Navn?
Sigrid Reinvard Kølster
34 år, gift og har to børn på 3 og 6 år. Bor i Tisvildeleje.

Uddannelsesbaggrund?
Jeg er uddannet psykolog (Cand.psych.) fra Århus Universitet i 2011.

Nuværende beskæftigelse?
Jeg har for nylig startet min egen psykologpraksis i Tisvildeleje, hvor jeg bor. Jeg har klienter i terapi 1:1 i min praksis og via Skype. Derudover åbner jeg i efteråret op for en terapigruppe omkring selvværd og jeg arbejder på, at jeg på sigt skal have udbygget min hjemmeside med nogle online kurser mm., der vil tage udgangspunkt i selvværd som tema, hvad lavt selvværd gør ved én og hvordan man kan arbejde med at øge sit selvværd.

Ved siden af min praksis er jeg ansat 10 timer om ugen som psykolog på en kostskole for børn med sociale og emotionelle vanskeligheder. Her har jeg terapeutiske samtaler med elever samt supervision og rådgivning af det pædagogiske personale.

Du er for nylig sprunget ud som selvstændig – hvordan var det?
Det var selvfølgelig en stor beslutning at tage, og da jeg tog beslutningen, vidste jeg egentlig ikke, hvad det var, jeg kastede mig ud i. Men sådan er det jo med så meget i livet - man ved først for alvor, hvad det drejer sig om, når man står midt i det.

Det handler om at tage beslutningen og så tro på, at det er den rigtige beslutning. Hvis man bliver ved med at tvivle på, om beslutningen var rigtig, kan man ikke give sig selv rigtigt hen til det, og så får man det også sådan ”halv-lunkent” med det, man gør. Når jeg gør noget, så gør jeg det 100%, og så tror jeg fuldt og fast på, at det bliver godt.

For mig handler det selvstændige liv i høj grad også om friheden til at indrette mit arbejdsliv på en måde, så jeg kan skabe de bedste rammer for mit familieliv. Mit familieliv er min base. Det er altafgørende for mig, at mine børn trives og at min mand og jeg har det godt med hinanden.

Mine nære relationer skal være i balance og når der er ro og harmoni der, så kan jeg klare det meste.

Hvis man havde spurgt mig bare for to år siden, ville jeg have sagt, at det med at være selvstændig praktiserende psykolog var noget, jeg måske kunne forestille mig 20-30 år længere henne i min karriere. Så det er ikke noget, der som sådan har ligget i kortene for mig.

Men for halvandet år siden tog min mand og jeg vores liv op til revision og fandt ud af, at den måde vi havde indrettet os på, ikke fungerede for os. På daværende tidspunkt havde jeg nogle lange arbejdsdage, meget lidt fleksibilitet og et job jeg ikke rigtigt brændte for. Det samme galt min mand, som var ansat som it-konsulent i et privat firma.

Alt i alt havde vi en hverdag, hvor parforholdet druknede i praktik omkring aflevering og hentning af børn, indkøb, madlavning og tøjvask, hvem der igen kunne tage en barn-sygdag osv.

Når jeg tog fra arbejde havde jeg ofte dårlig samvittighed over, at jeg gik en halv time tidligere, end jeg syntes, at jeg burde. Når jeg så sveddryppende nåede frem til ungernes daginstitution, var de igen nogle af de sidste, der blev hentet. Jeg var plaget af en konstant dårlig samvittighed over at lade mine børn passe 8-9 timer om dagen og over ikke at gøre det helt godt nok på arbejdet. Når vi kom hjem, var det et ræs at nå at få lavet mad og puttet børnene i tide, og når vi så havde fået ordnet vasketøjet og ryddet køkkenet osv., faldt vi om på sofaen. Vores sociale liv skrumpede ind, fordi vi i weekenderne bare havde brug for ro og tid som familie og ikke orkede en hel masse andet.

Det fungerede ikke. Min mand og jeg, som begge er sociale, udadvendte og glade mennesker, var begge nogle trætte og uoplagte udgaver af os selv derhjemme. I efteråret 2014 sagde min mand pludselig stop og ville skilles. Jeg var i chok, da jeg ikke havde set det komme. Jeg tænkte, at sådan er hverdagslivet med små børn, sådan var det også for de fleste af mine veninder - og det bliver jo bedre lige om lidt. Men han ville ikke mere. Bruddet og timingen var helt igennem forfærdelig, og ikke noget, jeg på nogen måde ønsker at gennemgå igen. Men – selvom det måske lyder underligt – er jeg også taknemmelig nu, for det blev også starten på et nyt liv.
Med hjælp fra en dygtig psykolog, som egentlig skulle hjælpe os med at komme videre hver for sig, fandt vi i stedet hinanden igen. Det viste sig, at det ikke var os, der ikke fungerede.

