Blog

3. marts 2020
| Portræt | Selvstændig

Frem med albuerne for der er ikke nogen der bærer dig frem

Trine Hansen er 29 år. Hun er tidligere vareflow coordinator i Dansk Supermarked, men er nu founder og owner af virksomheden Party In A Box. 

 

Ladies First vil skabe og fremvise alsidige, kloge og inspirerende kvindeportrætter inden for emnet arbejdsliv. Derfor er dette portræt af en kvinde, som fællesskabet i Ladies First selv har nomineret og fremhævet - læs med her. 

Hvad optager dig lige nu inden for dit arbejdsliv?

Lige nu optager det mig hvordan man går fra lille iværksætter til en mere data- og strategidrevet virksomhed, hvor man stadig holder benene på jorden. Jeg er ved at finde ud af at jeg ikke selv kan have fingrene nede i alle virksomhedens dele,  og må finde ud af, hvordan jeg opretholder driften på de punkter jeg må give slip på.

Hvilke betydningsfulde valg har du truffet i dit arbejdsliv?

At være tro mod mig selv og sige stop når det ikke var sjovt på mine respektive jobs. Jeg har i en alder af 29 år sagt to jobs op uden at have nogen sikkerhed i form af fagforening, A-kasse eller indtægt. Jeg har tværtimod lyttet til mig selv og tænkt at jeg sagtens kunne finde noget nyt med mit drive og gå-på-mod. Senest var det beslutningen om at gå 100% all in på Party In A Box selvom der ikke var råd til løn.

Hvad betyder balance mellem arbejds- og familie/privatliv for dig?

Den balance kender jeg ikke og jeg kæmper med den hver evig eneste dag. Jeg har altid sagt at den her rejse ikke må ødelægge det jeg har derhjemme. Men det er svært. Jeg tror ikke at personer, som ikke har prøvet at starte deres eget, kan forstå den passion man har, og hvor meget man brænder for det man har skabt. Så balancen mellem arbejds- og familie/privatliv betyder meget for mig, jeg er bare først ved at lære hvordan man finder den.

Jeg har i en alder af 29 år sagt to jobs op uden at have nogen sikkerhed i form af fagforening, A-kasse eller indtægt.

Hvilke konkrete succeser og udfordringer har du haft i dit arbejdsliv?

For mig er den største succes helt klart min rejse med Party In A Box. Men mest af alt det, at det er lykkedes stort set via egne kompetencer og selvlærte ting. Derudover er der heller ikke lagt andet end egne midler i projektet indtil nu hvor jeg har fået investor ombord.

Især mit organiske SoMe er virkelig lykkedes og jeg føler faktisk at jeg er ved at få skabt mig et vaskeægte brand som folk kender. Når jeg fortæller at jeg ejer Party In A Box så siger det fleste ”det kender jeg godt” – det er virkelig tilfredsstillende.

Udfordringerne er nok det med at have alle forretningens kasketter på. Derudover det at man skal holde kortene tæt til kroppen hvis man driver en god business eller har en god ide. Jeg elsker at dele ud af erfaring og ideer, men jeg har bare fundet ud af, på den hårde måde, at det kan man ikke til alle og enhver.

Hvad har netværk og fællesskaber bidraget med i dit liv, både arbejdsmæssigt og privat?

Jeg er en meget socialt anlagt person og jeg elsker at være blandt mange mennesker. Det giver mig energi og gør mig glad.
Især nu hvor jeg driver min egen virksomhed har jeg virkelig fundet ud af hvor meget netværk betyder og hvad man kan bruge det til.
Derfor prøver jeg også at pleje det alt hvad jeg kan. Det gælder også netværk på den private front. Jeg har få men meget tætte venner og veninder. De støtter mig til hver en tid og jeg ville aldrig være dem foruden.

Hvis du vidste, hvad du i dag ved om arbejdslivet, hvad havde du så fortalt dig selv, da du var helt grøn?

At du skal være dig selv nærmest og tro på din mavefornemmelse og intuition. Frem med albuerne for der er ikke nogen der bærer dig frem. Det kræver hard work. 

 

Jeg elsker at dele ud af erfaring og ideer, men jeg har bare fundet ud af, på den hårde måde, at det kan man ikke til alle og enhver.

Hvem har åbnet døre for dig og muliggjort, hvor du er i dag?

Det har mine forældre. De har ikke som sådan åbnet døre. Godt nok er jeg enebarn, men jeg har altid skulle knokle for min succes, men deres opdragelse har muliggjort at jeg er den som jeg er i dag og kan klare de fleste ting.
Derudover er der også personer i mit netværk der har hjulpet mig med kontakt til de rette mennesker, når jeg har haft brug for hjælp.

Hvad er dit personlige mål med den rejse du er på?

At skabe mit drømmeliv som skal indeholde følgende:

  •       Økonomisk frihed
  •       Frihed og fleksibilitet i hverdagen
  •       Rejser og oplevelser
  •       ”Glimmer på” i hverdagen
  •       Balance mellem arbejdsliv og privatliv
  •       37-40 timers arbejdsuge
  •       Weekend og ferie
  •       Tid til fx træning, wellness, venner etc.

Hvilken kvinde i dit netværk vil du åbne døren for og lade portrættere på Ladies Firsts Blog? 

Helt klar den kvinde jeg beundrer og ser op til som hedder Lena Boel. Aldrig har jeg mødt så hjertevarmt et menneske som samtidig også er knivskarp, tør at stille de svære spørgsmål. Hun sørger for at ringe når du mindst venter det. I både dårlige og gode perioder. Alle burde have en Lena i deres business life.