Sådan kom jeg i gang med mit eget digitale univers

Blog

21. juni 2018
| Portræt | Selvstændig

Sådan kom jeg i gang med mit eget digitale univers

Hannah Bergqvist har altid været lidt af en Spørge Jørgen, og har så længe hun kan huske haft en passion for ord – stik hende en ordbog og hun læser den gladelig. Efter at have gået op og ned af andres historier hele hendes liv, var det nu på tide at starte hendes eget digitale univers, www.hannahbergqvist.com. For at få de rigtige redskaber og kompetencer til at komme i gang, tog hun fat i Byg Din Business, som guidede og hjalp hende på rette vej.

 

Hannah Bergqvist

 (Indeholder Affilliate Links for Byg Din Business). Hos Ladies First hepper vi altid på kvinder tager initiativ. Derfor har vi lavet et samarbejde med Byg Din Business, der tilbyder online kurser hvor du bliver taget kærligt i hånden, lærer de bedste værktøjer og sammen I din idé til at flyve. Du bliver guidet step by step i at starte din business, skabe dit brand samt bygge & designe dit eget professionelle website + blog. Næste holdstart den 1. juli 2018. Læs mere om Byg Din Business.

Navn: Hannah Bergqvist, www.hannahbergqvist.com

Uddannelse: Cand.mag. i Engelsk og Litteraturvidenskab


Hvordan har din rejse været frem til i dag?
Jeg har en bred baggrund fra bogbranchen, mit første job fik jeg som 15-årig, da jeg 1. dag i 1.g startede som forlagsassistent på Borgens Forlag. Borgen var det bedste sted at træde sine første spæde forlagsskridt. Det var et spraglet og kreativt sted med vild og farverig kunst på væggene og højt til loftet. Her udgav man alt fra Benny Andersen og Dan Turell, krigsbiografier og bøger om nyere grønlandsk kunst, til ny dansk lyrik over til det mere spirituelle i selvudviklingsafdelingen, røgelsespinde og tarotkort. Det sted åbnede på mange måder mit sind. Min nysgerrighed på branchen førte mig efter gymnasiet videre til Bogladen ved Søerne på Østerbro, hvor jeg efter nogle år gik i lære som Boghandler i stedet for at starte direkte på universitetet. Jeg har altid gerne ville læse Engelsk, det lå rimelig fast.

I boghandlen opdagede jeg, hvor fedt det er at tale med andre læsere om, hvad en god historie er og hvordan bøger kan udvide horisonter og flytte mennesker i en mere fantasifuld, kreativ og empatisk retning.

 

Det ville jeg gerne dyrke lidt mere, så jeg tog en detour og gik i mesterlære for at lære faget. Siden blev jeg Cand.mag. i Engelsk og Litteraturvidenskab og har efterhånden arbejdet på mange forskellige forlag, både de store etablerede og små start-ups, med alt lige fra køkkentjans og havearbejde, bogmesser til digital konceptudvikling, tekstredaktion og bogproduktion.

Det har været en helt fantastisk rejse, især at følge den teknologiske udvikling og se, hvad det digitale univers kan gøre for storytelling og mulighederne for at dele vores historier med hinanden.

Jeg er ikke bange for "bogens død" og jeg frygter heller ikke dens digitale fremtid.

For mig er det ikke mediet, men teksten det handler om. Jeg har været med siden det mest high-tech ved bogen var en vedlagt CD-rom med fuglelyde, og i mit seneste job var jeg producer af Augmented Reality bøger, som jo er en helt ny måde at åbne bøgernes univers op. Jeg er nysgerrig på, hvad det digitale kan bidrage med, jeg elsker min bogreol og jeg elsker min Kindle - equally.

Hvordan opstod ideen om at lave din egen hjemmeside?

Når man som jeg har gået op og ned af andres historier i så mange år, har det været en naturlig overvejelse om ikke jeg selv skulle gribe pennen på et tidspunkt.

