Blog
Fra ansat til partner i nyt advokatkontor
Anne Kjærhus Mortensen, uddannet i jura på Århus universitet og har efterfølgende taget advokatfuldmægtiguddannelsen. Hun har de sidste 6 år fungeret som advokat udelukkende inden for familie/arveret, dvs. skilsmisser, testamenter, ægtepagter og dødsboer. Derudover er hun uddannet mediator samt ekstern lektor på Københavns Universitet i fagene Privat Generationsskifte og Arv & Pension. Hun arbejder nu som partner i advokatfirmaet Ret&Råd Grønbæk&Huuse i Aarhus C.
Anne Kjærhus Mortensen
Ladies First vil skabe og fremvise flere alsidige, kloge og inspirerende kvindelige portrætter inden for emnet arbejdsliv. Derfor er dette portræt af en kvinde, som fællesskabet i Ladies First selv har nomineret og fremhævet - læs med her.
Hvor længe har du været selvstændig?
Jeg indtrådte som partner i firmaet Ret & Råd Grønbæk & Huuse pr. 1.12.14 med henblik på 1.3.15 at starte kontor i Århus (firmaet har derudover kontor i Randers).
Hvad lavede du før du blev selvstændig, og hvorfor valgte du at indtræde som partner?
Før 1.12.14 var jeg ansat som advokat i Ret&Råd Hillerød. Jeg valgte at indtræde som partner i firmaet, da jeg synes det var en god mulighed for at være med til at starte et specialistkontor i Århus med skilsmisser og dødsboer som fokus. Typisk fokuserer langt de fleste specialistkontorer i advokatbranchen på erhvervsjuraen. Vi vil gerne være anderledes – være et højtspecialiseret familie/arveretskontor, hvor kunderne inden for det privatretlige område kan få en høj faglig, hurtig og løsningsorienteret rådgivning på baggrund af vores erfaring.
Vi er et moderne advokatkontor med åbenhed og hurtighed i højsæde.
Hvad arbejder du på lige for øjeblikket?
Lige nu arbejder jeg på at få Århus-kontoret op at køre og få spredt budskabet om at vi er kommet til byen, så århusianerne kan gøre brug af vores kompetencer.
Hvad er den største forskel på dit arbejdsliv før, som advokat, og nu som partner?
Jeg trives med vide rammer – det var jeg ganske godt vant til som ansat advokat. Nu er der dog tilføjet en række yderligere aspekter som selvstændig og dermed beslutningstager i en række sammenhænge, også udover den rent sagsorienterede i relation til kunder. Alt er medvirkende til at gøre hverdagen mere indholdsrig og spændende for mig.
Det er sjovt at sparre med nogle fra andre brancher, som står med fuldstændig samme overvejelser og udfordringer som en selv.
Hvilke ambitioner har du for virksomheden og hvor håber du at være om 2 år?
Vi er et specialistkontor inden for skilsmisser, testamenter, ægtepagter og dødsboer. Det er ønsket, at vi inden for de næste 2 år (gerne før) agerer centralt på advokatmarkedet i Århus såvel som på landsplan. Også at vi har fået vist, at vi dels er et stærk fagligt specialistkontor, men dels også at vi er et moderne advokatkontor med åbenhed og hurtighed i højsædet.
Hvad har været din største udfordring indtil videre?
At styre/afpasse min tålmodighed i tilstrækkelig grad på visse punkter. Opstartsfasen er en række sammenhængende processer, hvor nogle har været afhængige af andre og andres levering. Det er i det store hele gået rigtig godt og kun med enkelte små justeringer undervejs. At optimere processer er et fokusområde for min fremtidige virksomhed og et styringsredskab jeg aktivt vil bruge i al sagsbehandling, og det er samtidig et område, der i advokatbranchen ikke tidligere nødvendigvis har været så meget fokus på.
Hvorfor har du meldt dig ind i netværksforløbet Ladies First Business og hvad får du ud af at deltage?
Jeg har meldt mig ind fordi det er en oplagt mulighed for at sparre med nogle i tilsvarende situation, få vendt nogle overvejelser i forhold til opstart og drift samt få et godt netværk. Det er sjovt at sparre med nogle fra andre brancher, som står med fuldstændig samme overvejelser og udfordringer som en selv.