Blog
Jeg vil gerne arbejde meget, men jeg vil selv bestemme og have mulighed for at prioritere
Mette Beck-Nielsen er 44 år. Hun er Cand. scient soc. fra KU. Hun er forfatter og oplægsholder, stifter af og direktør for Technology Denmark, og mor til tre dejlige børn.
Ladies First vil skabe og fremvise alsidige, kloge og inspirerende kvinde-portrætter inden for emnet arbejdsliv. Derfor er dette portræt af en kvinde, som fællesskabet i Ladies First selv har nomineret og fremhævet - læs med her.
Hvad optager dig lige nu inden for dit arbejdsliv?
Lige nu handler det om governance og om at eksekvere vores gode ideer. Vi skal ikke igangsætte flere nye projekter, men skalere de aktiviteter, hvor vi har en skabt en stærk business case og proof of concept. Derudover skal vi skabe en helt tydelig stemme omkring vores arbejde - at sikre viden og IT-talent til de danske virksomheder.
Hvilke betydningsfulde valg har du truffet i dit arbejdsliv?
Jeg har aldrig haft en karriereplan, men et af de mest betydningsfulde valg var skiftet fra en karriere i København til en karriere i Odense og igen valget fra at gå fra den offentlige til den private sektor. Begge dele har været skelsættende, angstprovokerende og helt rigtige for mig.
Hvad betyder balance mellem arbejds- og familie/privatliv for dig?
En af årsagerne til at jeg sprang ud som selvstændig var, at jeg gerne ville have en bedre balance mellem arbejds- og familieliv. Jeg vil gerne arbejde meget, men jeg vil selv bestemme og have mulighed for at prioritere, og jeg vil i særdeleshed bruge min tid effektivt, dvs. udelukkende på værdiskabende aktiviteter. Værdiskabende for min organisation, kunder og samarbejdspartnere. Det er den rettesnor, der giver mig energi og skaber en god balance, fordi det gør mig i stand til at prioritere i opgaverne.
En af årsagerne til at jeg sprang ud som selvstændig var, at jeg gerne ville have en bedre balance mellem arbejds- og familieliv. Jeg vil gerne arbejde meget, men jeg vil selv bestemme og have mulighed for at prioritere.
Hvilke konkrete succeser og udfordringer har du haft i dit arbejdsliv?
Jeg har grædt og slidt meget i mit arbejdsliv. Følt mig misforstået og følt at tingene gik for langsomt. Det har ikke været helt nemt. Til gengæld har jeg været god til at rekruttere exceptionelt dygtige mennesker, som har brændt for den samme mission som jeg. Det har været min største succes.
Hvad har netværk og fællesskaber bidraget med i dit liv, både arbejdsmæssigt og privat?
Netværk har hjulpet mig frem. Det har været en døråbner og det har gjort det lettere at begå fejl. Du kan rådføre dig og vise din sårbarhed. Det er faktisk en af de ting, der er en fordel ved at blive ældre. Netværket bliver større og de mennesker, som du startede sammen med, sidder nu i positioner, som kan være en hjælp for dig. Jeg er stolt af mit netværk – især det nære – og den indflydelse det har i dag.
Hvis du vidste, hvad du i dag ved om arbejdslivet, hvad havde du så fortalt dig selv, da du var helt grøn?
Prioriter. Lad være med at igangsætte for meget, men fokuser og dygtiggør det. Det siger jeg stadig til mig selv og det er fortsat sandt.
Netværk har hjulpet mig frem. Det har været en døråbner og det har gjort det lettere at begå fejl. Du kan rådføre dig og vise din sårbarhed.
Hvem har åbnet døre for dig og muliggjort, hvor du er i dag?
Jeg har åbnet mange af mine egne døre, men der er personer, som har hjulpet mig undervejs. F.eks. i skiftet fra at gå fra offentlige karriere til selvstændig. Der har medstifter og daværende formand for Technology Denmark, Peter Revsbech (CEO for Ordbogen.com) troet på mig og hjulpet mig frem. Ikke uden sværdslag, men det har gjort mig stærkere og stædigere undervejs. Og så er der selvfølgelig min mand. Han har sørget for at jeg har kunne forfølge mine drømme og har altid bakket mig op. Det er helt utroligt at han hænger på, men jeg elsker ham for evigt for det.
Hvilken kvinde i dit netværk vil du åbne døren for og lade portrættere på Ladies Firsts blog?
Det er svært at vælge, for der er virkelig mange dygtige kvinder i mit netværk. Men en af dem, som har stået ved min side i mange år, er Rikke Ennis, CEO for Reinvent.