Jeg mødte Alexandra Balshøj første gang i 2014 og blev øjeblikkeligt fanget af hendes gode energi og store drivekraft. Her var virkelig en dame med de berømte ben i næsen og hende ville jeg gerne arbejde med. Så jeg tog Ladies First med til København, fandt en sej partner i Marie Olofsen og begyndte at banke netværket op. Vi havde 6 skønne frivillige og kæmpede virkelig hårdt med at skabe inspirerende events og tiltrække de hotteste talere, på verdens mindste budgetter.

Upsiden var alle de spændende mennesker jeg mødte, både talere, frivillige og medlemmer af netværket. Ladies First gemmer virkelig på mange guldfugle og gode ideer.

Samtidig med Ladies First arbejdede jeg på min startup roccamore. Her launchede jeg en Kickstarter kampagne i dec. 2014 og var faktisk det første kickstarter-projekt med en kvindelig founder dengang. Heldigvis har der været mange seje kvinder siden. Efter kickstarter gik det hurtigt og der skulle tages stilling til 1000 ting – de 999 af dem havde jeg ingen erfaring med. Jeg kæmpede og kæmpede, for til sidst at gå ned med stress.

Jeg er et stædigt enebarn, vant til at klare alting selv og ikke tale for meget om det, bare bide tænderne sammen og klare den. Så det gjorde jeg. Sådan da.

Jeg havde ikke tid til at tage mig af mit stress, så jeg arbejdede ligesom bare med det, rundt om det. Accepterede nedturene og de hysteriske anfald som en del af hverdagen og fortsatte derudaf.

Kunne ikke overskue det store billede, så fortabte mig i detaljerne. Synes aldrig jeg var god nok eller gjorde det godt nok.

Min største fejl dengang var, at jeg ikke vidste hvad 'godt nok' var. Jeg havde ikke sat et mål, der kunne måles, så jeg vidste aldrig hvornår jeg skulle være glad. Jeg bekymrede mig altid over, om vi skulle have solgt mere, nået mere, gjort det bedre, eller gik med det samme ombord i det næste problem, den næste udfordring, uden overhovedet at tænke over den succes, vi lige havde haft.

Roccamore voksede og det begyndte at gå godt. Jeg fik mindre tid til Ladies First og bebrejdede mig selv, at jeg ikke nåede det jeg skulle, at jeg ikke holdt mine aftaler og leverede på aftalte deadlines.

For det burde jeg jo kunne. Ellers var det ikke godt nok. Jeg var ikke god nok.

Indtil den dag hvor min partner Maria ringede til mig fra Århus og bad mig overveje, hvad jeg havde gang i. Hun synes ikke det var forsvarligt at fortsætte som hidtil og ville for resten slet ikke være med til, at jeg gik ned på det hele. Min partner Marie stemte i.