Det var ikke fordi vi ikke elskede hinanden og den familie, vi havde skabt. Det var måden, vi havde indrettet os på, det liv vi levede sammen, der ikke fungerede, og det måtte vi tage alvorligt.

For at gøre en lang historie kort, gjorde vi op med det liv, vi havde. Vi flyttede fra Storkøbenhavn og købte hus i Tisvilde i Nordsjælland, hvor prisen på et mellemstort parcelhus var under halvdelen af, hvad vi skulle give for et lille rækkehus i nærheden af København. Jeg sagde mit faste job op tre dage efter, at vi havde underskrevet købskontrakten og min mand gik i gang med at kigge efter nyt job lidt nærmere Tisvilde, da han arbejdede i København.

Vi flyttede ind i juni sidste år. Jeg var på dagpenge og søgte jobs, samtidig med at jeg fik kørt børnene godt ind i ny skole og børnehave. Men jeg vidste faktisk ikke, hvad jeg egentlig ville med mit arbejdsliv. Jeg havde for alt i verden ikke lyst til igen at ende i et job, jeg ikke brændte for og som igen ville sluge al tid og overskud. Jeg kiggede efter deltidsstillinger, men de hang bare ikke på træerne. Så småt begyndte tanken om at blive selvstændig at vokse. Jeg havde tænkt, at det var en mulighed, da vi tog beslutningen om at købe hus i Tisvilde, men jeg havde ikke rigtigt taget tanken alvorligt før. Jo mere jeg tænkte over det, jo flere ideer fik jeg og desto mere voksede lysten til at prøve at skabe mit eget.

Jeg fik mit cvr.nr. i oktober sidste år men startede ikke op med det samme. Jeg var stadig på dagpenge og skulle søge jobs og i virksomhedspraktik, til samtaler på jobcenter osv. Dagpengesystemet er desuden ikke indrettet på, at man skal starte selvstændig virksomhed, så selvom jeg fik tilladelse til selvstændig bibeskæftigelse, var der mange begrænsninger for, hvad jeg måtte. Så det var svært for alvor at rykke på noget. I februar fik jeg så en deltidsstilling 10 timer om ugen. Den giver halvdelen af, hvad jeg fik i dagpenge, men dog nok til, at min mand og jeg blev enige om, at vi økonomisk måtte skære helt ind til benet og så kunne jeg sige dagpengene fra og komme i gang med min egen praksis. Det var en kæmpe lettelse at sige dagpengene fra – og samtidig et kæmpe pres, for nu SKAL min praksis op at køre, da vi ikke kan blive ved med at presse økonomien i det uendelige.

Så selvom det hele stadig er meget nyt og jeg ikke aner, hvor jeg er med min praksis om et år, så har det været den bedste beslutning, vi overhovedet kunne have taget – både for os selv, vores børn, parforhold og karrierer. Min mand har i mellemtiden også fået nyt job, der er super meget federe end det, han kom fra.

Hvor hverdagen før føltes mest som overlevelse, har vi nu et familieliv med overskud, tid og plads til spontane indfald.

Nogle gange er vi alle fire samlet når kl. 15.30 – det var fuldstændigt utænkeligt for et år siden. Ungerne har fået kortere dage, jeg kan planlægge at hente tidligt, når de gerne vil have nogen med hjem og lege. Ind imellem slutter vi dagen af med en aftentur i skoven eller ned til fårene og sige godnat, andre dage tager vi på stranden, som ligger 10 minutter fra vores hjem eller min mand og jeg tager en drink på terrassen eller i køkkenet, mens ungerne leger og vi laver mad. Vi har fået vores eget hus med plads til at boltre os inde og ude samtidig med at vores økonomi tillader, at jeg kan gøre det, jeg virkelig brænder for.

Det er en kæmpe lettelse at være sluppet af med den konstante dårlige samvittighed over ikke at være nok til stede nogen steder, hverken på arbejdet, som mor, kæreste eller veninde. Det har givet så meget ro og overskud, der langt opvejer den usikkerhed, jeg selvfølgelig indimellem har i forhold til, hvor længe det vil tage at få min praksis rigtigt godt i gang med et godt flow af klienter og en stabil indkomst.

Hvordan har det været at starte op som selvstændig?

Det er da ingen hemmelighed, at lige så fedt og sjovt og udfordrende det er, så er det også en kæmpe opgave, som ind imellem kræver virkelig meget is i maven og tro på, at det lykkes. Det er ind imellem mega frustrerende, at det ikke går så hurtigt, som man gerne ville have.