Jeg har da haft det som en perifær drøm i lang tid, men har ikke rigtig haft hverken motivationen eller den rigtige historie på sinde. Der har været fokus på andre ting i mit liv, nogle brikker, der skulle falde på plads først. Men efterhånden vågnede den lille forfatterspire i mig op til dåd og begyndte at trænge sig mere og mere på. Jeg har i mange år drevet en lille freelance virksomhed som oversætter, korrekturlæser og digital redaktør, hvor jeg har indimellem har fået mulighed for at skrive lidt her og der. Efter mange år i branchen ved jeg, at for at være en god skribent må man også være en god læser, opmærksom på sine omgivelser og have fornemmelse for det, der står mellem linjerne. Og nu hvor jeg er blevet mor, er det som om behovet for at dyrke denne side af mig selv fylder rigtig meget.

Jeg vil gerne se, hvad jeg kan drive det til og undersøge de historier jeg har i mig.

Jeg skal dog ikke i gang med at skrive romaner, jeg har i første omgang nogle lidt andre historier på sinde. Mange får optur over stigende omsætningskurver, ser det som et tegn på, at bogen stadig lever. Jeg er ikke blind for vigtigheden af en god omsætning og et sundt dækningsbidrag, men jeg er mere optaget af om en købt bog også er en læst bog. Og fordi jeg har så mange afkroge af bogbranchen med i bagagen, har jeg fået lyst til at undersøge branchens fremtid nærmere. Jeg kalder det Future Bookscapes. Hvor er vi på vej hen, hvordan ser storytelling ud i fremtiden og hvilke steder vil man i fremtiden gå hen for at dyrke det narrative fællesskab? Kommer det hele til at foregå på en tablet eller på podcast, hvad er boghandlens fremtid som mellemled og hvad gør forlagene, nu hvor DIY publishing vinder mere og mere grund. Mange spørgsmål, mange spændende historier venter forude. Jeg glæder mig!

 

Hvordan udviklede det sig fra ide til koncept?

Det har summet bagerst i hovedet længe og jeg har mange notesbøger med navne og overskrifter, ideer og retninger det kunne og stadig kan tage.

Jeg har altid gerne ville prøve at være min egen chef, og nu er jeg et sted på min karrierecamino, hvor det passer ind.

Jeg har været moden til at tage skridtet i et stykke tid, men konceptet og det, der ender med at blive flyvefærdigt, har været undervejs i 2-3 år. Så sker der også bare et eller andet, når man bliver mor og sætter et lille nyt liv i verden. Jeg tror, det handler om at være rollemodel og walk the talk i fht. at gøre det man brænder allermest for.

Det er som Doris Lessing skriver: Whatever you're meant to do, do it now. The conditions are always impossible.

 

Hvad var dine tanker om at blive iværksætter?
Undervejs i min proces har jeg været forbi flere domæner, webhoteller og websites, der aldrig rigtig blev til noget, fordi jeg havde det komfortabelt med at forblive lige under radaren. Det er nok også grunden til at jeg kørte det på freelance niveau - noget jeg lavede "for sjov" ved siden af mit "rigtige" arbejde. I starten blev jeg bare betalt i rødvin eller hjemmerørt marmelade og var egentlig ok tilfreds med det. Men efterhånden som jeg blev anbefalet frem og der kom større og større opgaver i ordrebogen, syntes jeg, at det kunne være ret fedt at komme ud i æteren og se hvad det kan bære, tjene rigtige menneskepenge på talentet så at sige.

Men faktisk handler det ikke om at skabe et businessimperie, snarere end at springe ud i spinatbedet og skabe et arbejdsliv på mine egne præmisser, dele ud af min egen kreativitet og mine egne ideer og møde andre ildsjæle, der brænder for den magi og det fællesskab, der opstår, når vi deler vores historier med hinanden.

