Blog

20. april 2020
| Portræt

Jeg vil formidle, hvordan vi mennesker lever og bedst lever sammen

Emilia van Hauen er 53 år , kultursociolog, foredragsholder, forfatter og bestyrelsesmedlem.
Emilia har en spansk mor og dansk far og er derfor vokset op i spændingsfeltet mellem den rolige nordiske og den temperamentsfulde latinske kultur og er selv blevet et miskmask af begge dele. Nogle dage med mere held end andre, som hun selv siger.
Gennem hele Emilias barndom og ungdom har hun haft følelsen af at være outsider, og først da hun blev 29 år og begyndte at læse sociologi, følte hun endelig et tilhørsforhold til et fag. Det viste sig, at netop sociologer sjovt nok ofte selv har følt sig som outsidere, og at det er en grundlæggende drivkraft for faget: At finde ud af, hvordan man skaber et fællesskab, og hvordan man indgår i det.

Emilia van Hauen

Ladies First vil skabe og fremvise alsidige, kloge og inspirerende kvindeportrætter inden for emnet arbejdsliv. Derfor er dette portræt af en kvinde, som fællesskabet i Ladies First selv har nomineret og fremhævet - læs med her. 

Hvad optager dig lige nu inden for dit arbejdsliv?

Der er tre områder, som jeg har specialiseret mig i og som altid optager mig: For det første den menneskelige diversitet, som en kontant fordel på alle planer, og som en nødvendig strategi at forfølge, hvis man vil sikre sin konkurrenceevne gennem kreativitet og innovation. Dernæst de unge generationer, der bare har så mange talenter og som kæmper for de værdier, der kan skabe et langt mere levende og balanceret samfund. Og til sidst køn – af alle slags!

Jeg har altid vært fascineret af den dynamik, der er mellem kvinder og mænd og de normer og forventninger, der er til begge køn. Og i dag er det blevet endnu mere interessant med gender fluid der skubber til alle vores forestillinger om identitet – meget befriende!

Hvilke betydningsfulde valg har du truffet i dit arbejdsliv?

At læse sociologi. Da jeg besluttede mig for det, sad jeg i en lederstilling i et stort mediehus og var færdig med én uddannelse (HD(A)) og følte mig bare ikke hjemme i noget af det.

At leve af at skrive artikler, da jeg var studerende. Og at skrive min første bog baseret på min bacheloropgave, for den førte til bookinger af foredrag – og jeg har ikke kigget mig tilbage siden

Hvad betyder balance mellem arbejds- og familie/privatliv for dig?

Det hele. For jeg lever af mit liv - måske en mærkelig måde at sige det på, men jeg bruger alt og alle omkring mig som input til mit arbejde, fordi det handler om at formidle hvordan vi mennesker lever og lever bedst sammen. At balancen så skrider lidt for ofte ift hvad jeg forsøger at stræbe efter, er en helt anden sag. Men jeg arbejder på det.

For hvis mine børn eller mand ikke trives, må jeg sætte fokus på dem. Derefter kan jeg bruge den energi der er vigtigt på mit arbejde når min familie trives.

Jeg har altid vært fascineret af den dynamik, der er mellem kvinder og mænd og de normer og forventninger, der er til begge køn.

Hvilke konkrete succeser og udfordringer har du haft i dit arbejdsliv?

Den største fiasko først: En dårlig anmeldelse på en af mine bøger, som sendte mig ud på en længere rejse ift hvad succes og fiasko egentlig er. Og det kom der så min sjette bog ud af (Succestyranniet – og vejen ud). Men det var sgu en lidt mørk tid og jeg blev overrasket over, hvor mange del konsekvenser det fik. Inden i mig.

To af mine fedeste oplevelser var, da jeg på en uge først holdt foredrag for Lederne i Odense, hvorefter jeg skyndte mig i lufthavnen, for at flyve til Dubai for at holde oplæg for de 180 øverste partnere i Deloitte Middle East og morgenen efter tog flyet retur til Kbh for at holde foredrag der. I weekenden holdt vi min søns 18 års fødselsdag, så det var en lidt livlig uge. For nogle år siden var jeg i CapeTown for at holde foredrag for Coloplast og 1000 mennesker, der kom til den konference.

Men det fedeste var faktisk optakten til det, for vi var tre der arbejdede sammen om en fælles tråd, og det var meget inspirerende. Her til efteråret skal jeg forhåbentlig til St Andrews i Skotland og holde min anden TEDx tale (om at ustyrlige kvinder har det sjovere) og det glæder jeg mig meget til. Det at holde foredrag på engelsk er altid meget mere udfordrende end på dansk og derfor er det også en meget større glæde, når det så lykkes.

Hvad har netværk og fællesskaber bidraget med i dit liv, både arbejdsmæssigt og privat?

Relationer er alt. Punktum. Så det har betydet og betyder stadig alt. Jeg har selv været med til at starte flere netværk op, og tre af dem kører stadig i bedste velgående, hvilket jeg er dybt taknemmelig for.

Hvis du vidste, hvad du, i dag ved om arbejdslivet, hvad havde du så fortalt dig selv, da du var helt grøn?

Jeg har et fantastisk netværk, men er helt elendig til at bruge det til egen fordel – og det ville være én af de ting, som jeg ville sige til alle, at de skal lægge en smart plan for. Ud fra devisen om, at hvis man synes man har noget godt at bidrage med til verden, så skal det jo bare ud til så mange som mulig

Relationer er alt. Punktum. Så det har betydet og betyder stadig alt.

Hvem har åbnet døre for dig og muliggjort, hvor du er i dag?

Når man ikke er en del af de etablerede arbejdsmarked, dvs har gjort karriere gennem en organisation, er det i langt højere grad en myriade af mennesker, der har åbnet døre, så det er svært at pege på nogle få.

Hvis du var enevældig i dette land, hvad ville du indføre?

For det første et Nationalt Relations Index, NRI. Dette index skulle kunne vise, om dit tiltag styrker eller svækker vores relationer – og derfor om tiltaget skal gennemføres eller ej. Fuldstændig som vi i dag bruger økonomi, som en form for dømmende kraft. Det Nationale Relations Index kan dermed vise os, om vi er på rette vej til at få et samfund med mere sammenhængskraft, større tillid, mere kreativitet, og ikke mindst med borgere, der er sundere, lykkeligere, mere generøse, selvstændige og bedre til at fungere i fællesskaber. Hvilket tilsammen skaber en stærk befolkning, som gennem deres personlige overskud, også skaber et økonomisk overskud for landet.

Den anden ting ville være at indføre et fag i skolen, der lærer os, hvad det vil sige at være et menneske og en del af et fællesskab. Hvis vi voksede op med en viden om, hvor vigtigt det er at kende ens egen psyke, hvordan man skaber gode relationer og hvordan man skaber gode fællesskaber, ville vi skabe en helt anden grund at stå på til at få et samfund i balance.

Hvilke kvinder i dit netværk vil du åbne døren for og lade portrættere på Ladies Firsts Blog? 

Jeanette Fangel Løgstrup, der har været top direktør i bla. Codan og Danske Bank.

Bodil Ismiris der er vice CEO i Lederne.

Eller fire vidunderlige kvinder, som jeg har et særligt netværk med, og som alle fire kan noget meget forskelligt:

Ilia Swainson, retoriker, træner topledere til at performe og brænde igennem og er også prof sanger

Liselotte Lyngsø, fremtidsforsker, skaber af spillet Typisk

Kirsten Stendevad, visionær frontløber, forfatter

Louise Leth, terapeut, forfatter og ganske enkelt genial