Blog
"Netværk er vejen frem"
Thora Knudsen, selvstændig fotograf og medlem af netværksforløbet START-UP.
Ladies First vil skabe og fremvise flere alsidige, kloge og inspirerende kvindelige portrætter inden for emnet arbejdsliv. Derfor er dette portræt af en kvinde, som fællesskabet i Ladies First selv har nomineret og fremhævet - læs med her.
Vi har taget en snak med Thora om hendes virksomhed Thora Fotografi, og hvorfor netværk er så afgørende i hendes dagligdag.
Hvad lavede du før du blev selvstændig, og hvorfor startede du virksomhed?
Jeg har altid drømt om at blive fotograf - vidste nok ikke helt hvad en sådan uddannelse hed (som barn/ung), men ville gerne fotografere mennesker og leve af det. Det gør jeg så i dag som selvstændig siden januar 2014 hvor jeg startede Thora Fotografi. Jeg blev udlært i 2009, og har arbejdet i faget siden 2004, hvor jeg startede som assistent, siden elev, svend og selvstændig. Før jeg startede selvstændig, var jeg fastansat fotograf ved Merrild Fotografi i ca. 5 år.
Hvad er det ved fotografi, der fanger dig?
Det fanger mig at arbejde med lys og mennesker i en kreativ proces som bliver til billeder. Jeg er meget visuel i min forståelse for nye ting og formidling. Tidligere har jeg rejst rigtig meget med kunder, og det er helt sikkert min ambition at rejse igen som fotograf, når mine børn bliver lidt ældre og mine kunder er "KLAR".
Jeg fotograferer mode, børnemode - dame-herre-portrætter-stills. Jeg elsker at arbejde med kreative ildsjæle, som brænder for deres fag, så vi sammen kan skabe lækre billeder der har noget ægthed, selvom det hele er bevidst konstrueret.
Har fundet ud af at netværk er VEJEN frem i min virksomhed og i mit virke som fotograf skal jeg hele tiden have øjnene åbne i søgen efter nye spændende samarbejdspartnere.
Hvad er du mest stolt af at have opnået i dit arbejdsliv?
At jeg tog springet og satser på mit eget firma - jeg er kreativ og fungerer allerbedst når jeg arbejder i frie rammer og med højt til loftet, og det kan jeg som selvstændig.
Hvad er den største udfordring du har mødt i dit virke som selvstændig?
Min største udfordring er at finde nye kunder/samarbejdspartner, som passer til Thora Fotografi og så jeg kan gøre det på "min måde". At jeg har mig selv med i ideérne og måden jeg netværker på. Jeg ser det som en udfordring der konstant er i udvikling og en meget stor del af det at være selvstændig. Har fundet ud af at netværk er VEJEN frem i min virksomhed og i mit virke som fotograf skal jeg hele tiden have øjnene åbne i søgen efter nye spændende samarbejdspartnere.
Hvad er dit bedste råd til andre, der drømmer om at starte op som selvstændig?
At få en revisor fra starten. Og så at starte i et netværk med det samme så dit budskab kommer ud.
Hvorfor tilmeldte du dig netværksforløbet START-UP og hvad har du fået ud af at deltage?
Jeg tilmeldte mig for at få inspiration af andre iværksættere med firma, opleve sparring og målrettet indsigt i det at være selvstændig. Det er enormt vigtigt for mig at komme ud blandt ligesindede, da jeg bliver fyldt op af god energi ved at være sammen med andre, og sparring er nødvendigt i en enkeltmands biks.
Ladies First Netværksforløb er et forum, hvor jeg møder erhvervskvinder med mange af de samme udfordringer som jeg også selv står med som ny iværksætter. Vi hjælper hinanden og der er fuld af god energi når vi mødes. Det giver skøn inspiration og er fedt at sparre med ligesindede.