Vi er alle unikke, men der er altid nogen derude, der har oplevet noget man kan spejle sig i og lære af. Og det er dét bøgerne kan, de flytter tanker og dermed mennesker. Jeg gik ned med stress for nogle år tilbage, hvor jeg i processen med at vende tilbage til verden fik gjort nogle væsentlige overvejelser om hvem jeg egentlig er og hvad jeg trives bedst med. Acceptere, at jeg faktisk ikke trives i en knokler-kultur, hvor man vrider om på sig selv og kvantiteten af de opgaver man når i løbet af en dag sker på bekostning af kvalitet og arbejdsglæde. Jeg har altid været en arbejdsbi, der påtog mig (alt for) mange opgaver og engagerede mig i så meget frivilligt arbejde ved siden af som muligt. Sådan er det, når sindet er positivt og nysgerrigheden driver værket. Men det er en balance jeg har måtte arbejde længe for at finde, og jeg begynder at have fornemmelsen af at have fundet en måde at jonglere de der bolde og nå mange ting, altså rigtig mange ting, og samtidig bevare en ro og grounding som gør, at det er sjovt at gå på arbejde hver dag.

 

Hvordan har Byg Din Business hjulpet dig med dine iværksætterdrømme?

Byg din business-forløbet har meget konkret givet nogle grafiske værktøjer og visuel inspiration til hvordan man finder sig selv i en visuel stemning, et visuelt udtryk. Det har hjulpet mig til at konkretisere that thing I was meant to do, fordi jeg endelig kunne se det for mig. Derudover har det tilhørende netværk været et kærligt forum for kreativ sparring i fht. hvordan jeg bedst kunne strikke mit digitale univers sammen, så det både tilgodeser mine indholdsmæssige behov og designmæssige ønsker.

Jeg har gennem årene været på mange kurser for iværksættere, og få har været lige så brugbare og motiverende som Byg din business, fordi man kommer hele vejen rundt og ikke kun fokuserer på virksomhedstype eller regnskab, og fordi man hepper på hinanden og giver input og hjælper på vej.

Alle uanset tech niveau kan være med. Så efter flere år, hvor det ikke rigtigt blev til noget og var sådan lidt wuawua om jeg tog springet eller ej, er jeg endelig godt på vej til at tage min bizz det næste stykke og launche mit helt eget digitale univers, som baner vejen for at lave det jeg brænder allermest for. Dét er fedt!

 

Hvad er dit bedste outcome fra Byg Din Business-forløbet?
Det ligger lige for at fremhæve de konkrete grafiske værktøjer man bliver introduceret for, men i virkeligheden er det mest givtige nok det, at jeg har fået ambitionerne ned på et niveau, hvor det bliver muligt rent faktisk at eksekvere. I stedet for at tænke, at jeg først kan gå live, når det og det og det er på plads, så er det faktisk OK at starte i det små. Det er jo fordelen ved det digitale. Man kan altid tilføje og ændre. Så keep it simple!

 

Hvordan har du tænkt dig at bruge redskaberne fra Byg Din Business fremadrettet?
Jeg bruger det meget aktivt hver dag. Jeg har været på barsel under hele forløbet og det har nogle dage været lidt svært at skulle balancere webarbejde, en stor flytning med dertilhørende byggerod og en baby, som jo trods alt fylder alt og kræver ens opmærksomhed 24/7.

Men jeg har sat mig nogle delmål og sagt, at hvis jeg bare når dét i dag, så er det godt nok. Det er de småtings filosofi og Rom blev jo ikke bygget på en dag. Jeg når det nok.

 

Hvad er næste skridt på rejsen?
Næste skridt er at få de sidste detaljer med mit personlige website på plads og gå live med det, så mit spraglede CV og portfolio er tilgængeligt. Dernæst skal bloggen sættes op og der skal skrives en hel masse i tillæg til det, jeg allerede har skrevet tidligere. Jeg har også redaktionelle opgaver for nogle eksterne samarbejdspartnere liggende, som jeg glæder mig til at give mig i kast med, når barslen slutter om ikke så længe. Og så har jeg jo et kæmpe netværk i ind- og udland, som der skal tages kontakt til i fht. at få aftaler og opgaver i bogen. Det er på nogle områder cold canvas, men det er også det jeg synes er sjovt. At opsøge historierne der, hvor mennesker mødes.


Læs mere om Byg Din Business