Der er mange elementer i en opstart og der er virkelig meget af det, jeg har foretaget mig det sidste halve år, som jeg ikke anede noget som helst om i forvejen. Læringskurven har været stejl. Og samtidig har det også været vigtigt for mig at holde fast i, at jeg stadig skal have tiden og overskuddet til familien, til at hente ungerne i ordentlig tid og til at nå at få vasket noget tøj, tømt opvaskemaskinen eller taget en hurtigt støvsugning, så vi ikke står med alt det praktiske i huset om aftenen eller i weekenden.

Når jeg indimellem synes, at det går for langsomt med min virksomhed, skal jeg huske mig selv på, at det ikke er en fuld arbejdsuge, jeg bruger. Jeg har både udearbejde 10 timer om ugen ved siden af og børn og hus, som jeg også prioriterer, så målet er ikke at have 8 klienter om dagen og tjene kassen.

Målet er at have en praksis, hvor jeg kan være til stede i forhold til hver enkelt klient, og hvor jeg også har tid og overskud til min familie, når jeg har fri.

Og så skal økonomien selvfølgelig hænge sammen på sigt, men det skal den også nok komme til.

Jeg er stadig i en opstartsfase, hvor jeg bruger rigtig meget tid på alt det, der handler om at få min forretning i gang og få nogle flere klienter. Klienterne opdager jo ikke selv, at jeg er her sådan fra den ene dag til den anden, så det er noget med at finde ud af, hvordan jeg bedst bliver synlig, og hvad der skal til. Jeg er startet op uden nogen form for opstartskapital, så jeg har ikke kunnet købe mig til noget. Jeg har selv måttet forsøge at sætte mig ind i alt i forhold til økonomi, hjemmeside, markedsføring osv. Det eneste, jeg har brugt penge på, er at få taget nogle professionelle billeder til min hjemmeside.

Jeg har indimellem været ved at gå helt død i alt det der drift og praktik, som intet har at gøre med at være psykolog.

Nogen gange har det hjulpet at gå en tur ved stranden, få frisk luft i hovedet og komme i tanke om, hvad det er jeg brænder for og hvor privilegeret jeg egentlig er, at jeg kan gøre det, jeg gør. Og så gå hjem og lægge en plan for, hvad der er de næste skridt og i hvilken rækkefølge. Andre gange har det hjulpet at ringe til én, jeg vidste kunne give mig den rigtige motivation og et skub videre.

Sigrid og stranden, hvor hun får luft og tænker nye tanker. 

Jeg har været så heldig at møde nogle gode mennesker undervejs, der har hjulpet mig. Fx faldt jeg på det helt rigtige tidspunkt i snak med en anden mor i garderoben i min søns børnehave. Hun kunne lave hjemmesider og havde lidt ekstra tid. Hun reddede mig totalt, da jeg sad fast og ærligt talt ikke anede, hvordan jeg kom videre. Jeg har nogle gode psykologkollegaer, der har givet mig faglig sparring, ideer og motivation, blandt andet et par stykker, der selv er startet op som selvstændige.

Og så har jeg jo mødt nogle super seje kvinder på Ladies First netværksforløbet, som det har været fedt at dele erfaringer med og spejle sig i.

Bare det at blive bekræftet i, at jeg ikke er den eneste, der indimellem har en dag, hvor det føles som om, at al inspiration er væk og man bare glor ind i en blank skærm.

Jeg har desuden brugt en erhvervsrådgiver fra kommunens erhvervscenter og jeg har meldt mig til et lokalt iværksætternetværk, der starter op her i juni, for at udvide mit lokale netværk og sparre med andre iværksættere i kommunen.

Der er masser af hjælp og sparring at hente rundt omkring, hvis man er lidt opsøgende.

Jeg synes stadig, at det er sjovt og udfordrende og meget lærerigt det her med at starte op, men jeg må også indrømme, at jeg glæder mig RIGTIGT meget til, at jeg kan begynde at bruge mere tid sammen med klienter, som jo er det, jeg synes er sjovt og som jeg er rigtigt god til - og lidt mindre tid på forretningsdelen.

Hvad er det næste skridt, du drømmer om at tage med din virksomhed?
Først og fremmest af få rigtigt gang i min praksis, få flere klienter og få gang i nogle grupper omkring selvværd. Og så at få tunet min hjemmeside og opbygget et online univers, der i første omgang skal dreje sig om selvværd. Et site hvor jeg kan dele min viden og hjælpe eksisterende klienter samtidig med at potentielle klienter kan få øje på mig. Det skal rumme både en brevkasse, gratis artikler og måske små videoforedrag, hvor klienterne kan føle sig hjulpet på vej her og nu. På sigt vil jeg også lave nogle online workshops omkring selvværd og hvordan man kan arbejde med at styrke sit selvværd.

