overfor. Det er vigtigt for mig, at jeg kan udfylde en rolle i virksomheden, som der er behov for. Så kan jeg mærke, at jeg gør en væsentligt forskel. På den måde har jeg også udviklet mig fagligt, og det har jeg faktisk også haft behov for.

Jeg følte mig lidt som et ubeskrevet blad, dengang jeg kom ud fra studiet. Når jeg ser tilbage, kan jeg dog også se, at jeg har brugt mine erfaringer fra uddannelsen i forskellige sammenhænge.

Hvordan arbejder I strategisk og kreativt med content i jeres kommunikation og marketing?
Det er noget, der er opstået løbende i forbindelse med det her nye fænomen, som content marketing jo er. Tilbage da jeg startede, blev marketingafdelingen ligesom afskåret. Vi havde derfor ikke en afdeling, som kunne varetage de muligheder, der lå i at arbejde strategisk med content marketing. Men vi så nogle helt unikke muligheder i takt med vores tilstedeværelse på Facebook, og fandt hurtigt en god måde at interagere med vores følgere på, og det valgte vi at udnytte endnu mere. I forlængelse heraf, fandt vi ud af, at vi skulle bruge nogle dedikerede medarbejdere, som skulle arbejde udelukkende med det.

Det var så her, at kunne jeg bidrage med min teoretiske faglighed fra studiet. Vi startede det op uden at have nogen stram strategisk plan for det. Selvom man siger, at man skal have en strategi før man går i gang, så har vi i WhiteAway en kultur, der giver plads til at afprøve ting og se om det virker. Vi startede ikke ud med at skulle levere en masse resultater og tal, men kunne prøve ting af. Det var først senere, at der skulle resultater på bordet.

Hvad driver dig i dit job?

Det der driver mig er at udføre arbejdsopgaver, som jeg kan se værdien af. Jeg vil gerne kunne nå vores fælles mål og rejsen dertil må gerne være spændende og sjov.

Vi har en masse sociale aktiviteter, som i høj grad motiverer mig. Vi har blandt andet en personaleforening, en løbeklub og et fitnesslokale, og det gør, at vi kan lave en masse sammen – også uden for arbejde. Det er vigtigt for virksomheden og for mig, at jeg har gode relationer til min kollegaer. Når vi har det godt, så er det også meget lettere at udstråle på sociale medier, og vise at vi rent faktisk har det godt. Det er både oprigtigt og troværdigt.

Virksomheden har et oprigtigt ønske om, at vi som enkeltpersoner også sal lykkedes med vores mål om at få tingene til at hænge sammen. Hvis vi har det godt, så vil det afspejle sig i virksomheden.

Har du nogle tips til det at arbejde med content marketing? – og et tip til at søge job hos WhiteAway?
Når man arbejder med content marketing, så skal det være troværdigt indhold, du leverer. Du skal også gerne turde vise, hvem der er bag virksomheder. Folk skal kunne se, at vi ikke robotter. Det er vigtigt at skabe et tilhørsforhold hos brugerne og vise dem, hvilken værdi de får ved at interagere med os. Vi forsøger at udfolde et venskab, for vi ved godt, at brugerne ikke gider høre på os tale om os selv. Vi bruger derfor meget mere tid på at gå i dialog.

Har man drive og gerne vil gøre en forskel samtidigt med, at man gerne vil se værdien af ens arbejde blive udført inden for en overskuelig fremtid, så passer man ind hos Whiteaway. Man må gerne være en entreprenant type, som har lyst til at begå sig i et iværksættermiljø.

Hvis man går med iværkstterdrømmene, så giver det enormt meget at komme ud i virksomheder, se hvilke beslutninger der skal tages, hvad skal man forholde sig til og dermed få en masse inspiration den vej igennem.

Det er så god inspiration, at være i en virksomhed, før man begiver sig ud på egne ben.

Læs mere om en karriere i WhiteAway her!

4 Comments

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *