Blog
Vi skylder allermest os selv, at dyrke roen, egenomsorgen og tage os af vores kroppe.
Nilgün Erdem er 32 år og uddannet folkeskolelæreruddannet med en kandidat i pædagogisk antropologi. Hun har tidligere arbejdet som sproglærer ved DEKRA sprog- og integrationsprojekt i Helsingør og senest som beskæftigelseskonsulent, mentor og tolk for flygtninge og indvandrer i København. Derudover er hun forfatter til digtsamlingen Pudder og PhDer - feministiske digte fra mine tyvere fra 2017. I dette portræt fortæller Nilgün om emnerne Arbejdsliv, helbred, minoritetens kunst og søstersolidaritet
Foto: Nilgun Erdem
Ladies First vil skabe og fremvise flere alsidige, kloge og inspirerende kvindelige portrætter inden for emnet arbejdsliv. Derfor er dette portræt af en kvinde, som fællesskabet i Ladies First selv har nomineret og fremhævet - læs med her.
Hvad optager dig lige nu inden for dit arbejdsliv?
Jeg er sygemeldt med stress, så det der optager mig allermest i mit arbejdsliv lige nu, er at blive bedre til at passe på mig selv, kende mine egne muligheder og begrænsninger i mødet med en ny arbejdsplads. Min næste vigtige beslutning, som jeg skal træffe i mit arbejdsliv, bliver at jeg skal stille krav til min næste arbejdsplads, da samtidens opslugende puls godt kan medvirke til at man ikke får stillet krav til de mennesker man arbejder for, hvis man samtidig skal passe på sig selv.
Hvilke betydningsfulde valg har du truffet i dit arbejdsliv?
Jeg er den slags menneske, der er meget optaget af verdenssituationen. Hvis det går godt for andre, hvis jeg kan hjælpe her og der, tage til anti-racistiske demonstrationer, stille mig op mod Rasmus Paludan, tage til kampagnemøder for politiske partier, hjælpe med at skubbe ondskaben ud og kærligheden ind, stiller jeg gerne op. Med det sagt, oplevede min søster racisme i det offentlige rum og fik et angstanfald tilbage i foråret, og jeg skrev en artikel til Politiken om det. Jeg blev så ked af, at mit værste mareridt var blevet til virkelighed. Nu er det ikke nok, at jeg som borger arbejder, forsøger at integrere flygtninge og indvandrer, betaler min skat, husleje, smiler til naboen. Nu skulle jeg også kæmpe for min og min families tryghed i Danmark. Det var her, det hele eskalerede for mig, og det bidrog til, at jeg blev syg med stress.
Jeg kan ikke redde hele verden. Det må jeg snart til at indse, men verden har heller ikke gjort det nemt for os, der så gerne vil høre til, men konstant bliver fremmedgjorte generation efter generation.
Hvilke konkrete succeser og udfordringer har du haft i dit arbejdsliv?
Mine successer i mit arbejdsliv har helt klart været tilegnelsen af et stort og alsidigt kreativt netværk bl.a. indenfor de etniske kredse. Et netværk som jeg har kunnet trække på og sparrer med. Et netværk som jeg til tider har kunne føle mig hjemme i, når jeg følte jeg ikke kunne hører til andre steder. Jeg har været vidne til en blomstring som har tage fart: Forfattere, skuespillere, musikere, poetry slammere, malere, digtere, storytellers, filminstruktører er vokset frem i det kunstneriske arbejdsliv.
Jeg har set et opbrud finde sted hos etniske minoriteter i forhold til at tilhører bestemte kategorier.
Kategorier som er blevet skabt af samfundsdiskurser bliver sprunget i luften. De kreative minoriteter sætter sig selv bag plottet og skriver deres egen virkelighed. De nuancerer og farver den. De vil ikke skrives ind i fortællinger, men selv være den narrative stemme. Det er vigtigt for minoritetens kreative frihed og bidrag til den kreative scene i Danmark.
Hvis du vidste, hvad du i dag ved om arbejdslivet, hvad havde du så fortalt dig selv, da du var helt grøn?
Jeg ved i dag, at arbejdslivet ikke nødvendigvis sætter pris på, anerkender eller passer på dig, så man skal gøre alle disse ting selv. Man skal mærke efter, og ikke undertrykke det pres som krop og sind ikke kan løfte. Vi har alle sammen en sæt af værdifulde resurser vi har med os som vi skal værne om.
Vi skylder allermest os selv, at dyrke roen, egenomsorgen og tage os af vores kroppe.
Vi skal være mere i bevidsthed, som vi lever. Mange gange er det autopiloten der slår til, når vi arbejder eller er derude i samfundet. Vi skal være mere kritiske omkring alt fra hvad der kræves af os, om vi har resurserne til at løfte opgaven, til om vi overhovedet fik en nærende frokost, rørt os, strukket ud, til at slukke for arbejdslivets skærmflade og ikke mindst privatlivets skærmflade og være i os selv. Vi lever i en tid, hvor vi konstant bliver distraheret af arbejdsmails fra chefen, reklamer der vil sælge dig en eller anden åndsvag mirakelkur mod rynker, venner der inviterer dig til bryllupper eller 30-ugift-og-lykkelig fester, men i virkeligheden skal vi øve os i det sværeste; at blive lige akkurat hvor vi er. Så på en måde giver jeg Svend Brinkman ret i tidens tendenser.
Hvem har åbnet døre for dig og muliggjort, hvor du er i dag?
Mine feministiske veninder fra Dansk Kvindesamfund har åbnet mange døre for mig. De har inviteret mig til litterære arrangementer for at læse digte op. De er hvad jeg definerer som søstersolidaritet. Mange misforstår hvad det vil sige at være søstersolidarisk. Søstersolidaritet er ikke noget man bare kræver af andre eller prædiker at man er – søstersolidaritet skal praktiseres ligesom en religion. Man skal oprigtig interessere sig for hinanden som kvinder på tværs af sociale og kulturelle skel. Så skal man støtte hinanden offline og online. For 10 år siden oplevede jeg, at etnisk danske feminister vil sætte dagsorden på min undertrykkelse som muslimsk kvinde i Danmark. I dag oplever jeg, at mine etnisk danske medsøstre giver mig plads til at udfolde min egen fortælling om kvindeundertrykkelse og patriarkatet. Det er jeg dem evigt taknemlig for.
Hvilken kvinde i dit netværk vil du åbne døren for og lade portrættere på Ladies Firsts blog?
Jeg vil gerne åbne døren for min veninde Helena Gleesborg Hansen, feminist og næstforkvinde hos Dansk Kvindesamfund.