Blog
Min kalender skal ikke styre mig!
Lise Vind tog tilløb til et liv som selvstændig coach under barsel med sin anden søn, så da han startede i institution, var hun klar til at bestille CVR-nummeret. Hun er desuden medlem af Ladies First Netværksforløb for iværksættere, og her deler hun lidt af sine erfaringer om livet som selvstændig, hvor den største udfordring ikke er salg, men derimod at sørge for at forblive motiveret og inspireret!
Navn: Lise Vind
Uddannelsesmæssig baggrund: Cand.mag. i interpersonel kommunikation
Nuværende beskæftigelse: Selvstændig coach og konsulent (siden april 2012)
Ladies First vil skabe og fremvise flere alsidige, kloge og inspirerende kvindelige portrætter inden for emnet arbejdsliv. Derfor er dette portræt af en kvinde, som fællesskabet i Ladies First selv har nomineret og fremhævet - læs med her.
Hvordan endte du som selvstændig?
Efter jobs i både det private og det offentlige, blev en coachuddannelse springbrættet til en spirende og støt voksende drøm om en dag at komme til at kunne leve af coachingen. Under barslen med min søn tog jeg lige så stille tilløb til livet som selvstændig og fik lavet en forretningsplan og en hjemmeside, så jeg efter at startet sønnike op i institution kunne bestille et CVR-nr.
Hvad er den største udfordring du har mødt som selvstændig?
Jeg troede, at min største udfordring skulle blive salg. Men det er i stedet at huske at være opmærksom på, at jeg løbende skal have noget ”ind” – i form af workshops, netværk, videreuddannelse og lignende. Både af hensyn til min egen inspiration og motivation, men også for at blive ved med at dygtiggøre mig. Så efteråret 2015 og start 2016 er nu fyldt med spændende og udviklende tiltag.
Hvad er du ved at blive bedre til?
At føle at det er mig, der styrer kalenderen – og ikke kalenderen, der styrer mig!
Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud for dig?
Jeg synes ikke, at jeg har typiske dage – og det er jo dét, jeg elsker ved livet som selvstændig: alsidighed og afveksling. Men i dag startede jeg med at undervise en flok nyledige i ansøgningsmateriale. Det havde jeg 3 timer til, hvorefter jeg kørte til første mentorbesøg ud af 2 denne dag. Jeg er mentor for 5 meget forskellige mennesker, som alle har tilfælles, at deres ressourcer og overskud ligger på et lille sted. Min arbejdsdag idag slutter på min adresse, hvor jeg har en coachingsamtale med en mand, der ønsker at skifte spor karrieremæssigt. Jeg undgår ikke at tænde computeren om aftenen, hvor den står på dokumentation af dagens mentorsamtaler samt forberedelse til morgendagen.
Denne dag er pænt fyldt med arbejdsopgaver, men jeg har også dage uden aftaler i kalenderen, og hvor jeg kan være sammen med mine 2 drenge (gerne på skift) og få styr på det praktiske i hjemmet eller administrativt arbejde.
Hvorfor har du meldt dig ind i Ladies First Netværksforløb og hvad har du fået ud af det?
Jeg meldte mig ind netop for at ”holde gryden i kog”, blive inspireret og få rykket lidt rundt på mine tanker og idéer fra andre, der sidder i samme situation, men dog med vidt forskellige virksomheder. Diversiteten ser jeg kun som et kæmpe plus, da vi derved kan inspirere hinanden fra mange forskellige ståsteder.
Hvem inspirer dig?
Alle dem der følger deres hjerte og springer ud som selvstændige trods usikker økonomi, manglende viden og den ukendte fremtid – det er da sejt!
Hvis du skulle videregive et rigtig god råd, hvad skulle det så være?
Det bedste råd jeg kan give – og som jeg selv fik i opstarten – er at uddelegere eller købe sig hjælp og rådgivning til noget af dét, der koster kræfter eller som er tidskrævende. I mit tilfælde regnskabet. Mine ressourcer var og er meget bedre givet ud til nogle af de ting, jeg kan li’ og er god til, og jeg føler derfor både, at jeg sparer tid og penge ved at købe mig til hjælpen.
Et andet råd er at finde sig en mentor eller coach, som kan give faglig sparring og stille de spørgsmål, som de velmenende og søde familiemedlemmer og veninder ikke nødvendigvis gør ☺