Min drøm er en fagligt velfunderet og seriøs side for folk, der kæmper med lavt selvværd eller som bare gerne vil vide mere om selvværd og hvordan man selv kan styrke sit selvværd.

Hvad er det bedste, der er sket i din karriere indtil videre?
At sige mit tidligere job op og flytte til Tisvilde. At give mig selv lov og mulighed for at finde ud af, hvad jeg virkelig brænder for som psykolog. Lige efter studiet er man så fokuseret på at få sit første job. Alle omkring én siger, at som nyuddannet må man jo tage, det man kan få og man bare skal bare være glad, når man får et job. Og det er jo på sin vis også rigtigt nok. Men hvad så hvis man overhovedet ikke er glad, fordi man er landet i det forkerte job?

Jeg mistede min gnist og min fornemmelse af, hvad jeg virkelig brændte for, hvorfor det egentlig var, jeg var blevet psykolog. Det fandt jeg ud af, da jeg gav mig selv lov og tid til at mærke efter.

Og så er jeg jo bare helt vildt heldig, at jeg også har en mand, der bakker mig op 200% og som er med på, at vores økonomi er presset i bund i en periode og at det er ham, der lige nu hiver huslejen hjem; nogle svigeforældre, der låner os deres ekstra bil, så logistikken hænger sammen de dage, hvor jeg skal på arbejde på kostskolen; og nogle forældre, der har lånt mig penge til et kursus i online markedsføring, som jeg har drømt om at tage, siden jeg startede op. Al den hjælp og opbakning er uvurderlig!

Hvad er det bedste råd, du nogensinde har fået?
Jeg læste på et tidspunkt en artikel af en anden iværksætter, der sagde, at man skal være meget bevidst om, hvem man taler med om sine forretningsdrømme. Man skal nøjes med at dele sine tanker med dem, der bakker op og som oprigtigt synes, at det er spændende og fedt, det man laver. Det er så nemt i starten, hvor man selv er usikker og ikke ved, hvordan det vil gå, at lade sig trække ned af andres kritiske spørgsmål og negative eller problematiserende kommentarer.

Så undlad at dele dine forretningsdrømme med folk, der trækker dig ned, men vær sammen med mennesker, der er positive for dig, som giver dig energi, mod og opbakning.

Hvad er den største udfordring du står overfor lige nu?
At få markedsført mig selv mere effektivt og få udbredt kendskabet til mig, så jeg kan få nogle flere klienter. Jeg bryder mig faktisk ikke særligt meget om at skulle sælge mig selv og er ikke særlig god til markedsføring. Derfor har jeg lige meldt mig til et halvt års online markedsførings mentorforløb hos Maj Wismann, som forhåbentlig blandt andet kan lære mig at blive endnu mere skarp på mine ydelser og på, hvordan jeg bliver fundet af de klienter, jeg gerne vil hjælpe.

Hvad har du af gode råd til andre med iværksætterdrømme?
Tro på din ide og tag den alvorligt. Og øv dig i at tale dig selv og dine ideer op. Tro på, at du kan lykkes med det, du har sat dig for at skabe. Som iværksætter er man sin egen drivkraft og hvis man ikke selv tror 100% på ideen, så er det ret svært at sælge den til andre. Selvom jeg har dage, hvor jeg inderst inde tvivler lidt (og de dage har man som iværksætter!), så taler jeg alligevel (næsten) altid både til mig selv og til andre med fuld overbevisning om, at min praksis bliver en succes.

Selvom det måske lyder lidt useriøst, kan man godt ”snyde” sig selv ved at tale alt det positive op.

Hvis først jeg begynder at tale mig selv og mine ideer ned, så mister jeg troen på, at det kan lykkes. Så jeg er meget bevidst om min fortælling og om, hvilke ord jeg bruger og hvad jeg udstråler, når jeg taler om det, jeg laver.

Og så brug dit netværk og bed om hjælp – der er mange, der gerne vil hjælpe, hvis man bare beder om hjælpen og hvis man også er villig til at give noget selv. Og opsøg sparring. Når man sidder meget alene med at opbygge sin forretning, som jeg gør lige nu, kan man godt gå helt i stå ind imellem. Så er det super vigtigt at have et godt netværk at sparre med og trække på. Og meget gerne folk med alle mulige forskellige baggrunde. Jeg får selvfølgelig super meget ud af at spare med psykologkollegaer, der kender mit fag.